icecap from above

Grønland rundt geografisk

Fold galleri ud full arrow

Grønland rundt geografisk


Grønland er verdens største ø og derfor et enormt område med spændende kontraster. Ca. 80 % af Grønland er dækket af Indlandsisen, men det isfrie område er alligevel et enormt areal, hvor du kan vandre, køre på hundeslæde, sejle og komme tæt på gletsjere og frodige dale. 

Grønland breder sig både syd og nord for Polarcirklen – den helt sydlige del er frodig, mens den nordlige del er meget tæt på Nordpolen. Grønland adskiller sig fra de fleste andre steder ved at have en yderst speciel infrastruktur. Ingen byer er forbundet med veje, og samtidig er landet næsten ufatteligt stort – rent faktisk er Grønland 2.670 kilometer fra syd til nord. Al transport mellem byer og bygder foregår derfor enten i luften, på vandet eller til fods/på ski/med hundeslæde eller snescooter.

I så stort et land anbefaler vi at vælge én eller flere destinationer - og hvis du vælger flere, skal de ikke ligge for langt fra hinanden. Hvad du skal vælge, kommer an på, hvad du vil opleve, og det kan du læse lidt om her.

Russel Gletsjer i Kangerlussuaq i Grønland
Foto: Mads Pihl - Visit Greenland

Nordgrønland - hundeslæder, nordlys, is og midnatssol

Nordgrønland er leveringsdygtig i både midnatssol, hundeslæder, nordlys og is. Her finder du et overflødighedshorn af arktiske oplevelser med kæmpemæssige isfjelde, nogle af verdens hurtigste gletsjere og den imponerende Ilulissat Isfjord, som er hædret med en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er også her, du finder Diskobugten, Ilulissat og Eqi gletsjeren, og det er her, de fleste turister i Grønland rejser til. 

Ilulissat Isfjord i Grønland
Foto: Uri Golman - Visit Greenland

Vestgrønland – indgangsport med hovedstad og Indlandsis

Vestgrønland, som lokalt også kaldes Midtgrønland, strækker sig fra Nuuk i syd til lidt nord for Sisimiut og Kangerlussuaq. I Vestgrønland finder du blandt andet Grønlands to største byer, Nuuk og Sisimiut, som er meget forskellige og bestemt et besøg værd. Det er også i Vestgrønland, at Kangerlussuaq ligger, og her lander langt de fleste besøgende i Grønland. Mange vælger at bruge et par dage her, inden de rejser videre (ofte nordpå), da det er det sted, hvor der er bedst adgang til Indlandsisen. 

Katuaq i Nuuk i Grønland
Foto: Daniel Gurrola - Visit Greenland

Sydgrønland – grønne enge, forrevne klipper og varme kilder

Sydgrønland adskiller sig fra det nordligere Grønland med sine forrevne bjerge, varme kilder og grønne enge. Her er ustyrligt farvestrålende om sommeren, og selvom der ikke er slædehunde, er der oplevelser af mange andre slags. Her finder du også mindre isfjelde i særlige blå og hvide nuancer, som kommer helt oppe nordfra, og masser af får og gode vandrestier. Det var i øvrigt her, Erik den Røde valgte at kaste anker, fordi han blev så imponeret af de grønne skrænter, han mødte overalt i området. 

Nanortalik i Sydgrønland
Foto: Anders Peter Amsnæs

Østgrønland – stejle fjelde, dybe fjorde og myter og sagn

Østgrønland adskiller sig markant fra den grønlandske vestkyst, både med hensyn til antal indbyggere, antal besøgende og selve naturen. I Østgrønland finder du forrevne og stejle fjelde, som omkranser dybe fjorde og imponerende gletsjere og, ikke mindst, selve Indlandsisen. Indtil for 120 år siden levede østgrønlænderne isoleret fra resten af verden, og det har sat sig tydelige spor. Sproget er anderledes, og kulturen dybt forankret i myter og sagn, som blandt andet kommer til udtryk i Østgrønlandsk kunst.

Kong Oscar Fjord i Østgrønland
Foto: Mads Pihl - Visit Greenland

Guide til Grønland

Få denne rejseguide, hvor vi præsenterer dig for de populære muligheder i Grønland og for nogle brugbare praktiske tips til at vælge en rejse til Grønland.

image description

Du vil fremover få tilsendt spændende rejseinspiration på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig.