Inspiration / Byer og bygder / ILULISSAT

ILULISSAT

Ilulissat er Grønlands mest kendte by, og når du står her, forstår du godt hvorfor. Den driftige by ligger ved Ilulissat Isfjord, det første sted i Grønland, der blev udråbt til UNESCO Verdensarv.

WHAT TO DO: IS, UNESCO, INUITKULTUR, HUNDESLÆDE OG SEJLTURE BLANDT ISFJELDENE OG KÆLVENDE BRÆER

Der er skrevet meget om Ilulissat igennem årene og forståeligt nok. Området har været i beboet i 4.000 år pga. de unikke fangstmuligheder, som den imponerende Ilulissat Isfjord skaber. Isfjorden er omdrejningspunktet for dit ophold i byen, men også for livet i byen. Den er ikke kun ufatteligt smuk, men her er et vidtfavnende dyreliv med masser af fisk, sæler, fugle og hvaler. Og så må vi ikke glemme slædehundene!

Ilulissat er noget helt specielt

Hvordan har det mon været for de tidlige beboere, der kom til området Sermermiut ved Ilulissat Isfjord allerede for 4.000 år siden? Var de lige så betagede af områdets skønhed eller var det mere tanken ”haps, der var sørme en sæl og en fisk”, der gik gennem deres hoveder? Det er i dag sådan set underordnet, men stedet har alle tider været populært og med rette.

Allerede ved indflyvningen til Ilulissat vil du forstå, at dette er noget helt specielt. Når du flyver op langs kysten fra Kangerlussuaq, krydser du Diskobugten, og så vil du efterhånden se, at der kommer flere og flere og større og større isbjerge i vandet (tip: sæt dig i højre side af flyveren, når du stiger på Air Greenlands Dash-8 fly i Kangerlussuaq).

Isjorden er et helt fantastisk syn, og spejder du ind i bunden af fjorden, vil du se selve Kangia-bræen, der er den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle.

“Det var en fantastisk rejse. Grønland og destinationerne er ubeskrivelige. De skal opleves. Vi var trygge ved guiderne, som altid var til rådighed og udstrålede, at de kunne lide det de arbejdede med og havde kompetencerne.”

 

F. Hartvig Pedersen

Photo by Rino Rasmussen - Visit GreenlandPhoto by Mads Pihl - Visit Greenland

Ilulissat Isfjord

Det er en ufatteligt smuk oplevelse at se Ilulissat Isfjord, og når du er her, skylder du dig selv at opleve Isfjorden på alle tænkelige måder. Du har rejst langt for at opleve dette sted, der med rette er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, så få det meste ud af det, mens du er her.

Gå turen ud til det gamle bosted ved Sermermiut og oplev Kællingekløften og se isen fra land. Gå rundt i byen og se de enorme isfjelde ude ved fjordmundingen. Tag på sejltur ud til fjordmundingen og se de enorme isbjerge tæt på. Gør det igen om aftenen og oplev igen isen, der nu skinner i de smukkeste gyldne farve i midnatssolens skær.

Ilulissat Isfjord er ren magi og den ændrer sig hele tiden. Is kommer og is går, men du kan altid være sikker på, at der er en masse store isbjerge, som er gået på grund ved fjordmundingen. Det at de er gået på grund gør, at bådene kan sejle derud i sikkerhed.

Men Ilulissat er også meget mere end is, hvilket du vil høre flere gange om dagen, når hundene hyler mod himlen.

Hundeslæder

Der er utroligt mange slædehunde i Ilulissat og der værnes virkelig om hundeslædekulturen her. Hundeslæderne bruges af de mange fiskere, der om vinteren tager ud på isfjorden og læsser slæderne til med store hellefisk. Den er et praktisk arbejdsredskab, som den har været i over tusind år, men heldigvis er det for dig også muligt – når fiskerne ikke er på fjorden – at komme med ud på hundeslædeture.

Om vinteren kan du prøve at komme med på korte ture af helt ned til en times varighed eller det kan være, at du har lyst til at prøve en længere ture over flere dage, hvor du på det nærmeste får lov til at opleve livet, som det har været levet i århundreder – dog med nogle moderne bekvemmeligheder, så der ikke er tale om en overlevelsestur, men en oplevelsestur.

Knud Rasmussens fødeby

Kulturelt er Ilulissat en spændende og meget kulturel by. Det er her, at Rigsfællesskabets store polarforsker Knud Rasmussen slog sine folder som barn. I Knud Rasmussens barndomshjem kan du i dag besøge byens museum, og det er absolut seværdigt. Knud Rasmussen blev født her i 1879. Lige over for huset ligger Zions Kirke, en af de mest fotograferede kirker i Grønland. Det skriger i fingrene for at knipse løs og tage billeder af den brune trækirke med de store isfjelde i baggrunden. Der er også et spændende kunstmuseum i Ilulissat.

Lokalt kunsthåndværk og husflid

Der er mange steder at se og købe grønlandsk husflid og udvalget i Ilulissat er kæmpestort set i forhold til mange andre byer. Her er mange butikker og turistudbydere, der sælger spændende souvenirs og brugskunst, og du kan få alt fra tupilakker over skind til lokalt inspirerede USB-stik. Start dit besøg hos vores datterselskab, World of Greenland, og hør om alle mulighederne.

 

Havnen og maden

Havnen er et centralt sted i alle byer i Grønland og Ilulisst er ingen undtagelse. Ikke alene ligger havnen centralt, men det er også her, der fra tidlig morgen summer af liv. Oppe ad bakken fra havnen ligger Brættet, det lokale sted hvor du kan købe jægernes og fiskernes fangst. Det er altid en spændende oplevelse at se, hvad man kan få af mad.

Apropos mad, så er der en del gode restauranter i Ilulissat. Hotel Arctics to restauranter byder på sjældent god mad under ledelse af prisvindende kokke. Her får du udsøgt mad med en helt ufatteligt flot udsigt. Hotellet ligger nemlig så man har en fornem udsigt over selve byen og ikke mindst fjordmundingen.

På Hotel Hvide Falk kan du ugentligt prøve en grønlandsk buffet, hvor rigtig meget godt fra det grønlandske køkken serveres. Vi vil ikke skrive alt godt, for der er ting i det traditionelle grønlandske cuisine, der er så specielle, at de fleste turister ville dåne alene ved tanken om dem. Derfor er den grønlandske buffet anrettet, så den virkelig appellerer til gæster udefra.

"Betjening på første klasse og en uforglemmelig rejse med guider i top klasse."

Frederik Lyngholm

Excellent | 60 anmeldelser
decoration decoration decoration

Kontakt:

+45 33 13 10 11

team@greenland-travel.dk

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 8:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.30

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • GER nr. 7617371
  • ·
  • Privatlivspolitik