flowers

Sommer i Grønland

Fold galleri ud full arrow

Sommer i Grønland

Det er ikke uden grund, at grønlænderne elsker deres sommer så højt. Der er ingen tvivl om, at det er en sætning, man kunne sige om de fleste folkeslag i verden, men når sommeren er kort og eksplosiv, gælder det virkelig om at nyde den fuldt ud. Og det er noget, man gør i Grønland.

Film: Sommer i Grønland

Se denne skønne film fra Grønland. Den giver dig et godt indtryk af sommer i Grønland. Mange vælger at rejse til Grønland om sommeren for at nyde de lange dage, vandre i de smukke omgivelser, sejle og komme tæt på dyrelivet og lokalbefolkningen. Se her hvorfor.


Det grønne Grønland

Sommeren byder på rigeligt med kontraster i et land, der en stor del af året er dækket i hvidt. Forårets store smeltevandsfosser har givet den vinterfrosne jord en masse liv, og alle steder nærmest pibler grønt og blomster frem. Det gør sig særligt gældende i Syd- og Østgrønland, men også i fjordene i Midtgrønland oplever man dette vilde, grønne flor. Gule smørblomster smyger sig op ad bjergsiderne og i byernes mange grøfter. Hvor man i Danmark måske har en tendens til at fnyse lidt af mælkebøtter, er de i Grønland højt elskede og er med til at give liv og farver.

Blomsterdalen ved Tasiilaq i Østgrønland
Blomsterdalen ved Tasiilaq i Østgrønland - Foto: Erwin Reinthaler

Oplev kontrasterne i Grønland om sommeren

Det er lidt af en kliche at sige, at Grønland er kontrasternes land, men klicheer kommer jo ikke af intet, og det er helt fantastisk at opleve frodigheden nær Indlandsisen i Grønland. Man kunne ellers tro, at kulden fra isen ville gøre randområderne golde, men det er langt fra altid sandt. Tværtimod sørger smeltevandet for, at der er et summende liv af både flora og fauna. 

Derfor elsker grønlænderne sommeren

I de små samfund i Grønland oplever man ekstra meget liv om sommeren. Nord for polarcirklen er der midnatssol, hvilket betyder at solen står på himlen hele døgnet, og der emmer af liv. At opleve børnenes leg om aftenen er ikke et særsyn, og i sommerferien er der heller ingen grund til, at de ikke skulle gøre det. ’Sengetid’ er i hvert fald ikke en by i Grønland. Det er også nu, landets befolkning tager ud i både og telte og nyder naturens mange gaver, såsom ørreder og bær. I Sydgrønland er landets svar på jordbær, majroer, en yndet delikatesse, og i byerne langes de flittigt over diskene i butikkerne.

Midnatssol over Ilulissat i Grønland
Midnatssol over Ilulissat i Grønland - Foto: Rino Rasmussen - Visit Greenland

Dit livs billede

I Grønland oplever du konstant at blive mindet om naturens nærvær, og det gælder om at nyde den og se den med de rette briller på. Også i Grønland oplever man mange morgener disen eller tågen, og her kan vi kun anbefale, at du drager afsted mod fjordene bevæbnet med dit kamera. Der er intet som at se tågen lette og opleve isbjerge komme til syne i disen og se fjeldtoppene rejse sig over dig, mens disen spredes af solens varme.

Aktiv ferie eller afslapning

Grønland besøges året rundt af forskellige typer af rejsende. Her er mulighed for at slappe af og se naturens mange vidundere i et dejligt travetempo, men der er også mange, der tager af sted for at få en aktiv ferie. Der er rig mulighed for at prøve kræfter med sig selv. Her både klatres, dykkes, hikes og løbes. Du har som rejsende selv rig mulighed for at sætte dit præg på din ferie, særligt fordi de forskelligartede regioner kan tilbyde forskellige ting. 

Vandring i Østgrønland
Vandrere i Østgrønland - Foto: Mads Pihl - Visit Greenland

Påklædning om sommeren i Grønland

Du skal altid huske dit varme tøj, når du skal til Grønland, for ude på vandet er der ofte koldt. Når det er sagt, ligger sommertemperaturen i Grønland typisk mellem 5 og 15 grader i skyggen, og jo længere sydpå du kommer, jo varmere er det selvsagt. Det lyder måske ikke af så meget, hvis man er vant til Middelhavslandene, men i Grønland er det faktisk ganske lunt og lækkert på grund af den stærke sol og tørre luft. Derfor er det langt fra unormalt at se folk i shorts og T-shirts om sommeren, men om aftenen tager de fleste nu noget ekstra tøj på.

Se alle vores rejser til Grønland


Temperaturer i Grønland

Temperaturerne varierer i Grønland over året og den arktiske vinter kan byde på ganske forfriskende minusgrader. Tabellen herunder viser gennemsnitstemperaturerne i Grønland. Luften er tør i Grønland, så selv få varmegrader føles meget varmere end andre steder i verden med større luftfugtighed og omvendt så føles kuldegraderne ikke så kolde, som på en stormfyldt efterårsdag i Skandinavien.

Temperaturer i Grønland

Guide til Grønland

Få denne rejseguide, hvor vi præsenterer dig for de populære muligheder i Grønland og for nogle brugbare praktiske tips til at vælge en rejse til Grønland.

image description

Du vil fremover få tilsendt spændende rejseinspiration på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig.

 

POPULÆRE REJSER TIL GRØNLAND

Prøv vores Tripfinder og find din drømmerejse til Grønland

Vælg hvad du vil opleve og få rejseforslag

Prøv Trip Finder

Har du brug for hjælp?

Du er altid meget velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål til din rejse eller brug for råd og vejledning.