VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Big Arctic Five

Inspiration / Udflugter / Big Arctic Five

5 populære oplevelser i Grønland

Grønland er utrolig alsidig med alt fra nordlys, gylden midnatssol, imponerende gletsjere til frodige enge, dybe fjorde og fantastisk dyreliv. The Big Arctic Five er en betegnelse for fem af de mest definerende oplevelser i Grønland. De gør samtidig Grønland til et helt unikt rejsemål.

The Big Arctic Five er:

  • Hundeslædekørsel
  • Nordlys
  • Is og sne
  • Hvaler
  • Pionérfolket

Det er lige meget, om du vælger at rejse sommer, vinter, forår eller efterår – der er altid et unikt eventyr i vente, som endnu er de færreste forundt.

 

VisitGreenland præsenterer The Big Arctic Five

Hundeslædekørsel

”Giv mig sne, giv mig hunde, så kan du beholde resten!”

Knud Rasmussen, polarforsker

 

Hundeslæden – symbolet på Grønlands vinter

For mange er Grønland synonymt med hundeslæde. Der findes da heller ikke nogen bedre måde at opleve Grønland på end ved at køre på hundeslæde gennem det hvide landskab, mens lyden af hundene og knitrende sne er det eneste, der forstyrrer stilheden. Hundeslæde er for alle, og du kan prøve hundeslæde på en kort tur på 2 timer og helt op til flere dages ekspedition.

 

Hundeslædedistrikterne

Der lever i alt ca. 15.000 slædehunde i Grønland. Hundeslæden bliver udelukkende brugt i området nord for Polarcirklen og i Østgrønland – de områder kaldes i daglig tale for ”Hundeslædedistrikterne”. Sisimiut og Kangerlussuaq er de to sydligste byer på vestkysten, hvor det er muligt at køre hundeslæde om vinteren og foråret – februar, marts og april er dog de bedste måneder til hundeslædekørsel. Du kan faktisk tage på en forlænget weekend med Grønlands Rejsebureau til Kangerlussuaq og oplev både hundeslæde og nordlys.

Hundene fornemmer hurtigt, at de skal på arbejde. De ryster den nyfaldne sne af sig og hopper op og ned af bare iver. Slædeføreren udvælger med sikker hånd hundespandet og så er det nu. Du ryger med et ryk tilbage på slæden, og der går lidt tid før du finder balancen. Stilheden, de enorme vidder, kulden, båndet mellem føreren og hundene og kulden bringer dig hurtigt ind i en helt anden verden…

 

Familieture og væddeløb

Grønlænderne synes også selv, at det er dejligt at køre hundeslæde, så de kører også ture for fornøjelsens skyld, fx med familien om søndagen. Hvert forår arrangerer de væddeløb i mange kategorier: professionelle (fiskere/fangere), amatører (fritidskørere), kvinder, børn m.v. til stor underholdning for alle tilskuere.

 

Tag med på en virtuel hundeslædetur med VisitGreenland

Vil du selv prøve at køre hundeslæde?

Der er rig mulighed for at prøve at køre hundeslæde på en rejse til Grønland om vinteren. Du sidder på slæden enten alene eller sammen med en anden, mens slædeføreren sidder forrest på slæden. Hvis du har dårlig ryg, skal du vælge en kortere tur i fladt terræn, men ellers kan de fleste klare længere hundeslædeture. Varm påklædning er et must, og vi anbefaler, at du lejer sælskindstøj og varme støvler på stedet, selv på korte ture. Medbring selv varme luffer, sokker, inderklæder og en varm hue.

 

Find rejser med hundeslædekørsel

 

 

Nordlys (Aurora Borealis)

Nordlyset er en af polarmørkets store overraskelser og er en del af Grønlands identitet. Fænomenet får selv grønlændere til at standse op på gaden, når de går hjem fra arbejde eller kommer udenfor på en klar nat for at nyde nattehimlen.

 

Åndernes fodboldkamp

Nordlysets farvespil har alle dage næret fantasien hos blandt andet inuitterne. Og sagnet siger, at når nordlyset danser rundt på himlen, betyder det, at ånderne spiller fodbold med et hvalroskranie. Andre folkeslag mener, at mennesker bliver særlig intelligente, hvis de er undfanget under nordlyset.

Den videnskabelige forklaring er dog mindre dramatisk, og det var den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1642), der første gang benyttede sig af udtrykket ”Aurora Borealis”, som bedst oversættes med ”den nordlige morgenrøde”. Nordlyset er elektrisk ladede partikler fra solen, der rammer vores atmosfære og skaber et lysfænomen med vekslende farver, der afslører hvor højt over planetens overflade partiklerne træffer atmosfæren.

 

Lad dig forundre og forbløffe

Nordlyset kan opleves de fleste steder i Grønland og ses bedst på en mørk, klar nattehimmel fra september og frem til begyndelsen af april. Det bølgende, mytiske og magiske nordlys vil forundre og forbløffe dig, og Grønland er det helt rigtige sted at opleve fænomenet – ude midt i naturen, hvor fjeldet og sneen lyses op af det grønne og rødlige lysshow. Grønland har noget af verdens bedste nordlys. Her er næsten intet kunstigt lys og ofte en klar himmel, som skaber de bedste forhold for at se nordlys.

 

Grønland byder dig velkommen med nordlys

Du behøver dog ikke at rejse til de nordligste og fjerneste egne af Grønland for at se det magiske nordlys. Allerede ved ”indfaldsporten” til Grønland, Kangerlussuaq, vil du med stor sandsynlighed blive budt velkommen af de ”blafrende grønne gardiner” en vinteraften.

Blot på en forlænget weekend kan du rejse til Kangerlussuaq og se nordlyset og opleve alle de andre spændende seværdigheder i og omkring Kangerlussuaq.

Nordlys - Mads Pihl Visit Greenland
Nordlys over hospitalet i Ilulissat på en smuk. mørk polaraften

Is og sne

Det begynder alt sammen med Indlandsisen. Indlandsisen fascinerer enhver med sit massive omfang og al sin kraft og skønhed. Isbjergene kælves ud af gletsjerne og begiver sig på lange rejser i havet – unikke og storslåede værker fra naturens hånd.

Isen er overalt i Grønland

Hvis Indlandsisen i Grønland smeltede, ville alle verdenshave stige mellem 6 og 7 meter. Indlandsisen rummer næsten halvdelen af alt ferskvand på den nordlige halvkugle. Indlandsisen i Grønland strækker sig godt 2.400 km fra nord til syd og er cirka 1.100 km bred. Den dækker et område, der er omkring 40 gange større end Danmark. Det højeste punkt er cirka 3.238 meter over havet, men det tykkeste sted er den cirka 3.500 meter tyk, da isen har presset det underliggende landskab langt under havniveau. Indlandsisens nederste del kan være op til 2 millioner år gammel.

 

Oplev Indlandsisen flere steder i Grønland

Du kan opleve Indlandsisen på nært hold flere steder i Grønland. I Sydgrønland slynger indlandsisen sig i landskabet, og du kan nå helt hen til selve kanten af isen på en dagsvandring. Det er også muligt at sejle ind til en af de mange brætunger, der løber ned i fjordene og fylder dem med is.

I Kangerlussuaq, som ligger blot 4,5 timer med non-stop fly fra København, ligger Indlandsisen kun cirka 25 km fra bygden, og du kan nå derind på en af de arrangerede ture med bus/jeep i løbet af knap 2 timer. Dette er en meget populær tur, du kan komme på året rundt. Her kan du komme helt ind til kanten og op og gå på selve isen. Det er også muligt at vandre ind til kanten, og er du frisk, kan du cykle derind ad en noget ujævn grusvej.

Rejser du til Østkysten, finder du dybe fjorde hvor Indlandisen kælver og fylder fjordene med gigantiske isbjerge. Én af vores mest berejste rejsekonsulenter gennem tiden mener, at Østgrønland er det smukkeste sted, han nogensinde har oplevet.

Isbjerge og kælvende bræer

Når stykker af Indlandsisen brækker af og bliver til flydende isbjerge, er et af de bedste steder at se dem den UNESCO fredede isfjord ved Ilulissat. Det er ikke uden grund, at en af de største attraktioner i Grønland er Isfjorden. Her brækker isfjelde direkte af Indlandsisen og skubbes ud i Diskobugten, hvor der opstår rige fiskebanker, der ernærer områdets byer og bygder samtidig med, at isfjorden giver besøgende unik adgang til et i sandhed fænomenalt naturområde.

Få steder i Grønland er ligeså smukke som Eqi-bræen, der løber ud i fjorden 80 kilometer nord for Ilulissat. Med båd kan du komme helt ind til kanten af bræen og opleve den kælve store stykker af is. Bragene er enorme og synet af is, der brager ud i vandet, er betagende.

Den bedste oplevelse af den kælvende bræ får du dog ved at overnatte i Glacier Lodge Eqi – en unik og intens oplevelse, hvor du overnatter i den lille hytteby med direkte udsigt til isbræen. Herfra har du også mulighed for en vandretur ind til kanten af bræen, som er en del af Indlandsisen.

Isfjeldenes hovedstad

Isfjorden ligger ved Ilulissat, der er det grønlandske ord for isfjelde. Byen ligger smukt ved mundingen af den 60 kilometer lange fjord, hvor der hvert døgn i gennemsnit strømmer mere end 40 millioner ton is fra Ilulissat isbræ ud i Isfjorden. Isfjeldene brækker af ved kanten af Indlandsisen og sendes ud gennem den lange fjord, hvor de strander på en sandmoræne lige ved selve byen. Isfjorden er ufattelig smuk, og lettilgængelig til fods, på en sejlads eller med helikopter.

De enorme isfjelde strækker sig over 100 meter op over havets overflade. Engang imellem er der så meget pres på de strandede isfjelde, at nogle af dem brækker løs og føres med strømmen op gennem Diskobugten. Isfjorden og bræen er den mest producerende isbræ – ikke kun i Grønland, men på den nordlige halvkugle. Bræen er 7 kilometer bred og over 1 kilometer tyk. Du kan betragte de uendelige mængder af is ganske tæt på.

Uanset hvordan du oplever den allestedsnærværende is, giver den dig fornemmelsen af at være et meget lille menneske i en imponerende og altomfattende natur.

Hvaler

At sejle i Grønland er i sig selv en stor oplevelse, og desto større bliver det, når der dukker en hval op tæt på båden. Hele 15 hvalarter findes der regelmæssigt i de grønlandske farvande, og der er store chancer for at få et glimt af flere af dem. I sommerhalvåret er det som regel pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen og om vinteren er der tre hvalarter, som overvintrer i Grønland, nemlig hvidhvalen, narhvalen og grønlandshvalen.

 

Grønlandshvalen – længst, tungest og ældst
Med sine op til 100 tons rangerer grønlandshvalerne blandt de tungeste hvaler og er et af de tungeste dyr, som nogensinde har eksisteret. Grønlandshvalerne når indimellem en alder på mere end 200 år og er det pattedyr i verden, der bliver ældst! Men ikke kun alderen imponerer: Grønlandshvalen bliver op til 18 meter lang, vejer op til 100 ton og lever uden tvivl i klodens allersmukkeste egne omkring Canada og Grønland. Grønlandshvalen er en arktisk hvalart, og i Grønland opholder den sig typisk i nærheden af Qeqertarsuaq/Diskoøen i forårsmånederne for i midten af maj at sætte kursen mod Canada. Det er især omkring april, at du har gode muligheder for at opleve dette verdens ældste pattedyr.

Pukkelhvalen – havets akrobat
Pukkelhvalen er næsten lige så lang som Grønlandshvalen med op til 18 meter i længden, men den vejer ”kun” 30 tons og er derfor en af havets akrobater blandt de store hvaler. Deres meget karakteristiske slag med halen i vejret tager pusten fra enhver. Den er nem at kende på dens karakteristiske sort/hvide mønstre på undersiden af halen og så netop at den ofte slår med halen lige i vejret, når den dykker. Du finder især pukkelhvalen ved Grønlands vestkyst.

Vågehvalen – den lille ”sildepisker”
Vågehvalen er en relativt lille hval, der kun bliver op til 10 meter lang og vejer op til 10 tons. Hvalen ses i fjorde og langs kysterne i Syd- og Vestgrønland til og med Diskobugten – typisk fra maj til oktober. De er dog set mange andre steder i Grønland og på andre tidspunkter.

Narhvalen – med den snoede stødtand
Narhvalen er en mellemstor tandhval, der typisk vejer mellem 800-1600 kg. Den er mest kendt for dens karakteristiske venstresnoede stødtand, der hos enkelte hanner kan nå en længde på op til 3 meter. I Grønland ses narhvaler oftest i Melville-bugten, i området omkring Qaanaaq samt ved Nordøstgrønland.

Hvidhvalen – en mellemstor tandhval
Hvidhvalen er ligesom narhvalen en mellemstor tandhval. Hvidhvalen ses ofte i mindre grupper på 5 til 10 dyr, men er set i flokke på flere tusinde dyr. I Grønland ses hvidhvaler mellem Maniitsoq og Diskobugten samt ved Qaanaaq og Upernavik.

Arkiv
Arkiv

Pionérfolket

Grønland har altid tiltrukket eventyrer fra hele verden, og de bydes velkommen af et folk af pionerer, som viser vejen og bygger bro fra traditionerne til det moderne liv. Mød grønlænderne i et land, der emmer af pionerånd i fortid og nutid.

 

Et gæstfrit folkefærd i et langstrakt land

Grønlænderne er et gæstfrit og handlekraftigt folkefærd, der gennem generationer har levet af naturen og midt i den. Naturens storhed indgyder en ro i befolkningens sind og en respekt for elementerne, som er beundringsværdig.

Spredt ud på en kyst så lang som det meste af Europa bor der færre mennesker i Grønland, end der kan være på et mellemstort fodboldstadion, og det vidtstrakte samfund er sammenvævet med naturens luner i en sådan grad, at grønlænderne trækker på skuldrene, hvis vejret tvinger dem til at ændre planer eller vente i dagevis.

Men vilkårene er ikke ubegribeligt barske, og grønlændere bor i dag hverken i tørvehytter eller i igloer. Grønland er et moderne samfund. Det lyder måske kedeligt, men det er det ikke – for klimaet, kulturhistorien, floraen, faunaen, lyset, lydene, landskaberne, sproget og ikke mindst grønlænderne selv som befolkning skaber et samfund, der giver livet i Grønland en unik kant. Og traditionerne og den oprindelige fangerkultur lever fortsat relativt uspoleret i de små bygder, som er nemme at lægge vejen forbi.

De fleste grønlændere kender en hverdagsrytme, hvor de ét øjeblik sidder i et kontorlandskab og få timer senere sidder i en åben jolle på vej på eventyr i en nærliggende fjord.

 

En grønlandsk identitet i forandring

Grønland har altid været midt i en brydningstid. Fra de første bølger af indvandring, til nutidens kulturelle mangfoldighed og bevægelse hen imod selvstændighed, har landet været præget af mennesker, der selv har taget styringen på deres skæbner.

I disse år diskuteres det især hvad grønlandsk identitet egentlig er, særligt når den skal kunne rumme vidt forskellige virkeligheder over store geografiske og sociale afstande. Grønlænderne forsøger at møde hinanden i et fælles projekt, omkring hvor de skal hen, og det præger dem i hverdagen, hvilket du tydeligt kan mærke, når du besøger landet.

Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur.

Charlotte

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik