Spring til indhold
  • Vi er ejet af Grønland
  • Vi har Grønland i hjertet
  • Ingen kender Grønland bedre end os

Inspiration · Artikel

10 steder i Grønland, som din guide anbefaler

Vi spurgte vores guider og medarbejdere: Hvilke steder synes du, at rejsende til Grønland bør opleve? Læs hvad der er mest populært.

Vandrere på Indlandsisen om vinteren
Foto: Mads Pihl - Visit Greenland

Alle har prøvet at komme hjem fra en rejse og sige til vennerne: ”Du SKAL se dit, hvis du tager på ferie i dat!” Sådan har vi det også med Grønland. Her får du listen over favoritsteder og favoritoplevelser fra dem, der har rejst meget i Grønland.

  • Midnatssejlads til Isfjorden i Ilulissat
  • Vandring til Sermermiut ved Ilulissat
  • Grønlands indlandsis: Punkt 660 ved Kangerlussuaq
  • Hvalsey Kirkeruin nær Qaqortoq
  • Blomsterdalen i Tasiilaq
  • De to bygder Igaliku og Qassiarsuk i Sydgrønland
  • Søjlebasalt ved Qeqertarsuaq på Diskoøen
  • Kajaktur mellem hvaler nær Aasiaat
  • Vandring eller hundeslæde fra Kangerlussuaq til Sisimiut
  • Fjeldtoppene ved Nuuk

Midnatssejlads til Ilulissat Isfjord

Det er ikke overraskende for os, at Ilulissat Isfjord lige syd for Ilulissat topper vores liste. Ilulissat Isfjord er på UNESCOs verdensarvsliste, og det er et helt fantastisk sted, hvis lige du sjældent vil opleve.

Isfjorden kan opleves på mange måder, men hos os har vi stemt midnatssejladsen i top. Denne tur foregår rent faktisk ikke ved midnat, men om aftenen i midnatssolens skær, så isfjeldene bades i et magisk, gyldent skær. Du bliver paf over isens skønhed!

Vandring til Sermermiut ved Ilulissat

En anden måde du kan opleve Ilulissat Isfjord på er ved at gå ud til ruinerne af den gamle boplads Sermermiut. Selvom turen går til Ilulissat Isfjord, er der så stor forskel på at sejle eller gå derud, at guiderne synes, at du skal prøve begge dele.

I Grønland kan vi ikke komme uden om klimaforandringer. Arktisk klima har ændret sig over årene og Ilulissat Isfjord er blevet ca. 10 kilometer længere de sidste 15 år, simpelthen fordi gletsjeren har trukket sig længere tilbage.

Det er dog ikke den oplevelse du får, når du går ud til Sermermiut. Her er nemlig så meget is, at du bliver fuldkommen overvældet. Om sommeren kan du også opleve de gamle ruiner, der vidner om 4.500 års beboelse i området.

Indlandsisen: Punkt 660 ved Kangerlussuaq

Grønlands indlandsis dækker over 80 % af landet og er sammenlagt på størrelse med de fleste store vesteuropæiske lande. Allerede når du flyver til Grønland, oplever du, hvor ufatteligt stor den er. Flyver du til Kangerlussuaq på Grønlands vestkyst, er du faktisk i luften over isen i næsten en time, før du lander nær isens kant. Når du lander i Kangerlussuaq, er det ret nemt at opleve Indlandsisen.

Kanten af Indlandsisen ligger ca. 25 kilometer fra Kangerlussuaq, og du kan køre derind med det lokale udflugtsbureau. Punkt 660 ved Indlandsisen er et af de mest besøgte steder i hele Grønland. Det er det mest tilgængelige sted at komme helt tæt på kanten af Indlandsisen og op og gå på selve isen. Navnet Punkt 660 har det fået, fordi det ligger 660 meter over havet.

  • Udsigt over Igaliku en sommerdag i Sydgrønland
    Foto: David Trood - Visit Greenland
  • Midnatssol over isfjeldene
  • Qeqertarsuaq på Diskoøen
  • To vandrere mellem Qassiarsuk og Tasiusaq i Sydgrønland
    Foto: Mads Pihl - Visit Greenland
  • Blomster i Tasiilaq i Østgrønland
    Foto: Mads Pihl - Visit Greenland
  • To kvinder på gangbroen ved Sermermiut med isfjelde i baggrunden
    Foto: Mads Pihl - Visit Greenland
  • Rejsende ved Hvalsey Kirkeruin i Sydgrønland
    Foto: David Trood - Visit Greenland
  • Hundeslædekørsel i Kangerlussuaq
    Foto: Anders Beier - Visit Greenland

Hvalsey Kirkeruin nær Qaqortoq

Hvalsey Kirkeruin i Sydgrønland er den bedst bevarede nordboruin i Grønland og blandt de bedst bevarede nordboruiner i hele verden. Nordboerne kom til Grønland i år 982, hvor de anlagde gårde og hele samfund i både Sydgrønland og i fjordene bag Nuuk. Kirkeruinen og andre kulturelle forekomster af både inuit og nordboer har gjort, at store dele af Sydgrønland i dag er på UNESCOs Verdensarvsliste.

Nordboerne var i Grønland i 4-500 år. Nordboerne er omtalt i blandt andet de islandske sagaer, og en beskrivelse af et bryllup i Hvalsey Kirke i september 1408 er sidste livstegn fra nordboerne i Grønland. Fra Hvalsey er der i øvrigt ikke så langt til de varme kilder ved Uunartoq.

Blomsterdalen i Tasiilaq

Tager du på en vandring i Blomsterdalen i Tasiilaq med den rislende elv og fantastiske vegetation, vil du aldrig glemme det. Smukke, frodige områder kan du finde rigtig mange steder i både Syd-, Vest- og Østgrønland, men den blanding af frodighed og majestætiske tinder, Blomsterdalen kan byde på, er helt unik. Og så er Blomsterdalen meget let tilgængelig.

Fra Tasiilaqs midte går der en sti langs med elven, som leder dig frem til denne frodige plet på verdenskortet. Alt efter hvornår på sommeren, du kommer, er den smukke elv enten en rivende eller en rislende oplevelse. Forårets smeltesne betyder, at der tidligt på sommeren virkelig er drøn på vandfaldet midt i dalen, mens der er en roligere oplevelse, hvis du kommer senere på sommeren.

De to bygder Igaliku og Qassiarsuk i Sydgrønland – UNESCO Verdensarv

Igaliku og Qassiarsuk er nogle af Grønlands mest specielle bygder. Begge bygder ligger ved fjorden Tunulliarfik i Sydgrønland og de er specielle af to årsager: Hovederhvervet er landbrug, og så var de nordboernes vigtigste bygder, der dengang hed henholdsvis Gardar og Brattahlid.

I Igaliku finder du ruiner efter nordboernes bispesæde og et imponerende 1.000 år gammelt vandingssystem. Bygden med kun ca. 30 indbyggere ligger ufatteligt smukt. Her er dog både hytter, vandrehjem og hotel og det er et populært sted om sommeren, både blandt turister og folk fra resten af Grønland.

I Qassiarsuk ligger den ældste kirkeruin på de amerikanske kontinenter, og ved siden af er der en rekonstruktion af både kirken, Erik den Rødes langgård og et inuit-tørvehus. Tag også på en 6-kilometers vandretur fra Qassiarsuk til fåreholderstedet Tasiusaq, hvor synet af den isfyldte fjord møder dig i slående kontrast til det grønne landskab.

Ilulissat
Foto: Greenland Travel
Pukkelhval i Diskobugten
Foto: Thomas Eltorp

Søjlebasalt ved Qeqertarsuaq på Diskoøen

Diskoøen, der på grønlandsk hedder Qeqertarsuaq, byder på en ganske særlig natur, som du ikke finder magen til andre steder i Grønland. Den ene tilbageværende by på øen hedder også Qeqertarsuaq, og går du på vandring ud herfra, kan du se frem til nogle enestående timer. En vandring ved Kuannit, der ligger ca. 4 kilometer fra byen, byder nemlig på kilder, frodig vegetation og en helt fantastisk søjlebasalt.

Dette landskab er af vulkansk oprindelse og kan på mange måder minde om Island, hvilket de fleste besøgende ofte også bemærker. Vejr, vand og vind har igennem årtusinderne skabt de mest fantastiske klippeformationer, og det er altid en sjov leg at skulle gætte på forskellige formationer på samme måde, som man mange steder gør med skyer: ”Kan du se en elefant?”

Qeqertarsuaq hed i mange år også Godhavn på dansk og hentyder til, at der er mange hvaler i området. Det er således et særdeles godt sted for dig at se hvaler i Grønland.

Kajaktur mellem hvaler nær Aasiaat

Du kan se hvaler mange steder i Grønland, og det er for så vidt også muligt at ro i kajak mange steder, men kombinationen af de to ting er særligt god i havet omkring Aasiaat. Aasiaat ligger i en fantastisk skærgård, hvor du om sommeren kan ro hele døgnet – også om natten i det fantastiske lys fra midnatssolen.

Med sin placering i den sydlige ende af Diskobugten er Aasiaat vært for rigtig mange hvaler, særligt om sommeren. Det er helt enestående at padle ud og være sammen med havets kæmper.

Vandring eller hundeslæde fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Hvis du kommer med fly til Grønland og lander i Kangerlussuaq, skal du overveje denne tur. Kangerlussuaq og Sisimiut ligger nogenlunde på samme breddegrad med 130 kilometers afstand i fuglelinje. Det er gennem årene blevet meget populært enten at vandre denne strækning om sommeren eller tage den på hundeslæde (eller snescooter) om vinteren.

Om sommeren kan du tage vandreturen på omkring 9 dage, mens du kan klare den på blot 3 dage på hundeslæde om vinteren. Endnu hurtigere går det, hvis du fræser afsted på snescooter, men vi vil nu anbefale, at du tager den til fods eller på slæden. Undervejs overnatter du i jagthytter eller telt og kommer virkelig i kontakt med naturen og dit indre jeg.

Fjeldtoppene ved Nuuk

Nuuk ligger på et næs ved verdens næststørste fjordsystem. Faktisk betyder Nuuk lige præcis ’næs’. Bag dette næs ligger det store fjordsystem, hvor dine øjne straks drages mod de smukke og til tider utilgængelige fjeldtoppe. Men de er ikke alle utilgængelige og går du eksempelvis op på bjerget ved lufthavnen, er der en glimrende udsigt, både over byen, men også fjordene og Nordlandet, der skærmer fjordsystemet mod Davisstrædet.

Det gode ved fjeldene omkring Nuuk er, at de ligger spredt, så de giver hver især en rigtig god udsigt. Der er fjelde til alle sværhedsgrader af fjeldvandring fra den overkommelige vej op på Quassussuaq (Lille Malene) til den 1180 meter høje, spidse tinde på Kingittorsuaq (Hjortetakken). Du kan nemt tage en bus fra centrum til enten lufthavnen eller bydelen Qinngorput og så starte din vandring derfra.

Rejser til guidernes favoritsteder

Blomster i Blomsterdalen ved Tasiilaq
Foto: Erwin Reinthaler

5 dage i Tasiilaq – Østgrønlands skønhed

Tasiilaq – skønhed blandt spidse fjelde

maj-juni

Kontakt os for pris Pris efter forespørgsel

Isbjerge Nordlys Kultur

Fra Nuuk

Se rejsen
Mantas Hesthaven - Visit Greenland

Arktisk efterårseventyr

8 dage omkring Nuuk og Sisimiut og sejlads med kystskibet

8 dage / 7 nætter august-december

Fra 19.325 DKK pr. person

Indlandsis Nordlys Kultur

Fra København

Se rejsen
Fotograf: Ben Simon Rehn - Visit Greenland
Ben Simon Rehn - Visit Greenland

Arktisk forår og gylden aftensol

8 dage omkring Nuuk og Ilulissat

8 dage / 7 nætter april-maj

Fra 17.825 DKK pr. person

Isbjerge Hvalsafari Kultur

Fra København

Se rejsen
Mads Pihl - Visit Greenland
Mads Pihl - Visit Greenland

Den store rundrejse i Grønland

15-dages rundrejse til Qaqortoq, Igaliku, Nuuk, Ilulissat, Ilimanaq og Eqi

15 dage / 14 nætter juni-august

Fra 67.175 DKK pr. person

Isbjerge Indlandsis Midnatssol Hvalsafari

Fra Keflavík

Se rejsen
kirke i Ilulissat, isbjerge,
Aningaaq R. Carlsen - Visit Greenland

Dit livs Grønlandsrejse (efterår) med Ældre Sagen (fra København)

8 dage omkring Nuuk og Ilulissat

september-oktober

Kontakt os for pris Pris efter forespørgsel

Isbjerge Nordlys Kultur

Fra København

Se rejsen

Dit livs Grønlandsrejse (forår) med Ældre Sagen

8 dage ved Ilulissat

8 dage / 7 nætter maj

Fra 16.475 DKK pr. person

Isbjerge Kultur Byliv

Fra København

Se rejsen

Se alle 36 rejser i oversigten