VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Besøg Nuuk

Elia Locardi - Visit Greenland
Inspiration / Byer og bygder / Besøg Nuuk

En moderne arktisk hovedstad med kultur, historie, sejlads og natur. Oplevelser både i byens centrum og i de smukke fjorde i Nuuks bagland. Oplev sejlads, vandring, fiskeri, lækker mad og grønlandsk kultur.

Storby med mad, sejlture med fiskeri, vandring samt Inuit og Nordbokultur

Nuuk har knapt 19.500 indbyggere, men du vil opleve en pulserende ”storby,” da det er en regeringsby med mange kultur- og uddannelsesinstitutioner. Nuuk vokser hele tiden, og der er efterhånden ca. 10 kilometer fra ende til ende. Du finder koncerter, teater, museer og udstillinger. Sport er i centrum for mange, så du kan også vandre, stå på ski, sejle, løbe, styrketræne, dyrke yoga og endda svømme.

Nuuk er også kendt som Godthåb på dansk.

Kulturen

Kulturlivet trives i høj grad i Nuuk. Ikke kun fordi du ser en arkitektonisk perle, kulturhuset Katuaq, ligge i bymidten, men fordi de mange mennesker gør, at alle mulige former for kultur dyrkes. Her er musik, Grønlands Nationalteater, Grønlands Kulturhus, Grønlands Nationalmuseum og Nuuk Kunstmuseum.

Her taler vi ikke kun om den traditionelle grønlandske kultur, som vi også møder i de andre grønlandske byer, men du kan også høre klassisk musik, hip-hop og techno her i byen. Tag et smut forbi Atlantic Music og hør noget af alt den forrygende musik, Grønland har at byde på. I disse dage er download af musik også blevet hverdag i Grønland, men det er ikke mange år siden, at Grønland var det land i verden, der udgav flest CD’er i forhold til indbyggertallet.

Nuuk Kunstmuseum har smukke permanente udstillinger og spændende og flotte separatudstillinger. Du må heller ikke gå glip at Nationalmuseet, hvor særligt de imponerende 600 år gamle mumier vil imponere eller skræmme dig. Folk er lidt delte på det punkt. Nogle finder dem utroligt smukke, andre synes de er lidt spooky. Sådan er det jo med mumier.

Sport er også kultur og her er Nuuk fremme i skoene. Den prisbelønnede svømmehal Malik giver dig en forrygende udsigt, mens du svømmer dine baner. Om vinteren præpareres pister til alpin ski og du finder førsteklasses langrendsbaner. Der er flere sportshaller i Nuuk, så er du sportsligt anlagt, kan du altid finde noget at lave.

Inuit-sport eller Inuit Games, som det ofte kaldes, dyrkes også i Nuuk. Inuit Games og Dene Games blev populære i Grønland i starten af årtusindet. Det er forskellige sportsgrene, der giver styrke og udholdenhed, og som er blevet dyrket at inuit og oprindelige amerikanere i Canada og Alaska og igennem århundreder.

Læs mere om grønlandsk  kultur og historie

Fusionskøkkener

Når du er i Nuuk, skal du prøve nogle af byens mange lækre restauranter. Den gennemsnitlige levestandard i Nuuk er forholdsvis høj, og her er mange spændende restauranter og cafeer. Hotel Hans Egede huser eksempelvis Sarfalik, der serverer fantastiske varianter af det grønlandske køkken. Der er også Restaurant Nordlys, der har “smagen af Norden” på menuen med lækre lokale råvarer.

I nærheden kan du opleve grønlandsk sushi på Thai-restauranten Charoen Porn. Det er en noget anden oplevelse end sushi andre steder. Ved siden af disse steder ligger Cafe Esmaralda med et rigtig godt cafekøkken. I det hele taget har du mange muligheder for at spise ude i centrum af Nuuk.

Ca. en times sejlads udenfor Nuuk finder du om sommeren restauranten Qooqqut Nuan i en utroligt smuk beliggende sidefjord. Du kan komme på sejltur hertil, hvor du undervejs selv fanger det, der senere bliver serveret på din tallerken!

 

Naturen bag Nuuk

Du skal ikke langt uden for Nuuks bygrænse, før du føler dig som Palle alene i verden. En gåtur bag om fjeldet Lille Malene giver dig den følelse, og så er der selvfølgelig fjordsystemet bag Nuuk.

Fjordsystemet er det næststørste i Grønland og det er så stort, at Færøerne snildt vil kunne ligge herinde i baglandet. Her er frodigt og smukt om sommeren, og det er et fantastisk syn om vinteren, når de høje klipper er dækket af et tykt lag af sne.

Nuuk ligger næsten helt ud til havet, så der er køligere i byen end inde i fjordsystemet, hvor der er rigtig frodigt om sommeren. Derfor er der mange nuumiutter – folk fra Nuuk – der tager herind, så snart de har tid til det. Du bør gøre som de lokale! Det er verdensklasse.

Havet og hvalerne

En hvalfotosafari i Nuuk er et must, når du besøger byen, ligesom sejlture til de gamle bosættelser nær byen er spændende. I farvandet uden for Nuuk er det ikke usædvanligt at opleve pukkelhvaler eller vågehvaler.

Hvis der ikke er tid til en sejltur, så tag et smut ud på klipperne bag Tele Greenland. Her er en god udsigt både over byen og forstæderne, men også til fjorden, og ofte ser du om sommeren en hval svømme forbi.

Læs om Grønlands dyreliv

Vintersport og golf

Nuuk er et glimrende vintersportssted. Hop på bussen til lufthavnen og så står du for foden af et skisportssted, hvor tre lifte sørger for, at du hele tiden kan finde nye slalomløjper. Snowboard er også meget yndet, ligesom lyden af snescootere er umiskendelig uden for bygrænsen. Er du til langrend er der allerede inde fra byen adgang til mange, gode løjper.

Hvis du kommer om sommeren, kan du også gå til den på en golfbane med ni huller, som har mange naturlige forhindringer, da den ligger i et smukt kuperet terræn.

 

Nuuk by

I grønlandske øjne er Nuuk med over 18.000 indbyggere en storby, og byen er da også stor. Rent faktisk tager det adskillige timer at gå fra den ene ende af Nuuk til den anden, da selve byen efterhånden har bredt sig over flere store bydele.

Eksempelvis ville forstaden Nuussuaq være Grønlands næststørste by, hvis den havde været en separat by. I Nuussuaq er der bydele, der nærmest ligner slikskåle med M&Ms eller vingummier, for her er rækkehuse i alverdens farver. Selv lyserøde og mintgrønne boliger er det med tiden blevet til.

Et veritabelt byggeboom gør, at man i Nuuk ikke taler så meget om at bygge huse som at bygge nye bydele. Og skulle man rende ind i en regn- eller snebyge, kan man jo altid tage på shopping i Nuuk Centret, der har alt. Næsten.

Det er også i centrum af Nuuk at du finder bygningerne fra tidligere tider. Det gamle koloniområde med blandt andet Nationalmuseet er velholdt og smukt, og du bør også gå en tur forbi Myggedalen og opleve de mange farvestrålende huse.

Alt i alt er Nuuk et superspændende bekendtskab, da byen vokser med rekordfart og du vil opleve mange forskellige subkulturer, smuk natur og spændende kunst.

Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur.

Charlotte

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik