VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Rundt i verden med den rigtige julemand

Inspiration / Artikler / Rundt i verden med den rigtige julemand

Julemanden bor i Grønland. Det er ganske sikkert og vist. Det synes vi i hvert fald selv, men der er desværre delte meninger om dette.

Julemanden bor i Grønland. Det er ganske sikkert og vist. Desværre er der folk i visse lande, der nogle gange har fået en anden opfattelse, enten via forkerte oplysninger eller via simpelt identitetstyveri. Men måske kommer du fra et land, hvor folk tænker anderledes, så for ikke at fornærme nogen, kan du her læse om nogle af de mere alternative – og flyvske – forklaringer.

Hvis vi skal se lidt mere objektivt på tingene, må vi nok erkende, at der er mange myter om Julemanden. Både hvor han kommer fra, hvor han bor (det er jo ikke nødvendigvis det samme sted), hvordan han arbejder, og hvem han arbejder med, og så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvordan han dog når så langt omkring på et enkelt døgn.

Hvem er Julemanden egentlig?

Nogle vil måske kalde Julemanden lidt ‘pyntesyg’, når man begynder at liste op, hvad han egentlig har på: Han er iklædt en rød dragt, kantet med hvid pels. Han har skinnende sorte støvler, og om livet har han et stort sort bælte med et gyldent spænde. Så har han et stort hvidt skæg og bruger også af og til runde, sorte briller. Det er fancy og vi elsker alle den dejligt tykke Julemand i sit fine tøj.

Julemanden bor i sit hyggelige hus oppe nordpå i Grønland, og har du været et artigt barn, belønnes du med gaver i juletiden – mere præcist den 24. december om aftenen eller den 25. december om morgenen. Det kommer lidt an på, hvor du bor.

Læs om mere om Jul i Grønland

 

Julemanden bor i Uummannaq i Grønland

Den meget populære, danske TV-julekalender ”Nissebanden i Grønland” slog i 1989 det fast, som alle burde have vidst i forvejen: Julemanden bor i Grønland. Nærmere bestemt bor han i Spraglebugten i nærheden af Uummannaq, og her kan de heldige, der får lov at besøge Uummannaq, den dag i dag besøge hans dejlige, hyggelige hus.

Julemandens værksted ligger på Indlandsisen, og så har han et stort lager på Nordpolen, så det er nemt at komme sydpå i alle retninger. Verdens største postkasse er Julemandens, og den står naturligvis i Grønland i Ilulissat. Titusindvis af børn sender årligt breve til Julemanden i Grønland, og hans hjælpere, nisserne, har rigtig travlt med at besvare dem alle.

Når uddelingen af gaver er overstået, har Julemanden én sidste – og meget vigtig – ting, han skal have klaret i dag, den 24. december. Nisserne kan ikke ses af mennesker, men de er praktiske, så de har fået Air Greenland til at stå klar med en helikopter, når Julemanden ankommer til lufthavnen i Nuuk. Her sætter han sig ind med de sidste par sække med gaver, og så flyver han ned til Sana, Dronning Ingrids Hospital, midt i Nuuk, hvor han uddeler gaver til de børn, der ikke kan være hjemme Juleaften.

Sådan går det hele op i Julemandens værksted

Hele året er Julemanden i fuld gang sammen med sin kone og sine mange nisser i Julemandens Værksted, hvor der saves, støbes, svejses og samles, så artige børn over hele kloden kan få deres andel af hans gaver, som han uddeler i juletiden. For at kunne nå det, får han hjælp af sine ni rensdyr, der har krudt et vist sted, hvilket gør at de på rekordtid – i løbet af blot en nat rent faktisk – kan nå at besøge alle børn i hele verden.

Når børnenes ønskesedler er kommet ind, er der gang i den helt store logistik. De mange lister skal omdannes til nye samlede lister, så nisserne kan checke, om efterspørgslen matcher lagerbeholdningen. Der er et rend uden lige mellem Indlandsisen og Nordpolen, og mere end én tunge bliver holdt lige i munden.

Når selve gaveuddelingen skal starte, står rensdyrene Danser, Springer, Konge, Smukke, Komet, Torden, Amor, Lyn og selvfølgelig Rudolf sammen med Julemanden klar ved datolinjen, og så tager de ellers afsted vestover, så de er sikre på, at alle gaver bliver afleveret i nattens mørke.

De zikzakker med lynets hast fra syd til nord og bevæger sig lidt mod vest, hver gang de når tilbage til lageret på Nordpolen, hvor slæden hurtigt fyldes op igen. Man kommer ikke sovende til at være Julemanden!

Julemanden er en mand med mange identiteter

Kært barn har mange navne, og det gælder ikke mindst Julemanden:

  • Juulimaaq (Grønland)
  • Julemanden (Danmark)
  • Santa Claus (USA)
  • Father Christmas (England)
  • Jultomten (Sverige)
  • Julenissen (Norge)
  • Weihnachtsmann (Tyskland)
  • Sankt Nicolaus (Holland og Belgien)
  • Babbo Natale (Italien)

Lad os se på nogle af verdens juletraditioner.

 

Uheldig nabo gjorde Sankt Nikolaus til Julemand i Tyrkiet

Myten om Julemanden udspringer af den gavmilde Sankt Nikolaus, der var byzantinsk biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet. Nikolaus havde en meget uheldig nabo, for hvem alting gik galt. Det gik faktisk så galt, at han måtte overveje at sælge sine døtre som slaver.

For at undgå at de stakkels piger skulle ende i prostitution, sneg Nikolaus sig over til nabohuset og smed i al hemmelighed poser med guld ind til manden og pigerne. Nu var der i stedet råd til at pigerne kunne blive gift, med guldet som medgift.

Ud fra denne historie og andre, der beskriver gavmildhed men også helbredende kræfter, blev Sankt Nikolaus helgenkåret og både kendt som børnenes og sømændenes beskytter.

 

Opfør dig ordentlig, hvis du vil have besøg af Julemanden i Tyskland

I det 15. århundrede tog tyskerne Sankt Nikolaus til sig sammen med Christkind. Sankt Nicolaus og Christkind havde nogenlunde samme rolle. Sankt Nicolaus delte slik og godter ud, og han fulgtes med trolden Knecht Ruprecht. Uartige børn fik nogle på sinkadusen af trolden, mens de artige børn blev rost af Sankt Nicolaus. Man ved vist godt, hvem man helst ville have besøg af.

Sæt en træsko ved pejsen til Julemanden 5. dec., hvis du bor i Holland

Sinterklaas, en hollandsk version af Sankt Nikolaus, kommer om natten mellem den 5. og 6. december sejlende op til Holland fra Spanien og deler gaver og andre søde sager ud til børnene. Børnene sætter derfor deres træsko ved pejsen om aftenen den 5. december, så de forhåbentlig er fyldt godt op næste morgen.

Sankt Nikolaus har som Christkind i Tyskland en følgesvend, Zwarte Piet, men han er heldigvis ikke ond som trolden i Tyskland.

 

Coca Cola og amerikanerne klædte Julemanden i rødt

Santa Claus, hvilket jo en en anglificering af Sankt Nikolaus, er amerikanernes Julemand. Det er herfra vi gennem illustratorer og forfattere har fået skabt det nuværende billede af julemanden i sit fine, røde tøj.

Julemanden havde også fint rødt tøj før 1931, men det er faktisk en reklame for Coca Cola det år, der har cementeret ideen om Julemandens udseende, og det skal de helt sikkert have tak for.

Det var også en amerikaner, der noget vildledende skrev, at Julemanden bor på Nordpolen, når det ellers burde være basal viden, at Julemanden bor i Grønland. Amerikanerne er rigtig gode til mange ting, men geografi har aldrig været deres stærkeste trumfkort.

 

God jul til Finland – også selvom Julemanden ikke bor hos jer

Der er på mystisk vis opstået den opfattelse hos nogen, at Julemanden kommer fra Finland. Os der med sikkerhed ved, at Julemanden bor i Grønland, er naturligvis ikke helt enige.

Den finske julemand kaldes Joulupukki, som betyder julebuk. Kort fortalt stammer historien om julebukken/julemanden fra en helt anden finsk tradition, som faktisk ikke har noget med julemanden at gøre, så den vil vi ikke fortælle om her.

På trods af at den finske betegnelse for julemand stammer fra nogle fortællinger om en julebuk, så har Julemanden fået sin nuværende skikkelse efter den britiske ‘Father Christmas’ og den amerikanske ‘Santa Claus’. Faktisk havde den finske julemand i gamle dage blåt, grønt, lilla, gråt – og nogle gange endda sort tøj på.

Som du nok kan fornemme, er myterne mange, og du kan naturligvis ikke stole på alt, hvad du læser. Men en ting er sikkert: Julemanden findes.

Glædelig jul!

 

Se alle rejser til Grønland

Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur.

Charlotte

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik