Oplevelser nord og syd for Ilulissat Isfjord
8 dage omkring Ilulissat og Ilimanaq
Dagsprogrammet nedenfor gælder for 2027. Har du købt denne rejse med afgang i 2026, kan du se programmet her.
Dette er en variation over vores sommerbestseller. Du skal på en rejse, hvor du kommer helt tæt på naturens fantastiske undere i smukt følgeskab med Grønlands unikke kultur og traditionelle levevis sat op mod det moderne livs indflydelse.
Ilulissat i Diskobugten
Du kommer først på besøg i Diskobugtens hjerte, byen Ilulissat. Byen ligger ved den berømte Isfjord, hvor du kan opleve kæmpe isbjerge i midnatssolens magiske skær. Ilulissat er også det største slædedistrikt i Grønland, hvor tusindvis af hunde sætter deres præg på byen med en fantastisk hylekoncert et par gange om dagen.
Ilimanaq Lodge
Derudover kommer du syd for Isfjorden og får et par nætter i den dejlige Ilimanaq Lodge, der ligger i Ilimanaq, som er en af de ældste bygder i landet.
På begge destinationer vil du blive taget vel imod af dygtige folk, som vil sikre jer det bedst mulige ophold og oplevelser i vores fantastiske Grønland.
Udflugter
I forbindelse med denne rejse tilbyder vi mange forskellige udflugter, der bliver gennemført med vores lokale partnere. De fleste udflugter har et deltagerminimum for at blive gennemført. For at sikre så få aflysninger som muligt, lægger vi derfor udflugterne på bestemte dage i løbet af rejsen. I dagsprogrammerne nedenfor kan du læse mere om udflugterne. Dagsprogrammerne er ikke skåret i sten. Det kan godt være, der rykkes rundt på et par udflugter alt efter vejr og vind, men vi bestræber os på at gennemføre hele programmet i løbet af rejsen. Vi vil helt klart anbefale, at du bestiller udflugterne sammen med din tur, så du undgår, at der senere hen er udsolgt. Nogle af udflugterne er meget populære, men kan kun sælges i begrænset antal. Skulle en udflugt mod forventning ikke blive gennemført, får du naturligvis pengene tilbage.