Inspiration / Steder at besøge / Ilimanaq Lodge

Ilimanaq Lodge

Ilimanaq Lodge er afslapning, isbjerge, vandring og bygdeliv. Det er det ideelle sted at genoplade batterierne og nyde stilheden.

Bygden Ilimanaq ligger som nabo til den verdensberømte Ilulissat Isfjord med kæmpe isbjerge og et spændende dyreliv. Du kan forvente at se både hvaler og sæler, samt opleve fantastisk natur og historiske steder. Oplevelserne ligger lige udenfor døren af din luksushytte. Det er en af de ældste bygder i Grønland. De smukke bygninger fra kolonitiden er restaurerede og naturen er unik!

Ilimanaq Lodge

Din hytte i Ilimanaq Lodge er bygget i en to-plans konstruktion. De er designet til at indgå forholdsvis skjult i området. I alle hytterne har du behagelige møbler i smukt design, og du har privat badeværelse og toilet i hytten. De topmoderne hytter har selvfølgelig rindende vand i toilettet, varmt vand i bruseren, samt elektricitet til belysning og til varme i radiatorerne.

Hver hytte er udstyret med egne solpaneler, som leverer energi til varme og el. Overskudsproduktionen af el fra solpanelerne sælges billigt til byen. Det betyder, at jo mere du sparer på vand og varme, desto mere bidrager du til at give noget tilbage til den lokale befolkning. De lange lyse dage og nætter i Grønland om sommeren bidraget til en effektiv udnyttelse af solpanelerne.

Panoramaudsigt til hvaler og isbjerge

Øverst er der to senge, som fungerer enten som dobbeltseng eller twin-beds. I stueplan har du en sovesofa, som kan give yderligere to sovepladser. Det store vinduesparti fylder hele facaden ud mod havet, og giver dig en smuk panoramaudsigt på begge etager. Der kommer jævnligt pukkelhvaler helt tæt på, ligesom isfjordens isbjerge driver forbi udenfor.

Udflugter og vandringer

Du kan tage på mange forskellige vandreture og udflugter i området. Vores datterselskab World of Grenland byder på vandretur til isfjorden med de store isbjerge og gletjservandring. Herudover er der masser af vandreture, du kan tage på egen hånd.

Nordre Huse og UNESCO-view

– vandring til Ilulissat Isfjord og de gamle gravpladser

Du har nogle timers vandring til Nordre Huse. Vi starter med at gå op på bakketoppen nord for byen. Her får du en storslået udsigt over terrænet, Diskobugten og Ilimanaqs farvede huse. Vi kigger nu fremad mod isbjergene ved turens mål. Undervejs ser vi de gamle hustomter fra Thule-kulturen. Herefter står du ved siden af en af de mange skjulte gravpladser, hvor der endnu ligger kranier og knoglestykker mellem stenene.

Du går også forbi en mere moderne kirkegård, der står efterladt midt i landskabet, mens samlingen af huse er forsvundet for længe siden. Det vi ser, er fundamenterne efter disse. Nu går vi op til en varde på en bakketop, og står nu foran de største isbjerge i isfjorden. I godt vejr kan vi se hele vejen ind til gletsjerfronten 65 kilometer væk, men lige her foran os ligger der masser af kæmpestore isbjerge.

Gletsjervandring i Tasiusaq

På denne tur kan du virkelig få action! Fra Ilimanaq kører vi på store ATV’ere fra restauranten op forbi kirkegården og ud langs med kysten. Turen tager os op ad fjeldet for at få den glimrende udsigt over sandsletten syd for Ilimanaq. Efter 10 minutter, hvor vi har gået rundt blandt fangernes gamle rævefælder, kører vi videre ud over sletten til vi finder Tasiusaq-fjordsystemet.

Tasiusaq-fjorden har været et yndet fangstområde i årtusinder, men de tidligere tiders aktivitet er i dag stilnet af. Idag sejles der istedet ind i bunden af fjorden. På den sydlige bred går vi atter i land og vandrer hen til iskanten, hvor guiden fortæller om sikkerhed og procedurer ved gletsjervandring. Al udstyr tjekkes igennem, inden vi går ind mellem sprækker og brønde for at udforske en af de mange gletsjertunger, som udspringer fra Indlandsisen.

Det er blevet tid til det obligatoriske gruppebillede, og herefter klatrer vi rundt som de gamle ekspeditionsledere for at finde den rette vej gennem ismassivet. Vi har frokost med på turen og disker op med snacks og sandwich på et passende tidspunkt, når sulten melder sig.

 

Vandringer syd for Ilulissat Isfjord

Med den verdensberømte Ilulissat Isfjord som nærmeste nabo behøver du ikke gå langt for at få storslåede naturoplevelser. Der findes mange kortere og længere vandremuligheder fra Ilimanaq. Vi anbefaler, at du køber et kort over området. Hvis du går på længere ture, så anbefaler vi desuden, at du medbringer kompas og har erfaring med at læse et kort. Frank Nielsens bog ”Vandringer syd for Jakobshavn Isfjord” giver dig mange fine beskrivelser af området og vandremuligheder.

 

Ilimanaq Lodge – et unikt pionerprojekt

I hele Ilimanq Lodge-projektet er der blevet lagt vægt på bæredygtighed. Bygdens beboere er blevet hørt i hele processen, og hytterne med tilhørende restaurant giver arbejdspladser til bygden. Ilimanaq Lodge er blevet til i et samarbejde mellem tre parter og dette er et pionærprojekt, fordi man ikke før har samarbejdet på denne måde i Grønland.

Forhåbentlig kan projektet danne skole for turismeudviklingen fremover. Bygden havde i 2010 over 80 indbyggere, hvilket i dag er faldet til 52 indbyggere, så forhåbentlig kan turismeprojekter som dette hjælpe med arbejdspladser og hindring af affolkning. De tre parter – udover lokalbefolkningen – er den danske fond Real Dania By og Byg, Qaasuitsup kommune samt vores datterselskab, World of Greenland, der har til huse i Ilulissat.

Real Dania Byg er en fond der blandt andet restaurerer historiske og bevaringsværdige bygninger. De to fredede bygninger, bestyrerboligen og købmandsbygningen, er restaureret på foranledning af Real Dania Byg. World of Greenland har stået for opførelsen af de 15 hytter, mens kommunen har forbedret bygdens infrastruktur, anløbsforhold og sanitet.

Sejltur til bygden Ilimanaq

Hvis du ikke er så heldig at overnatte i Ilimanaq på din rejse til Grønland, kan du alligevel opleve denne skønne bygd, for fra Ilulissat kan du tage på en fem-timers sejltur til Ilimanaq og retur igen. Turen går forbi de kæmpemæssige isbjerge ved mundingen af Ilulissat Isfjord, inden du kommer til bygden og kan gå i land. Du har god tid til at gå rundt og opleve bygden og den fantastiske udsigt. Udflugten gennemføres i sommerperioden og selve sejladsen varer ca. en time pr. vej.

"..Alt i alt en fantastisk tur.."

Ingrid og Poul K. Christensen

Excellent | 60 anmeldelser
decoration decoration decoration

Kontakt:

+45 33 13 10 11

team@greenland-travel.dk

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 8:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.30

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • GER nr. 7617371
  • ·
  • Privatlivspolitik