VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Gletsjere

Inspiration / Natur / Gletsjere

Hele vejen rundt om Grønlands kystlinje finder du smukke og unikke gletsjere, der har betaget mennesker i generationer. Gletsjerne, kælver isbjerge ud i fjordene og det åbne hav.

Langs Grønlands kyst findes der mange fjorde og bugter, hvorfra den imponerende Indlandsis siver ud. Indlandsisen er så tung, at det lægger pres på isen inde fra midten, og det skaber store isstykker, der brækker af ved kysten og langsomt begynder at bevæge sig ud i havet. Hermed skabes de imponerende isfjelde og gletsjere, der omfavner Grønlands kyst. Læs mere her på siden om, hvordan gletsjere opstår, og hvor de kan opleves i Grønland.

Hvad er en gletsjer?

Kort beskrevet er en gletsjer en stor ismasse i bevægelse. Gletsjere opstår, når mange lag af sne bliver trykket sammen til is gennem mange år. Det evige tryk og tilføjelse af is medfører, at isen på et tidspunkt er så tyk og tung, at den nederste bund af gletsjeren langsomt vil begynde at glide nedad mod havoverfladen på grund af tyngdekraften. De enorme ismasser bevæger sig dog meget langsomt, og bevægelserne kan ikke ses med det blotte øje.

Når isen er på sin vej fra land til hav, kan den skrabe mod jorden. Det betyder, at man på nogle isbjerge kan se mørke striber. Mange isfjelde er derudover gennemskåret af turkise, grønne eller blå bånd af ren is. Båndene er dannet på steder i gletsjeren, hvor isen har været smeltet og igen er frosset som boblefrit smeltevand.

På nuværende tidspunkt dækker gletsjere 9% af Jordens overflade. I Grønland består gletsjere af den ydre kant af Indlandsisen, og ismasserne indeholder derfor ren ferskvand.

Skurestriber

Man kan se, om et landområde har været dækket af is, hvis der er skurestriber på klipperne. Skurestriber er skabt af sten, der har været frosset med ind i isen. Når gletsjerne har bevæget sig, har det fået disse sten til at skrabe på klipperne i landskabet. I Grønland er det meget tydeligt at se, om en gletsjer har trukket sig tilbage, for så ser klipperne omkring gletsjeren helt anderledes ud.

Moræner

Gletsjere efterlader også et spor af de såkaldte moræner i randområderne. Moræner består af bunker af bl.a. ler, sand, moræne og silt. Sammensætningen af jordarterne afspejler, hvad gletsjerne har skubbet frem i sin bevægelse eller skyllet ud forneden ved gletsjerkanterne.

Døde bræer

Endelig taler man også om ”døde bræer”, hvor isen skubbes ud og smelter, fx i en smeltevandselv. De kælver ikke isbjerge i vandet som de gletsjere, du møder i isfjordene.

Ilulissat isfjord

Ilulissat Isfjord er et enestående naturfænomen, som mange kender til. Den smukke isfjord er en helt utrolig oplevelse at overvære. Den er derfor med rette blevet en del af UNESCOs Verdensarv. Den 50 kilometer lange fjord er sprængfyldt med isbjerge og isskosser fra den enorme gletsjer, Sermeq Kujalleq, der ligger i bunden af fjorden. Selve gletsjeren bevæger sig 40 meter i døgnet om sommeren, hvilket gør den til den hurtigste gletsjer på den nordlige halvkugle.

Andre isfjorde i Grønland

Der findes også andre isfjorde i Grønland, der er lige så imponerende som Ilulissat Isfjord, men dens hastighed og tilgængelighed har gjort den ekstra kendt. Af andre smukke isfjorde er Sermilik vest for Ammassalik-øen, isfjordene ved Paamiut og Nuuk, Qooroq nær Narsarsuaq, Bredefjord nær Narsaq og særligt den utroligt flotte Evighedsfjord nær Maniitsoq.

Det er altid noget helt særligt at se isfjorde fra vandsiden, for ismasserne bliver så meget mere imponerende, når de ses nedefra.

Er du på landjorden ved en isfjord, er det utroligt vigtigt, at du holder dig fra vandkanten, for det kan være livsfarligt at gå derned. Pludselige tsunami-agtige bølger kan skylle op på land, og det er sket mere end en gang, at folk er blevet revet med i det kolde vand.

Gletsjere i Tasiilaq

Hvis du er i humør til en god og lang vandretur, kan du gå højt op på Ammassalik-øen, som byen Tasiilaq ligger på. Herfra kan man se ud over Sermilik-fjorden til Indlandsisen på den anden side af fjorden. En sejltur på selve fjorden er også en glimrende måde for dig at opleve Indlandsisen på, for her flyder kæmpe isfjelde ud i havet fra gletsjerne i bunden af fjorden.

Gletsjere i Sydgrønland

I Sydgrønland har du også mulighed for at opleve Indlandsisen på tæt hold. Fra Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq er der udflugter til isen.

Bag Narsarsuaq Lufthavn kan du vandre til en gletsjertunge, der ligger forholdsvis højt oppe i landet. Herfra kan du få udsyn over den fantastiske ismasse. Dette er dog ikke en udflugt for de dårligt gående, men det er der råd for. I for istedet kan du tage på en sejltur til Qooroq Isfjord, der ligger ganske tæt på havnen i Narsarsuaq. Fjorden er beriget med tusinder af isbjerge, stejle klippevægge og en stor gletsjer i bunden af fjorden. En fantastisk oplevelse hvor du er omgivet af de flotteste turkise farver, så langt øjet rækker.

I Narsaq og Qaqortoq kan du også komme på bådtur til Indlandisen, som har gletsjere ved Bredefjord tæt på Narsaq. Narsaq i syd og Qaanaaq helt oppe nordpå er i øvrigt de eneste byer i Grønland, hvorfra du har udsigt til Indlandisen.