Din rejse starter i København, og her flyver du til Nuuk, hvor du lander over frokost. Fra lufthavnen i Nuuk bliver du kørt til det dejlige Hotel HHE Express for at blive indkvarteret. Hvis der er tilkøbt udflugtspakke, vil der være informationsmøde efter ankomst til Nuuk. Hotellet har fået miljøcertifikatet The Green Key og ligger i hjertet af Nuuk, og du har mulighed for at udforske det nærliggende område enten på arrangerede ture eller på egen hånd.
Fra 4. september frem til slutningen af marts har vi en spændende udflugtspakke, som du kan se beskrevet nedenfor. Vi vil fremover producere udflugtspakker, så vi har pakker, der passer til årstiderne.
TILKØB: Udflugtspakke efterår og vinter
Byrundtur i Nuuk (del af udflugtspakken)
Byrundturen inkluderer et besøg på Grønlands Nationalmuseum. Her kan du se fund fra alle tidsperioder og civilisationer i Grønland. Efter ca. 30 minutter på museet forsætter vi rundt i området, der bliver kaldt Kolonihavnen. Det er her de fleste af de originale huse fra det 17. og 18. århundrede stadig står. På vejen passerer vi Hans Egedes hus, skulpturen af Havets Moder og den omdiskuterede statue af Hans Egede ved Grønlands Domkirke.
Vi går derefter til ‘Brættet’, det traditionelle marked, hvor lokalt fangede fisk, sæler og rensdyr bliver solgt – helt frisk.
Nu går turen videre mod Grønlands regeringsbygninger og herefter mod Grønlands Kulturhuset Katuaq, hvor vores tur ender. Du er nu så centralt som du kan være, og her er der fine indkøbsmuligheder. Og mange andre spændende ting, at give sig til.
Nordlystur med båd (del af udflugtspakken)
Du får en helt anden oplevelse af nordlyset, når du ser det fra en båd. Det er et fænomen der altid har været fascinerende, også for os folk i Arktis.
Vi sejler ud klokken 20 fra Nuuk og over mod Akia, der også er kendt som Nordlandet. Her har vi en få en fin udsigt til Nuuks skyline uden at have forstyrrende lys omkring os. Herfra drager vi længere ind i Nuukfjorden, hvor kun båden giver kunstigt lys. Vi stopper båden flere gange, slukker for motoren og nyder nattehimmelen og ikke mindst stilheden.
Nordlyset er et naturfænomen, så det er svært at forudsige, om det kommer. Vi er nødt til at gribe chancen, når der er klar himmel og mørkt nok. Der er derfor ingen garanti for, at nordlyset kommer – det er naturen, der styrer livet heroppe.
Sejltur rundt om Sermitsiaq – Nuuks smukke vartegn
Tag med på en betagende sejltur rundt om Sermitsiaq – det ikoniske fjeld, der rejser sig majestætisk fra havet som Nuuks vartegn og evige fjordvogter. Med sine markante former og imponerende tilstedeværelse er fjeldet blevet et symbol på hovedstaden og et naturligt pejlemærke for både lokale og besøgende.
Sermitsiaq ligger på en ø, og i takt med at vi sejler rundt om den, ændrer fjeldet karakter – fra skarpe, takkede tinder til bløde, bølgende bakker, alt efter hvilken vinkel man ser det fra. Om sommeren vælter små vandfald ned ad fjeldsiden og forstærker oplevelsen af at være tæt på den grønlandske natur i sin reneste form. Om vinteren er de lige så smukke, men stillestående, da de er blevet til is.
Vi glider lydløst gennem det klare vand, med byen bag os og naturen foran – kun ledsaget af bølgernes skvulpen og fuglenes kald. Med lidt held, afhængigt af årstiden, kan vi være så heldige at få øje på pukkelhvaler, sæler eller havørne, der kredser højt over fjeldet.
TILKØB: Sommerudflugtspakke
Byrundtur i Nuuk på UTV
Tag med på en anderledes byrundtur i Nuuk, hvor vi udforsker byen i UTV – en sjov og utraditionel måde at opleve hovedstaden på. Turen varer omkring halvanden time og fører os forbi historiske steder og karakteristiske bygninger, mens guiden deler små historier og fakta undervejs.
Vi starter ved havnen og kører mod byens sydligste del, hvor du får mulighed for at se steder, som de færreste besøger på egen hånd. Undervejs holder vi en pause og nyder en grønlandsk fiskesuppe på caféen hos Inuk Hostels – et hyggeligt sted med udsigt over fjorden.
Det er en afslappet og oplevelsesrig tur, hvor du mærker både byens puls og den omkringliggende natur, som tilsammen gør Nuuk til noget helt særligt.
Bådtur til Qooqqut – fang din egen middag
Vi stævner ud fra Nuuk på en sejltur til den gode Qooqqut Nuan’ Restaurant. Men dette er ikke noget almindeligt restaurantbesøg.
Vi sejler gennem det enorme fjordsystem bag Nuuk, som er det næststørste fjordsystem i verden. I Qooqqut-fjorden stopper vi motoren og pilker vores egen frokost. I dag er der ingen klager over, at fisken ikke er frisk.
Qooqqut ligger i en vidunderlig dal i Qooqqut-fjorden. Bjergene, der omgiver dalen, er op til 2.000 meter høje. En af Nuuks mest respekterede kokke opholder sig her om sommeren og serverer de mest fantastiske retter. I dag skal vi spise vores egen friskfangede fisk (der er ikke fangstgaranti, men hvis vi ikke fanger noget, har restauranten selv fisk klar til os).
Som et særsyn så højt oppe i Grønland er der træer spredt smukt i området bag restauranten. Overvej at tage på en lille vandretur for en god fotomulighed, mens kokken er på arbejde med din fisk.
Efter middagen hopper vi tilbage i båden og vender stævnen mod Nuuk.
Hvalsafari i Nuuks fjordsystem
Tag med på en uforglemmelig sejltur i Nuuks imponerende fjordsystem, hvor vi leder efter nogle af havets største og mest fascinerende skabninger – pukkelhvalerne.
Hver sommer, fra juni til september, vender hvalerne tilbage til de grønlandske farvande for at spise sig mætte i krill og småfisk. Her kan de ses på tæt hold, når de løfter deres karakteristiske haler over vandoverfladen eller glider roligt forbi båden. Mange oplever mødet som noget næsten spirituelt – en stille, storslået påmindelse om naturens kræfter.
Turen varer 3–4 timer afhængig af bådtype, og vi følger altid myndighedernes anbefalinger for sejlads blandt hvaler. Det er en fantastisk mulighed for at opleve dyrelivet i Nuuks fjorde på nært hold – og måske tage et minde med hjem, du aldrig glemmer.
Bemærk: I april og maj har vi ikke nogen udflugtspakke, men du kan selv booke dine udflugter hos Arctic Excursions.