VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Sejl mellem smukke isbjerge

Inspiration / Udflugter / Sejl mellem smukke isbjerge

Grønlands skal ses fra vandet! Prøv en sejltur, hvor enorme isbjerge skyder op af vandet og havet stille slår mod bådens skrog.

Overalt i Grønland kan du komme ud på spektakulære sejlture, hvor du enten sejler til Indlandsisen, leder efter hvaler eller sejler fra by til by. Grønlands mange, smukke fjorde byder altid på en form for dramatisk natur; bræer, stejle klipper, elve og åer, rullende bakker, sylespidse tinder eller isbjerge. Det er sjældent kedeligt at stå til søs! Vi tilbyder sejlture over det meste af landet.

Sejlture ved Ilulissat

Ved Ilulissat Isfjord oplever du et enestående naturfænomen, som er på UNESCOs Verdensarvliste. Den fantastiske fjord med det isholdige vand og den store gletsjer i bunden af fjorden er beskrevet mange andre steder på vores hjemmeside, så du kan næsten ikke have undgået at høre om den.

På en sejltur til Isfjordens munding får du en oplevelse af de helt store. Her har enorme isfjelde lagt sig på grund ved fjordens munding. Der er ikke så dybt ved fjordmundingen som længere inde i fjorden, for de kæmpe isfjelde har skubbet en kæmpe sandbanke frem til fjordens munding.

Isen lægger sig på grund her. Isfjeldene flytter sig først, når de er smeltet så meget, at de ikke længere støder på grund. De kan også blive løftet op over sandbanken af store bølger ved et større afbræk.

Det er helt fantastisk at sejle rundt nær isfjeldene. Styrmændene på bådene kommer så tæt på, som det er sikkert at gøre, men holder sig selvsagt på behørig afstand af de enorme kæmper.

Isfjeldene kan være store som boligblokke og have et enormt areal. Prøv at sejle turen i dagstimerne og tag så også en tur om aftenen i midnatssolens gyldne skær. Det kan måske lyde lidt ekstravagant at skulle tage på den samme sejltur to gange, men vi ved af erfaring, at folk virkelig har elsket forskelligheden i oplevelserne.

Der er andre isfjorde i Grønland, der er ligeså imponerende som Ilulissat Isfjord. Den i Ilulissat er dog enestående, fordi den bevæger sig så hurtigt og så er den meget let tilgængelig.

Sejltur til bygderne Oqaatsut eller Ilimanaq

Isolerede små bygdesamfund er noget særligt i Grønland. De har både Internet og fladskærme i bygderne, men livet leves i et andet tempo. For blot en generation siden boede størstedelen af den grønlandske befolkning i de mange små bygder, der lå som en perlerække langs kysten. I dag bor flertallet i byerne, men omkring Ilulissat ligger der endnu fire livskraftige bygder. Blandt disse er Ilimanaq og Oqaatsut, der også er kendt som Rodebay.

Gennem flere århundreder var bygderne tilholdssted for hvalfangere. Bygderne ligger natursmukt og har smukke, gamle bygninger fra kolonitiden. Sejlturen til begge bygder tager ca. en time hver vej og starter fra Ilulissat havn. Du får 2-3 timer i selve bygderne. Undervejs på sejlturene serveres kaffe og the.

 

Andre isfjorde

Ilulissat Isfjord er den mest kendte i Grønland – og den mest produktive på den nordlige halvkugle, men du kan også oplevel mange andre, smukke isfjorde. Af dem kan vi nævne Sermilik på vestsiden af Ammassalik-øen i Østgrønland, isfjordene ved Paamiut og ved Nuuk, Qoorooq ved Narsarsuaq og Sermilik (Bredefjord) og dens mange sidefjorde ved Narsaq og Qaqortoq.

Alle steder kan du komme på sejlture med lokale aktører, der kender fjordene som deres egen bukselomme.

 

Sejlads i Pakisen

Sejlads i pakisen er normalt ikke eftertragtet. Særligt ikke de blandt de lokale, fordi pakisen kan forlænge rejsetiden mærkbart, da man skal sejle meget langsommere. Men det kan også være en smuk oplevelse, når det foregår med en god, sikker båd.

Pakisen er et specielt fænomen, som du særligt kan opleve i Øst- og Sydgrønland. Pakis opstår, når isen ved Arktis om foråret og sommeren bryder op. Enorme, flade isflager flyder nu ned langs østkysten og runder Grønlands sydspids, Kap Farvel og drejer op i Sydgrønland. Her vil isen til sidst enten smelte eller drive til havs i Baffinbugten.

Pakisen – eller drivisen – er frossen hav-is af saltvand i modsætning til ferskvandsisen fra Indlandsisen. Den pakker sig tæt, hvor den kommer frem og kan være usædvanlig og endda farlig at navigere i.

Vi kan ikke understrege nok, at det kan være farligt at begive sig for tæt på isen, om det er indlandsis eller store isfjelde i vandet. Pas nu på, for der er uanede naturkræfter på spil her. Men når det er sagt, og du ser det hele lidt på afstand, er det et syn, du aldrig vil glemme!

Sejltur ved Qaqortoq

I Qaqortoq kan du komme på en sejltur til Tvillingebræen ved Indlandsisen nær Narsaq. Undervejs krydser I den brede Sermilik Fjord, og båden snor sig mellem de mange drivende isbjerge. På den anden side af Sermilik finder I Tvillingebræen inde i en sidesfjord.

Her kan du faktisk komme på land på klippen melllem bræerne, og efter ganske få hundrede meters vandring står du på klipperne, hvor gletsjeren smelter og brækker i stykker, og du kan bogstaveligt talt røre indlandsisen!

Det er også ét af de steder, hvor de lokale tydeligt kan se, at Indlandsisen har trukket sig tilbage de sidste bare 30 år. I 80’erne kælvede Tvillingebræerne direkte ud i fjorden. I dag brækker stykkerne af oppe på land! Men det er et fantastisk smukt sted, og du føler virkelig, hvor lille du er, når du står lige ved siden af den gigantiske klump is! På vejen hjem sejler vi forbi et fuglefjeld og et malerisk, lille vandfald.

Sejlture i Østgrønland

Både i Kulusuk og Tasiilaq har du gode muligheder for at komme sejle med vores samarbejdspartnere. Der er ture i både bygden Kulusuk og byen Tasiilaq, blandt andet til den store Sermilik Fjord, der ligger vest for Tasiilaq i strædet mellem øen Ammassalik og det grønlandske fastland. Her er isbjergene normalt ikke så store som ved Ilulissat, men til gengæld kan du sejle længere ind i fjorden her.

Der er mange andre sejlture, du kan komme på, så spørg os gerne til råds eller læs mere under den destination, du skal til.