Diskobugten er et af Grønlands mest populære turistmål. Først og fremmest på grund af isen, men også på grund af stedets skønhed, de mange kulturelle attraktioner og samspillet mellem den traditionelle levevis og det moderne byliv. Udflugtsmulighederne er mange her i og omkring Ilulissat, og måske er du blevet inspireret på informationsmødet til, hvad du vil lave i dag – måske du bare vil nyde den fantastiske udsigt over Diskobugten og lade tiden stå stille.
Du kan se det hele fra oven:
Helikoptertur (ekstra tilkøb)
Denne helikoptertur er den eneste måde at komme helt ind i kernen af UNESCOs verdensarvområdet ved Ilulissat. Hverken båd eller vandrer kan komme tæt på den enorme gletsjer i bunden af fjorden.
Kangia Sermeq (Bræ) er den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle, og den producerer 43 millioner ton is hver dag. Gletsjeren er over en kilometer tyk og syv kilometer bred. At se disse enorme mængder is og de enorme naturkræfter er enestående.
Helikopteren letter fra Ilulissat Lufthavn og flyver så lavt som sikkerheden og lovene tillader over bjerge, søer, floder og Isfjorden. Herefter kommer vi til et bjerg ved indlandsisens kant. Her har vi omkring en halv time her til at nyde synet.
På tilbagevejen flyver vi over gletsjerfronten og følger Isfjorden 70 kilometer tilbage til byen. De største isbjerge strander på morænekanten lige før byen, hvilket giver en fantastisk afslutning på vores rejse.
Hvis du har købt outdoorudflugtspakken, skal du i dag eller søndag afsted til Igloo Lodge. Du mister ikke nogen af de andre udflugter beskrevet i dagsprogrammet, men i visse tilfælde kommer du afsted på et andet tidspunkt for at få kabalen til at gå op.
Overnatning i Igloo Lodge (del af outdoor-udflugtspakken)
Fredag eller søndag kan du opleve en rigtig iglo, hvor du skal overnatte og afsted på nogle unikke udflugter.
Vores søsterselskab World of Greenland, der har stor succes med deres sommerlodges ved den kælvende gletsjer, Eqi Gletsjer, og i den smukke bygd Ilimanaq, tilbyder nu også en vinterlodge i iglo-form. Du kommer ud i det vidunderlige vinterlandskab, hvor nordlyset forhåbentlig danser på himlen om aftenen. Herude blandt fjeldene kommer du til at overnatte i en iglo (dog også med mulighed for at gå ind i en opvarmet hytte).
Igloo Lodge består af fem rummelige igloer, som hver har plads til to personer. Der er redt op med rensdyrskind og varme vintersoveposer. Der er også stearinlys på sengebordet, hvilket gør, at temperaturen ligger omkring frysepunktet inde i hytten. Det står i stærk kontrast til de ned til minus 20 grader C udenfor. Hytten ved igloerne er det sted, hvor vi spiser vores måltider. I træhytten er der også tørkloset.
Selve turen til Igloo Lodge er også spændende. Du bliver kørt i pistemaskine i omkring en times tid ind i Ilulissats bagland med fantastisk udsigt undervejs. Så står den på kaffe og frokost, eftermiddagskaffe og kage, aftensmad og efterfølgende hygge, aftenkaffe fulgt af udkig efter nordlys, overnatning i iglo, morgenmad og endelig med pistemaskinen tilbage til civilisationen dagen efter.
NB1: Hvis du har købt outdoorpakken, kører du på hundeslæde ved Igloo Lodge i stedet for inde ved byen. Det er en større slæde, så her er i tre på slæden i stedet for to. Hundeslædeturen er inkluderet i outdoorpakken, men ekstra tilkøb, hvis du ikke har købt outdoorpakken.
NB2: Hvis du er interesseret i vores outdoorpakke, bedes du kontakte os pr. mail eller telefon, så vi kan undersøge, om der er plads på det tidspunkt, du skal afsted. Som nævnt er alle de andre udflugter også med i denne pakke, men vælger du outdoorpakken, bliver der flyttet rundt på enkelte af udflugterne, så alting går op i en højere enhed.