Oplevelser nord og syd for Ilulissat Isfjord
8 dage omkring Kangerlussuaq, Ilulissat og Ilimanaq
Dette er en variation over vores sommerbestseller. Du kommer tæt på Indlandsisen ved Kangerlussuaq og det helt specielle tundralandskab. Herefter fortsætter rejsen til Diskobugtens hjerte, byen Ilulissat. Byen ligger ved den berømte Isfjord, hvor du kan opleve kæmpe isbjerge i midnatssolens magiske skær.
Derudover kommer du syd for Isfjorden og får et par nætter i den dejlige Ilimanaq Lodge, der ligger i Ilimanaq, som er en af de ældste bygder i landet.
Du skal på en rejse, hvor du kommer helt tæt på naturens fantastiske undere i smukt følgeskab med Grønlands unikke kultur og traditionelle levevis sat op mod det moderne livs indflydelse.
Kangerlussuaq bliver kaldt porten til Grønland og første stop på denne rejse. Her byder baglandet på en fantastisk natur, hvor den enorme Indlandsis præger landskabet. En udflugt til Indlandsisen er altid oplagt, og der er gode chancer for at se moskusokser og rensdyr.
Næste stop på rejsen er Ilulissat, som er berømt verden over for sin Isfjord med de største og de fleste isbjerge i Grønland. Ilulissat er også det største slædedistrikt i Grønland, hvor tusindvis af hunde sætter deres præg på byen med en fantastisk hylekoncert et par gange om dagen.
På alle destinationer vil du blive taget vel imod af vores dygtige lokale guider, som vil sikre jer det bedst mulige ophold og oplevelser i vores fantastiske Grønland.