Nuuk church

Oplev Nuuk
Grønlands hovedstad

Fold galleri ud full arrow

Oplev Nuuk - Grønlands hovedstad

Nuuk, Grønlands farverige hovedstad, er et sammensurium af moderne storby med flotte, moderne bygninger, mindre smukke boligblokke fra 1960’erne og grønlandsk kolonihistorie med gamle restaurerede bygninger fra kolonitiden. 

I grønlandske øjne er Nuuk med over 16.500 indbyggere en storby - og Nuuk er da også stor. Rent faktisk tager det adskillige timer at gå fra den ene ende af Nuuk til den anden, da byen efterhånden har bredt sig over flere store bydele. 

Eksempelvis ville forstaden Nuussuaq være Grønlands næststørste by, hvis den havde været en separat by. Et veritabelt byggeboom gør, at man i Nuuk taler mere om at bygge nye bydele end om at bygge huse. 

Læs her om hovedstaden Nuuk med de mange facetter og ikke mindst den omgivende pragtfulde natur.

 
 

 

Nuuk Lufthavn

Nuuk Lufthavn er en af de mest travle i hele Grønland, men lufthavnen kan dog endnu ikke håndtere store fly såsom Airbus og Boeing 747, så vil du rejse til Nuuk, må du rejse med indenrigsfly eller flyve fra Reykjavik i Island. 

Se herover denne sjove lille kortfilm fra en sommerdag i Nuuk Lufthavn og fornem, hvor mange der rejser til og fra Nuuk på ganske kort tid.

Sådan kan du rejse med fly til Grønland
 

Nuuk i Grønland


Et sammensat Nuuk

I mange menneskers øjne er Nuuk i Grønland mere speciel end køn, men som man siger på engelsk, så ligger skønheden i øjet, der ser, og sådan er det også med Nuuk. 

Står man i bymidten, får man let øje på de mindre kønne etageejendomme fra 60’erne, som der stadig er så mange af. Men der arbejdes på at udskifte boligmassen, og en dag vil disse bygninger også være væk. Så vil man lettere opdage, at der faktisk er meget flot byggeri i Nuuk. 

Går du en tur til det gamle koloniområde, vil du blandt andet komme forbi landsmuseet, som er velholdt og smukt. Du kan også gå en tur forbi Myggedalen og opleve de mange farvestrålende huse. I Nuussuaq er der bydele, der nærmest ligner slikskåle med rækkehuse i alverdens farver. Selv lyserøde og mintgrønne boligblokke er det med tiden blevet til.

Skulle du undervejs rende ind i en regn- eller snebyge, kan du altid tage på shopping i Nuuk Centeret. Her har de alt. Næsten.

 

Kunstmuseet i Nuuk i Grønland


Kulturlivet i Nuuk

Kulturlivet trives i høj grad i Nuuk, ikke kun fordi den arkitektoniske perle, kulturhuset Katuaq, ligger i bymidten, men fordi de mange mennesker gør, at alle mulige former for kultur dyrkes. Her taler vi ikke kun om den traditionelle grønlandske, som vi ser i de fleste andre grønlandske byer, men også genrer som klassisk musik, hip-hop og techno spilles flittigt i byen. 

Tag et smut forbi Atlantic Music og hør noget af alt den forrygende musik, Grønland har at byde på. I disse dage er download af musik også blevet hverdag i Grønland, men det er ikke mange år siden, at Grønland var et af de lande i verden, der udsendte flest CD’er i forhold til indbyggerantallet. 

Læs mere om Vestgrønland (Midtgrønland), som Nuuk er en del af

Hovedstaden Nuuk i Grønland
Foto: Daniel Gurrola - Visit Greenland


Restauranter i Nuuk

Når du er i Nuuk i Grønland, skal du prøve nogle af byens mange lækre restauranter. Den gennemsnitlige levestandard i Nuuk er høj, og her er mange spændende restauranter og cafeer. 

Hotel Hans Egede huser eksempelvis Sarfalik, der serverer fantastiske varianter af det grønlandske køkken. I nærheden kan man opleve grønlandsk sushi på Thai-restauranten Charoen Porn, som mange, med rette, mener er en af de bedste Thai-restauranter i rigsfællesskabet. 

Overfor ligger Cafe Esmaralda med et rigtig godt cafekøkken, og i Kolonihavnen ligger Nipisa, der også serverer den skønneste mad – og så med en forrygende udsigt over vandet, hvor der ganske ofte er hvaler i sommerhalvåret.

Læs om 7 skønne hoteller i Grønland - heriblandt Hotel Hans Egede i Nuuk

 

Vinter i Nuuk i Grønland
Foto: Mads Pihl - Visit Greenland

Den skønne natur omkring Nuuk

Selvom her er et rend af mennesker i byen, skal man ikke langt uden for bygrænsen, før man føler sig som “Palle alene i verden”. Fx giver en gåtur bag om fjeldet Lille Malene dig den følelse. 

Og så er der fjordsystemet bag Nuuk. Fjordsystemet er det næststørste i Grønland, og det er så stort, at Færøerne snildt vil kunne ligge herinde. 

Nuuk ligger næsten helt ud til havet, så der er køligere i byen end inde i fjordsystemet, hvor der er rigtig frodigt om sommeren. Herinde ligger også Restaurant Qooqqut Nuan, som serverer super lækre retter med en ikke mindre end en fantastisk udsigt.

 

Nuuk i Grønland


Havet og hvalerne i Nuuk

En hvalfotosafari i Nuuk er et “must”, hvis du besøger byen, ligesom sejlture til de gamle bosættelser nær byen er spændende. I farvandet uden for Nuuk er det ikke usædvanligt at opleve pukkelhvaler eller vågehvaler. 

Hvis der ikke er tid til en sejltur, så tag et smut ud på pynten bag Tele Greenland. Her er en god udsigt både over byen og forstæderne, men også til fjorden og ofte ser man en hval svømme forbi.

Læs mere om hvaler i Grønland

 

Hvaler i Grønland
 

Vintersport og nordlys i Nuuk

Nuuk er et glimrende vintersportssted. Hop på bussen til lufthavnen og så står du for foden af et skisportssted, hvor tre lifte sørger for, at du hele tiden kan finde nye slalomløjper. Snowboard er også meget yndet, ligesom der er en livlig trafik af snescootere uden for bygrænsen. Er du til langrend, er der allerede inde fra byen adgang til mange løjper.

Hvis du kommer om sommeren, er der en golfbane med ni huller, som har mange naturlige forhindringer, da den ligger i et smukt kuperet terræn. Men hold tungen lige i munden, for du kan godt komme til at rende langt efter bolde, der ikke vil som du.

Læs mere om nordlys i Grønland

 

Nordlys over Nuuk i Grønland


Vil du gerne rejse til Grønland? Se alle vores rejser til Grønland her.

 

Guide til Grønland

Få denne rejseguide, hvor vi præsenterer dig for de populære muligheder i Grønland og for nogle brugbare praktiske tips til at vælge en rejse til Grønland.

image description

Du vil fremover få tilsendt spændende rejseinspiration på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig.

 

POPULÆRE REJSER TIL GRØNLAND

Prøv vores Tripfinder og find din drømmerejse til Grønland

Vælg hvad du vil opleve og få rejseforslag

Prøv Trip Finder

Har du brug for hjælp?

Du er altid meget velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål til din rejse eller brug for råd og vejledning.