Sommereventyr i Grønland

8 dage ved Kangerlussuaq og Ilulissat

Dagsprogrammet nedenfor gælder for 2027. Har du købt denne rejse med afgang i 2026, kan du se programmet her.

Oplev Grønland fra sin smukkeste sommerside på denne tur til Kangerlussuaq og Ilulissat. Lyse sommerdage og -nætter, et væld af aktiviteter og en storslået natur venter dig!

Kangerlussuaq er porten til Indlandsisen. Bygden med den store lufthavn ligger nord for Polarcirklen, og du mærker ved første åndedrag, at noget er forandret. Luften er tør og frisk. På flyrejsen har du haft udsigt over den gigantiske hvide Indlandsis fra oven, og nu står du blot 25 kilometer fra den. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før du kommer ud på et skønt heldagseventur ved Indlandsisen.

Efter nogle dage i Kangerlussuaq, sætter du dig igen på et fly og rejser nordover til Ilulissat, der ligger ved den verdensberømte Isfjord, der er UNESCO Verdensarv. Ilulissat er ikke uden grund den mest populære destination i Grønland. Isen er det store trækplaster, og der er masser af vidunderlige oplevelser at få. Både med isen som midtpunkt eller som en fantastisk kulisse til andre oplevelser.

Med denne rejse får du masser af eventyr og autentiske, grønlandske oplevelser.

Udflugter

I forbindelse med denne rejse tilbyder vi mange forskellige udflugter, der bliver gennemført med vores lokale partnere. De fleste udflugter har et deltagerminimum for at blive gennemført. For at sikre så få aflysninger som muligt, lægger vi derfor udflugterne på bestemte dage i løbet af rejsen. I dagsprogrammerne nedenfor kan du læse mere om udflugterne.

Dagsprogrammerne er ikke skåret i sten. Det kan godt være, der rykkes rundt på et par udflugter alt efter vejr og vind, men vi bestræber os på at gennemføre hele programmet i løbet af rejsen. Vi vil helt klart anbefale, at du bestiller udflugterne sammen med din tur, så du undgår, at der senere hen er udsolgt. Nogle af udflugterne er meget populære, men kan kun sælges i begrænset antal. Skulle en udflugt mod forventning ikke blive gennemført, får du naturligvis pengene tilbage.

Highlights

  • Kom op at gå på Indlandsisen
  • Sejl blandt betagende isbjerge
  • Mærk autentisk by-og bygdeliv
  • Spot dyrelivet til lands og til vands
  • Kom helt tæt UNESCO Verdensarv ved Isfjorden

Inkluderet i rejsen

  • Fly København – Kangerlussuaq
  • Fly Kangerlussuaq – Ilulissat
  • Fly Ilulissat – København
  • Transfers lufthavn-hotel t/r i Grønland
  • 3 nætter på Hotel Kangerlussuaq med eget bad/toilet
  • 4 nætter på enten Hotel Arctic med eget bad/toilet
  • Velkomstmiddag på Hotel Kangerlussuaq (eksklusive drikkevarer)
  • Velkomstmiddag på Hotel Arctic i Ilulissat (eksklusive drikkevarer)
  • Mad og drikke på flystrækningerne København – Kangerlussuaq og Ilulissat – København
  • Morgenmad
  • 20 kilo indvejet bagage og 8 kilo håndbagage
  • Alle skatter og afgifter oplyst til Grønlands Rejsebureau indtil dags dato

Ikke inkluderet

  • Øvrige måltider
  • Rejseforsikringer
  • Udflugter

Dagsprogram

Raven Eye Photography - Visit Greenland
Dag 1:
Fly København – Kangerlussuaq og velkomstmiddag. Eventuelt tundratur.

Rejsen begynder med en smuk flyvetur fra København til Kangerlussuaq, hvor Grønlands imponerende, hvide landskaber langsomt toner frem gennem flyets vinduer. Turen tager ca. 4½ time, men tiden flyver afsted i forventningens glæde over de oplevelser, der venter.

Ved ankomsten til Kangerlussuaq fornemmer du straks Grønlands unikke sommeratmosfære: den klare luft, tundralandskabets åbne vidder og det særlige rolige tempo, der kendetegner dette sted. En lokal guide tager imod dig i lufthavnen, byder varmt velkommen og introducerer dig til området og det spændende program.

Du bliver indkvarteret på Hotel Kangerlussuaq, der praktisk nok ligger i samme bygningskompleks som lufthavnens terminal.

Hvis du har købt udflugten, skal du nu på din første udflugt.

Tundratur (tilkøb)

En tundraudflugt i bus i Kangerlussuaq giver dig en enestående mulighed for at opleve det arktiske landskab helt tæt på – uden at skulle gå langt. Turen går ad grusveje ind i baglandet, hvor du får en fornemmelse af den rå og storslåede grønlandske natur.

Undervejs krydser I floder og passerer åbne vidder, golde fjelde og frodige lavninger, hvor rensdyr og moskusokser ofte græsser i det fjerne. Guiden fortæller om landskabet, dyrelivet og områdets historie, og du får indsigt i, hvordan både mennesker og dyr har tilpasset sig det barske miljø.

Der gøres stop undervejs for at nyde udsigten og tage billeder – blandt andet ved udsigtspunkter med panorama over tundraen og indlandsisen i horisonten. Du vil opleve stilhed og store vidder, der inviterer til eftertanke og forundring.

Tundraudflugten er en rolig og komfortabel måde at få en autentisk smagsprøve på Grønlands vilde hjerte.

Om aftenen byder vi på velkomstmiddag på restaurant Musk Ox, der ligger i selve hotelkomplekset.

Flemming Deleuran
Dag 2:
Heldagseventyr ved Indlandsisen (tilkøb)

At stå på Indlandsisen er en unik oplevelse, men at begive sig ud på en miniekspedition er et endnu større eventyr.

Heldagseventyr ved Indlandisen (tilkøb)

Denne udflugt fører os til Indlandsisen ved Punkt 660, og inkluderer ca. 4 timer til at udforske Indlandsisen i dybden. Et betagende landskab af dale, højdedrag, krystalblå åer, floder, vandfald og søer, dannet af smeltevand, åbenbarer sig, jo dybere man går.

Med steigeisen og vandrestave kan alle deltage. Det er ikke mere krævende end at gå i kuperet terræn hjemme. Vi finder et naturskønt sted på isen, hvor vi spiser frokost – og drikker vand direkte fra en smeltevandssø!

Turen til og fra Indlandsisen byder på smukke landskaber, som vi passerer i bus, med mulighed for at se rensdyr, moskusokser samt arktiske fugle og planter.

Husk at tage en varm jakke og gode vandrestøvler med.

Om aftenen anbefaler vi middag på den ikoniske Restaurant Roklubben, der ligger ved bredden af Lake Ferguson. Her serveres grønlandske delikatesser som moskusokse, rensdyr eller fisk. Mens du spiser, sænker roen sig – udenfor reflekteres aftensolen i søens stille vandspejl og maler landskabet i varme nuancer.

BEMÆRK: Børn skal være over ti år, for at komme med på denne udflugt.

Photo by Mads Pihl - Visit Greenland
Mads Phil - Visit Greenland
Dag 3:
Vandring til Granatfjeldet (tilkøb)

I dag kan du komme på en tur til Granatfjeldet.

Granatfjeldet (tilkøb)

Vi skal på en smuk vandretur gennem Kangerlussuaqs storslåede bagland, hvor duftende planter, farverige omgivelser og vild natur skaber essensen af en grønlandsk sommer.

Starten går med kørsel til toppen af Tacan, et fjeld formet af den sidste istid, hvor fantastiske udsigter venter. Herfra følger vi stien rundt om Great Salt Lake. Turen er hovedsageligt nedadgående, men enkelte stigninger kan forekomme.

Efter ca. 2,5-3 timer når vi Granatfjeldet, hvor vi leder efter de smukke semiædelsten med hammer og mejsel i hånden. Undervejs nyder vi en medbragt frokost og har mulighed for at spotte vandrefalke eller moskusokser i området.

Vores vandring fortsætter langs bredden af Lake Ferguson, hvor vi håber at se den majestætiske islom og høre dens karakteristiske kald.

Turen afsluttes ved søens ende, hvor vi bliver samlet op og kørt tilbage til Kangerlussuaq.

Børn skal være 10 år for at deltage.

Aninngaaq R. Carlsen - Visit Greenland
Dag 4:
Fly til Ilulissat og mulighed for Isfjordssejlads (tilkøb)

Dagen starter med en smuk flyvetur fra Kangerlussuaq til Ilulissat, hvor du allerede fra flyet får en spektakulær udsigt over Grønlands dramatiske landskaber. Turen varer under en time, og ved ankomst til Ilulissat holder en bus klar til at tage imod dig og sikre en gnidningsfri start på dagens eventyr.

På Hotel Arctic er vi til stede i foyeren, og her kan du spørge vores guide til råds om området og mulige udflugter. Er du interesseret, kan du også booke lokale udflugter på standeren fra Arctic Excursions, vores datterselskab.

Sejlads blandt isbjerge (del af udflugtspakken)

I dag kan du komme med på en uforglemmelig aftensejlads på Ilulissat Isfjord. Ombord på en komfortabel båd sejler vi ud blandt de majestætiske isbjerge, som er skabt af den enorme Sermeq Kujalleq-gletsjer. Aftensolen kaster gyldne og blå nuancer på isen, og stemningen er magisk. Guiden fortæller om fjorden og dens betydning, mens vi nyder en varm drik og tager dette unikke syn ind.

Om aftenen er der velkomstmiddag på hotellet (eksklusive drikkevarer).

Aninngaaq R. Carlsen - Visit Greenland
Dag 5:
Ilulissat på egen hånd eller eventuelt byrundtur, Sermermiut og hundebesøg (tilkøb)

I dag er der mange muligheder.

Byrundtur (tilkøb)

Efter indkvartering tager vi på en spændende byrundtur i Ilulissat, en by med en rig historie og en stærk forbindelse til de imponerende isbjerge, der dominerer området. Guiden viser dig de vigtigste seværdigheder, herunder byens charmerende gamle bydel, kirken Zions Kirke og museet, som fortæller om livet i Arktis. Du får også tid til at udforske de hyggelige butikker og caféer, hvor lokale produkter kan nydes.

Vandring til Sermermiut (tilkøb)

Bagefter er der en tur til Sermermiut-dalen, blot en kort vandretur fra byen. Her oplever vi Grønlands kulturarv tæt på og nyder den storslåede udsigt over Ilulissat Isfjord, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Du lærer om områdets historie som boplads for forskellige inuitkulturer og får tid til at tage billeder af det fantastiske landskab.

Uanset hvor du er i Ilulissat, kan du næsten ikke undgå at se og ikke mindst høre nogle af de mange slædehunde, der befinder sig her. De fleste hunde står uden for byen på store hundepladser, hvis de da ikke er på tur ude i terrænet.

Besøg hos slædehundene (tilkøb)

I Ilulissat varer vinteren seks til syv måneder om året, og vinteren betyder “slædetid”. Omkring 2.500 slædehunde bruges flittigt både til fritidsaktiviteter og arbejde. Langlinefiskerne benytter hundeslæder til at transportere fisk mellem Isfjorden og Ilulissat, hvor moderne motorkraft ofte må vige for inuits traditionelle transportmiddel.

Efter morgenmaden skal du på en spændende udflugt, hvor en lokal hundeejer inviterer dig med til at overvære fodringen af et hundespand. Her oplever du ikke kun det store postyr, når 20 hunde bjæffer i kor, men også deres enorme energi og ivrighed. Hundeejeren vil demonstrere slæden, selerne og pisken samt fortælle om det unikke samspil mellem hundene og deres ejer. Husk at vente på ejernes tilladelse, før du nærmer dig hundene. Dette besøg er en fantastisk mulighed for at få indblik i det traditionelle liv med slædehundene i Grønland.

En passagerbåd sejler foran den store, fantastiske isvæg, gletsjeren ved Eqi, i Grønland - Fotograf: Mads Pihl - Visit Greenland
Mads Pihl - Visit Greenland
Dag 6:
Ilulissat på egen hånd eller dagstur til Eqi Gletsjer (tilkøb)

Har du købt udflugtspakken, skal du i dag ud på en længere og meget smuk sejltur.

Dagstur til Eqi Gletsjer (tilkøb)

Fra Ilulissat sejler vi nordpå gennem det dramatiske arktiske landskab, hvor isbjerge i alle størrelser og former driver stille forbi. Ombord på båden er der rig mulighed for at nyde udsigten og høre guiden fortælle om områdets natur og gletsjerens betydning.

Efter 2-5 timers sejlads (det afhænger af båden, vi sejler med) dukker Eqi-gletsjeren op i horisonten, og synet er overvældende. Den enorme gletsjervæg rejser sig majestætisk fra havet, og man kan høre lydene af isen, der knager og brager. Med lidt held kan vi være vidne til kælvning, hvor store stykker is løsner sig fra gletsjeren og med et vældigt brag styrter ned i vandet – en oplevelse, der både fascinerer og minder om naturens kræfter.

Vi ligger stille foran gletsjeren i god tid, så der er mulighed for at tage billeder, nyde en medbragt frokost og lade roen sænke sig. Undervejs kan du også være heldig at spotte arktiske dyr som sæler, hvaler eller havfugle, der færdes i området.

Ved 14-tiden henter vi passagerer ved Glacier Lodge Eqi og så går turen tilbage mod Ilulissat.

En dagstur til Eqi-gletsjeren kombinerer Grønlands storslåede natur med en oplevelse af ro og eftertanke, som kun findes i denne del af verden. Sørg for at tage varmt tøj og kamera med – denne tur er noget helt særligt.

Lloyd Horgan - Vertical Magazine
Dag 7:
På egen hånd eller hvalsafari, kajaktur eller helikoptertur (tilkøb)

Ilulissat byder som nævnt på masser af oplevelser.

Hvalsafari ved Ilulissat (tilkøb)

Hvalsafari i Ilulissat er en af de mest mindeværdige oplevelser, Grønland har at byde på. I sommermånederne er Diskobugten hjemsted for flere arter af hvaler, herunder pukkelhvaler, finhvaler og vågehvaler, som trækker til området for at nyde det næringsrige vand. Ombord på en komfortabel båd sejler vi ud på bugten, hvor vi bevæger os gennem et spektakulært landskab af drivende isbjerge og glitrende vand.

Undervejs deler guiden fascinerende fakta om hvalernes adfærd, migration og livscyklus. Vi håber at møde flere hvaler på dagens tur. Det er altid fascinerende at høre lyden af hvalernes blæs, før de majestætiske dyr dukker ned i dybet. Det er en enestående følelse at se de store pattedyr springe, svømme og dykke i deres naturlige miljø. Ofte kan man også opleve pukkelhvalernes imponerende haler, når de forsvinder under overfladen, men det er ikke alle hvalarter, der dykker med halen i vejret, hvilket overrasker mange.

På turen er der også gode chancer for at spotte andre arktiske dyr som sæler og havfugle, hvilket gør oplevelsen endnu mere rig på indtryk. Hvalsafari i Ilulissat er ikke blot en unik mulighed for at komme tæt på Grønlands dyreliv, men også en påmindelse om, hvor stor og smuk naturen er. Sørg for at medbringe varmt tøj og kamera – dette er en oplevelse, du vil ønske at gemme for livet.

Du får også mulighed for at komme ud at padle i kajak!

Kayak Experience i Ilulissat (tilkøb)

Inuit har roet kajak i de grønlandske farvande i over tusind år, og det kan du også komme til. Kajakken glider lydløst gennem vandet, og du oplever de enorme isbjerge rejse sig omkring dig. Solen giver isen et unikt farvespil. I overskyet vejr vil isbjergenes smukke blå farver træde frem. Med lidt held møder vi også hvaler. Turene foregår i stabile dobbeltkajakker med en følgebåd. Udflugten varer i alt 3½-4 timer, og du er på vandet i mindst to timer.

Der er også en anden mulighed:

Med helikopter over Ilulissat Isfjord og gletsjeren (tilkøb)

Ilulissat Isfjord og Kangia-gletsjeren er i fokus på denne 1½ times helikoptertur, der flyver dig lige ind i hjertet af UNESCO Verdensarvsområdet. Du kan hverken med båd eller til fods komme så tæt på den enorme gletsjer – og så ser du ovenikøbet det hele fra oven!

Helikopteren letter fra Ilulissat Lufthavn og flyver så lavt, som sikkerhed og love tillader, over bjerge, søer, floder og Isfjorden, indtil I når et bjerg ved gletsjerens kant. Her har du ca. en halv time til at nyde udsigten. erefter flyver I over gletsjerfronten og følger Isfjorden 70 kilometer på vores vej tilbage.

Anders Peter Amsnæs
Dag 8:
Fly til København fra Ilulissat

En skøn tur er kommet til vejs ende og du skal i dag tilbage til København. Du flyver direkte fra Ilulisat til København efter otte mindeværdige dage i Grønland.

Kort

Location

Kangerlussuaq, Grønland

Location

Ilulissat, Grønland

Hoteller på rejsen

Hotel Kangerlussuaq ligger i forbindelse med lufthavnen i Kangerlussuaq

Hotel Kangerlussuaq

Hotellet ligger så centralt, som overhovedet muligt, nemlig i selve lufthavnsbygningen, så du blot skal tage din bagage fra båndet og bære det op til receptionen; som ligger på 1. sal.
Alle værelser er rummelige og har enten udsigt til det såkaldte Køkkenfjeld eller udsigt over bygden, lufthavnen eller omgivelserne.
Hotellet har både restaurant og et cafeteria, som er mødested for alle bygdens indbyggere og alle de 220.000 gennemrejsende, der kommer forbi i løbet af et år.

Hotel Kangerlussuaq
Tankeqarfiup aqq.
3910 Kangerlussuaq

Hotel Arctic

Hotel Arctic

Grønlands mest berømte hotel er Hotel Arctic i Ilulissat. Det ligger med en fantastisk udsigt over Ilulissat by, Ilulissat Isfjord og Diskobugten. Hotel Arctic er verdens nordligste 4-stjernede hotel, og oven i dette byder hotellet på et 5-stjernet konferencecenter. Hotellet ligger lidt udenfor byen ca. 15 minutters gang fra centrum (ca. 1,5 kilometer fra det centrale kryds) med en fremragende udsigt over Diskobugten.

Hotellet har to rigtig gode restauranter, og den store terrasse uden for restauranten er det perfekte sted til at nyde et glas vin, mens du ser midnatssolen lægge sit gyldne skær over isbjergene ved Ilulissat Isfjord.

Bemærk, at hotellet tilbyder lufthavnstransfers, men ikke transfers herudover i forbindelse med udflugter og lignende.

Hotel Arctic
Mittarfimmut Aqq. B-1128
3952 Ilulissat

Udflugter (tilkøb)

Praktisk information

Flytider (lokaltider) 2026

  • Udrejse fra København 9.30
  • Hjemrejse ankomst København 21.25

Flytider (lokaltider) 2027

  • Udrejse fra København 8.45
  • Hjemrejse ankomst København 21.00

Bemærk: Flyselskabet kan ændre afgangstider.

Hotel i Ilulissat 2026 (i 2027 bor alle på Hotel Arctic)

  • På følgende afgange bor du på Hotel Nuka: 14. og 28. juli, 25. august og 1. og 8. september, 2026.
  • På denne afgang bor du på Best Western Hotel Ilulissat: 18. august, 2026.

Pakkeliste

Find pakkelisten til din rejse her.

Håndbagage

Max. mål på håndbagage: 55 x 40 x 23 cm.

Bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere

Denne rejse er desværre ikke egnet for bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere. Greenland Travels sværhedsgrader på udflugterne er udarbejdet ift. Rejsende, der ikke er bevægelseshæmmede. På den rejsendes anmodning står vi naturligvis til gerne rådighed med oplysninger om rejsens egnethed under hensyn til den rejsendes behov. Bemærk, at hvis du som bevægelseshæmmet vælger denne rejse på baggrund af en samtale med Greenland Travel, er det på eget ansvar, da vi ikke har medicinsk kompetence til rådgivning.

Sommereventyr i Grønland

8 dage ved Kangerlussuaq og Ilulissat

Med denne rejse får du masser af eventyr og autentiske, grønlandske oplevelser – både ved Indlandsisen i Kangerlussuaq og ved Ilulissats isbjerge og i byens kultur!

Fra
19.755 DKK
pr. person i dobbeltværelse
Juni - august  | 8 dage  | 7 nætter Rejse nr. 9028 Afrejse fra København
Mulige oplevelser
IndlandsisInuitkulturHvalerIsbjerge

Hvornår vil du gerne rejse?

  • Afrejse
  • Varighed
  • Pris pr. person i dobbeltværelse
  • Kommentarer

Henter afgange

Har du brug for hjælp?

Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål til din rejse eller brug for råd og vejledning.

Ring eller skriv til os!