I Glacier Lodge Eqi får du lov at vælge, hvordan du vil overnatte. Der er tre kategorier.
Comforthytte
Comforthytterne er indrettet med en dobbeltseng og en sofa. Derudover er der et separat badeværelse i comforthytterne. Hytterne har gulvvarme, som er drevet af solenergi.
Comfort Deluxe-hytte
Comfort Deluxe-hytterne ligger eksklusivt i forreste række ned mod vandet. Gennem et stort panoramavindue har du derfor uspoleret udsigt over fjorden og den kælvende bræ. Derudover er der et separat badeværelse i Comfort Deluxe-hytterne. Hytterne har gulvvarme, som er drevet af solenergi.
Glamping/Vildmarkstelte
Glamping bliver mere og mere populært. Glamping-teltene har kvalitets-senge, et moderne nordisk inspireret interiør og egen terrasse med udsigt til Eqi-gletsjeren. Der er ikke vand eller elektricitet, så bade- og toiletfaciliteter finder du ved Café Victor.
Café Victor
I forbindelse med hytterne ligger Café Victor, hvor I indtager jeres måltider. Køkkenet er på trods af beliggenheden ”in the middle of nowhere” kendt for at servere rigtigt god mad, og kokken sætter en ære i, at maden er superlækker og noget, du ikke ville forvente herude i ødemarken. I køkkenet bruger de dygtige kokke så mange grønlandske råvarer som muligt.
Solceller sørger for, at der er strøm til tre frysere, køleskab, emhætte, lys, vandrensning, alarmer, satellittelefon og meget mere.
Eqi har stor historisk betydning
Paul-Émile Victors gamle hytte ligger ved siden af Glacier Lodge Eqi, og herfra foretog den franske glaciolog mange ekspeditioner til Indlandsisen fra 1948 til 1953. I det hele taget har stedet været populært i forbindelse med ekspeditioner. Her er gode indsejlingsforhold, og så er der ikke overvældende langt op til en tilgængelig del af Indlandsisen. Derfor er så mange videnskabelige ekspeditioner startet her, og du kan på dine vandringer følge i deres fodspor.
Ud over Paul-Émile Victor, er H. J. Rink startet på en ekspedition her i 1848, MP Porsild gjorde det i 1913 og Alfred Wegener i 1928. Sporene efter Paul-Émile Victors ekspeditioner er i øvrigt stadig tydelige, og det er en god påmindelse om, at arktisk natur ikke bare kan genoprette sig selv, som man ser så mange andre steder på jorden. Heroppe skal vi passe ekstra godt på naturen!
Smuk udflugtsmulighed
Fra Glacier Lodge Eqi kan du dels gå til morænekanten, dels op til søen bag lejren. Begge er smukke ture i det kuperede terræn.