Påskerejse til Grønlands isfjelde
8 dage omkring Kangerlussuaq og Ilulissat
Hvid som sneen der dækker det grønlandske landskab, og hvid som Indlandsisen og Diskobugtens isfjelde med de smukke nuancer af blå og turkis. Påsken i Grønland er hvid og smuk.
Sneharer i tusindvis bebor den grønlandske tundra, og alligevel skal du være heldig, hvis du skal spotte den i landskabet. Andre pattedyr som moskus og rensdyr er heldigvis nemmere at spotte. Med eller uden dyr lover vi at den grønlandske naturs unikke skønhed får bjergtaget dig. Den overvælder nemlig altid den besøgende.
April måned 300 kilometer nord for polarcirklen byder som regel på masser af sne til hundeslædekørsel med mildt forårsvejr (gennemsnitligt -8 grader) og – i skyfrit vejr – solskin på himlen fra 5 morgen til 10 aften. Det er en skøn tid i Grønland.
Vores påskerejse går til Kangerlussuaq for en enkelt nat og så videre nordpå til Isfjeldenes by, Ilulissat. I Kangerlussuaq har du mulighed for at komme på tur til og på Indlandsisen og undervejs med mulighed for at spotte moskusokser i tundralandskabet. Ilulissat byder på mange muligheder: Sejlture mellem isfjeldene, hundeslædetur, vandreture til Ilulissat Isfjord og en livlig by med museer, caféer, havneliv, m.m.
I Kangerlussuaq indkvarteres du på Hotel Kangerlussuaq, og i Ilulissat byder Grønlands bedste hotel, det 4-stjernede Hotel Arctic, dig velkommen i seks nætter. Lørdag aften er der påskemiddag på Hotel Arctic.