Store isbjerge og hvaler
8 dage ved Ilulissat
Der findes mange smukke steder i Grønland – men kun ét Ilulissat.
Her ligger de enorme isbjerge som et evigt kunstværk i Diskobugten, skabt af Ilulissat Isfjord, hvor millioner af tons is hver dag bevæger sig langsomt mod havet. Byen er levende og moderne, men samtidig dybt forankret i vores grønlandske kultur. Slædehundene hviler i sommerlandet, fiskerne kommer hjem med dagens fangst, og næsten alle holder automatisk øje med havet, når nogen pludselig udbryder: “Der er hvaler!”
På denne rejse bor du alle syv nætter på Hotel Arctic, smukt beliggende med udsigt over Diskobugten. Herfra kan du tage på nogle af områdets bedste udflugter, som at vandre gennem UNESCO-landskabet ved Sermermiut, sejle mellem de enorme isbjerge, besøge den kælvende Eqi-gletsjer og opleve den lille bygd Oqaatsut, hvor tempoet er helt andet end hjemme.
Der bliver også tid til egne oplevelser. Måske frister en kajaktur mellem isbjergene eller en helikoptertur over Isfjorden. Eller måske er den største luksus blot at sætte sig på terrassen med en kop kaffe og se isbjergene drive forbi. I Ilulissat er naturen aldrig længere væk end det næste kig ud ad vinduet.
Udflugter
I forbindelse med denne rejse tilbyder vi mange forskellige udflugter, som gennemføres i samarbejde med vores lokale partnere. De fleste udflugter har et deltagerminimum for at blive gennemført. For at sikre så få aflysninger som muligt, lægger vi derfor udflugterne på bestemte dage i løbet af rejsen. I dagsprogrammerne nedenfor kan du læse mere om udflugterne. Dagsprogrammerne er ikke skåret i sten.
Det kan godt være, der rykkes rundt på et par udflugter alt efter vejr og vind, men vi bestræber os på at gennemføre hele programmet i løbet af rejsen. Vi vil helt klart anbefale, at du bestiller udflugterne sammen med din tur, så du undgår, at de senere bliver udsolgt. Nogle af udflugterne er meget populære, men kan kun sælges i et begrænset antal. Skulle en udflugt mod forventning ikke blive gennemført, får du naturligvis pengene tilbage.