Klik og forstør de små fotos
TUREN BLEV HURTIGT UDSOLGT I ÅR, SÅ VI UDVIDER I 2011 MED EN EKSTRA AFGANG!
5 dage – med børnene i førersædet!
Mængder af sne, flere kilometer tyk indlandsis, store vamsede moskusokser, julemandens rensdyr og selvfølgelig hundeslædeture hen over fjordisen – se, det er et ægte grønlandsk vintereventyr for børn og barnlige sjæle. Glem alt om hverdagen, computerspil og TV og oplev i stedet naturens eget lysshow hen over den mørke frostklare aftenhimmel.
En sjov og overraskende vinterferie for børn, forældre og bedsteforældre!
Dag 1
Fly fra København til Kangerlussuaq med Air Greenland (fuld forplejning ombord og film til både store og små) efterfulgt af indkvartering på vandrehjemmet Old Camp smukt placeret mellem Mount Hassel og Søndre Strømfjord med udsigt mod Lake Ferguson og bjergene langs fjorden mod Sisimiut. Vi spiser lidt frokost og tager så på moskussafari, hvor vi forhåbentlig støder på nogle moskusokser, der hygger sig i vinterkulden iført deres varmeste pels.
Dag 2
I dag står den på en oplevelse, du aldrig glemmer: En 2-timers hundeslædetur over stok, sten og masser af sne. Det er helt specielt at sidde på slæden med udsigt til det smukke vinterlandskab og de ivrige hunde, hvis haler stritter af iver. Den friske vinterkulde bider i kinderne, så husk at trække huen godt ned over ørene.
Dag 3
Vi tager på sightseeing til fods i det spændende område bag Kangerlussuaq, som byder på en fantastisk natur med klipper, der skærer sig gennem det enorme landskab. Rensdyr, sneharer og polarræve er på jævnlige besøg, så måske dukker de op og hilser på. Og så er der selvfølgelig afsat tid til at lege i sneen, hvor kun fantasien sætter grænser. Om aftenen skal vi på nordlystur, og med vinterens frostgrader skulle der være god mulighed for at opleve det helt fantastiske nordlys, der blafrer som et slør af gardiner henover himlen i forskellige farver.
Dag 4
Indlandsisen skal opleves, når man kommer til Kangerlussuaq, så selvfølgelig slutter vi turen af med et besøg til den imponerende is, der føles uendelig. Det er en helt særlig oplevelse at gå en tur på isen, hvor kulden fra isen giver det hele en ekstra dimension!
Dag 5
Så er det desværre blevet tid til at tage afsked med Kangerlussuaq, sneen, moskusokserne og isen. Vi flyver retur med Air Greenland og ankommer godt mætte af indtryk til København først på aftenen.


