På tredjedagen fortsætter du videre til Ilulissat og Isfjorden med fly. At Ilulissat på dansk betyder isbjerge hænger unægteligt sammen med den smukke Isfjord og mængden af isbjerge, der flyder rundt i deres helt eget tempo.
Ankomst og indkvartering
Efter ankomst til Ilulissat er der transfer til Hotel Arctic, der ligger med den skønneste udsigt til Diskobugten. Efter check-in på hotellet afholdes der et informationsmøde, hvor en lokalguide fortæller om byen og de mange udflugtsmuligheder. Herefter er du klædt godt på til et fantastisk ophold i området.
Forslag til udflugter og aktiviteter med guide eller på egen hånd
Der er mange udflugter i området – enten arrangerede eller nogle, du kan tage af sted på på egen hånd. Hvis du godt kan lide at vandre, er der mange fine muligheder. Vi anbefaler, at du tager med på nogle af de guidede sejlture, hvor du ser Diskobugten fra søsiden og oplever de kæmpe isbjerge og de fantastiske omgivelser i Diskobugten.
Vores datterselskab Arctic Excursions finder du i Ilulissat. Her tilbyder vi en lang række udflugter, hvor du får et indtryk af byens mix af autentisk kultur, et moderne velfungerende samfund og dets stærke samhørighed med den omkringliggende natur. Du kan altid spørge guiden, hvis du vil vide mere om aktiviteter på egen hånd. Udflugterne kan du booke i hotellets foyer.
Og så er det tid til en byrundtur i Ilulissat.
Kulturhistorisk byrundtur i Ilulissat
På vores kulturhistoriske byvandring går vi et spadestik dybere, end hvis du går alene rundt med et kort i hånden. Her kan du starte dine oplevelser med at få en dybere forståelse af Grønlands kultur og historie, hvilket også giver alle andre oplevelser i Grønland mere perspektiv.
Ilulissat blev grundlagt som en handelsstation i 1741 og er i dag Grønlands tredjestørste by med over 4.500 indbyggere. På byvandringen fortæller guiden om stedets historie, om grønlandsk kultur og om det moderne liv 300 kilometer nord for Polarcirklen. Undervejs kommer vi forbi havnen, møder sælgerne på „Brættet“ og passerer Knud Rasmussens fødehjem og den gamle trækirke Zionskirken.
Mød Grønlands ikoniske slædehunde – en arktisk kulturarv i levende live (inkluderet i udflugtspakken i 2026)
Tag med på en nærværende og lærerig udflugt, hvor du kommer tættere på en af Grønlands mest ikoniske figurer: slædehunden. Under kyndig vejledning af vores lokale guide dykker vi ned i hundens historie, dens kulturelle betydning og dens liv i dag – midt i en moderne verden og et klima i forandring.
I Grønland har slædehunden været en uundværlig følgesvend i generationer. På denne tur får du indblik i, hvordan disse stærke og hårdføre dyr har formet livet i Arktis – fra jagt og transport til deres rolle i nutidens lokalsamfund. Vores guide deler levende fortællinger og fakta, som bringer historien til live og giver dig en dybere forståelse af den særlige relation mellem menneske og hund i Grønland.
Turen foregår i et område, hvor hundene trives i deres naturlige omgivelser. Du ser, hvordan deres kraftige pels beskytter dem mod kulden, og hvorfor de ikke egner sig som kæledyr i stuen, men lever bedst under åben himmel. Når forholdene tillader det – og med ejerens godkendelse – har du mulighed for at komme helt tæt på udvalgte hunde. Her kan du mærke deres personlighed og se deres individuelle træk, men altid med respekt for både din og hundenes sikkerhed.
Undervejs ser vi også nærmere på det specialudstyr, der bruges i forbindelse med hundeslædekørsel. Fra seler til slæder, hvert element har sin funktion og historie, som vi sætter i kontekst med både fortid og nutid. Denne udflugt er oplagt for familier og nysgerrige sjæle i alle aldre, der ønsker en ægte, grønlandsk oplevelse, hvor kultur, natur og viden går hånd i pote. Det er en oplevelse, man bærer med sig – længe efter sneen er smeltet.
Vigtigt at vide: Af hensyn til både gæsternes og hundenes sikkerhed må man kun nærme sig hundene efter aftale med ejeren.
Om aftenen bydes der på en dejlig velkomstmiddag i hotellets restaurant (eksklusive drikkevarer).