Dagen begynder som altid med en god morgenmad. Luften er forhåbentlig klar og frisk, og stilheden brydes af fårenes brægen og fuglenes kalden over fjorden. Vi forlader Igaliku til fods og følger den historiske Kongevej – en vandrerute, der forbinder Igaliku med den utroligt smukke Skovfjorden. Vejen går gennem et let kuperet landskab, hvor udsigten hele tiden ændrer sig. Undervejs passerer vi grønne dale og små søer, mens fjeldene rejser sig i horisonten.
Blå is ved Qooroq Isfjord
Vi sætter nu til søs igen, og sejler over fjorden til en sidefjord, der ligger lidt syd for Narsarsuaq. Det er Qooroq Isfjord, hvor vi får et kig til isbjergene i området.
Isen i Sydgrønland er gammel, fordi den har været længe undervejs fra midten af Indlandsisen. Indlandsisen er enorm og dens tynge gør, at isen presses ud mod Grønlands kyster. Når isen brækker af nede sydpå i Grønland, er den ofte mere komprimeret end længere oppe nordpå. Derfor ser isen ofte blå ud i stedet for hvid, fordi boblerne er presset helt ud af isen pga. det høje tryk, den har været under. Det kommer vi til at opleve på nært hold i Qooroq Isfjord.
UNESCO Verdensarv i Qassiarsuk
Det næste stop er i Qassiarsuk, også kendt som Brattahlid, hvor Erik den Røde slog sig ned i 982. Her i Qassiarsuk besøger vi i dag de berømte nordboruiner, der er UNESCO Verdensarv.
De norrøne ruiner ligger her stadig efter 1000 år, og dertil kommer, at der i år 2000 blev bygget rekonstruktioner af Erik den Rødes Langhus og Tjodhildurs kirke, der var den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent. En stor del af Sydgrønland er på UNESCO’s verdensarvsliste, kendt som Kujataa – til dels på grund af den rige vikingearv, der findes her. Her er også et markant mindesmærke for Leif den Lykkelige, der netop sejlede ud fra Brattahlid, da han ”opdagede” det nordamerikanske fastland knapt 500 år før Christoffer Columbus.
I Qassiarsuk ser du også et typisk, gammelt tørvehus af den type, inuit boede i – mange steder indtil for kun 80-100 år siden. De omkring 40 indbyggere i Qassiarsuk lever stadig af fåreavl, men den lille, aflange bygd har også en skole, en butik og en kirke.
Efter vores besøg i Qassiarsuk, sætter vi nu kursen mod Narsaq, der ligger ca. 50 kilometer længere ude i Skovfjorden.
Narsaq
Narsaq er den næstyngste by i Grønland, et charmerende by Narsaq med ca. 1.500 indbyggere. Den er smukt beliggende ved foden af fjeldet Qaqqarsuaq og ud til Narsaq Sund, der ofte er fyldt med isbjerge fra de omkringliggende gletsjere.
I baglandet er der høje fjelde, bl.a. det berømte Kvanefjeld, som indeholder over 200 forskellige mineraler (bl.a. den smukke, lyserøde ædelsten Tugtupit) og er et paradis for alle, der interesserer sig for geologi.
Museet har til huse i de historiske kolonihuse ved den gamle havn og er et besøg værd.
Vi indkvarteres på Hotel Narsaq, hvor vi skal sove i to nætter.