Sommereventyr i Grønland
8 dages rundrejse til Kangerlussuaq, Nuuk og Ilulissat
Tag med på en eventyrlig sommerrejse med de bedste højdepunkter: Indlandsisen ved Kangerlussuaq, hovedstaden Nuuk og Ilulissat Isfjord i Diskobugten med kæmpe isbjerge. På denne yderst varierede specialrejse til Grønland, hvor rejsen foregår med både indenrigsfly og kystskib langs Grønlands vestkyst, vil du opleve de mest populære steder og byer i Grønland.
Grønlandsk sommer – en eksplosion af lys
Rejsen foregår i juni, juli eller august. Det er den grønlandske absolutte højsommer, hvor lyset og solen og regerer døgnet rundt – midnatssolen er med os til og med 24. juli i Ilulissat. Det betyder, at du har mange timer til rådighed til at opleve i – og med naturfristelser i rigelige mængder er der lagt op til en uforglemmelig ferie fuld af store indtryk!
Vi har sammensat rejsen, så der også er lidt tid til at gå på opdagelse på egen hånd, men vores dygtige og passionerede rejseleder er med hele vejen med informationer, fortællinger, guidede ture og praktisk hjælp. Tag med på en helt særlig helhedsoplevelse rundt i vores enestående Grønland.