Igaliku
Igaliku er en anden bygd, du finder ikke særligt langt fra Narsarsuaq. Også her i nordboernes bygd Gardar finder du ruiner, blandt andet deres store bispesæde. Her holdtes i år 2000 en økumenisk gudstjeneste for at mindes 1000-året for indførelsen af kristendommen i Grønland og Leif den Lykkeliges opdagelse af det nordamerikanske fastland.
Gudstjenesten var besøgt af gejstlige fra hele verden og også Dronning Margrethe og Prins Henrik var tilstede med kongeskibet Dannebrog. Det var også i Igaliku, at Grønlands daværende landsstyremedlem for udenrigsanliggender Tuusi Motzfeldt kunne byde velkommen til sine kolleger, danske Per Stig Møller og amerikanske Colin Powell.
Det er næppe disse tidligere begivenheder, der gør mest indtryk på dig, når du er i Igaliku. Roen, omgivelserne, de høje fjelde – stedet er som skabt til afslapning.
Indlandsisen
I Narsarsuaq er der to måder, hvorpå du kan opleve Indlandsisen. Enten kan du gå ind til den ved at følge vejen gennem Blomsterdalen og kravle op ad fjeldet, eller også kan du tage med på bådtur og opleve Qoorooq-gletsjeren fra søsiden. Begge måder er spændende og det ene udelukker ikke det andet, for oplevelserne er vidt forskellige.
Vandring og oplevelser
Sydgrønland er som skabt til vandring og der er rigtig mange gode og spændende ruter at tage. Du kan bruge Narsarsuaq som hub for dine vandreture eller tage på rundtur til fåreholderstederne i nærheden.
Det er også pærenemt at finde et godt sted at fiske (du skal bare gå ned til havnen, men husk lige fisketegnet), og du kan også leje både mountainbikes og havkajakker på turistkontoret.