| ![]() |
Rejsedatoer og priser 2010: Rejsedato: | |
Klik på fotos og se dem i større format
Find legebarnet frem i dig selv og forbered dig på at træde i baggrunden for på denne skønne tur er børnene i førersædet!
For femte år i træk giver vi dig og din familie chancen for at tage forskud på julen med et ægte grønlandsk juleeventyr. Den rigtige julemand er nemlig i fuld gang med at forberede årets højdepunkt: December måned med alt hvad dertil hører.
Tag med på jagten efter julemanden midt i den store grønlandske natur!
Julemandsturen findes også som en 4-dages tur - læs mere her.
Dagsprogram - 3-dages tur
Dag 1
Vores nissepiger står klar i Kastrup Lufthavn og hjælper hele gruppen med at checke ind, og selvfølgelig sørger de for den helt rigtige stemning. Der er sørget for både tegnefilm og børnemenu i flyet, så der er lagt op til hygge i børnenes tegn på den 4 timer lange flyvetur fra København til Kangerlussuaq. Efter ankomst i Grønland bliver vi indkvarteret på vandrehjemmet, hvor vi spiser frokost og tager af sted for at lede efter julemanden, for findes – det skal han!
Der er samtidig mulighed for, at vi møder både moskusokser og rensdyr på vejen. Vi kan ikke love det, men hvis alle krydser fingre, lykkes det måske. De grønlandske slædehunde står klar i hundegården og venter på, at fjorden fryser til, og de bliver selvfølgelig også glade for vores besøg.
Hjemme i lejren er der dækket op til julehygge med æbleskiver og varm kakao, og julepynten til det fine juletræ skal klippes og klistres.
Senere på dagen pynter vi juletræet. På den mørke aftenhimmel giver det dansende nordlys forhåbentlig en helt uforglemmelig opvisning, og så skal vi også huske at holde øje med Rudolfs næse, der lyser i mørket!
Dag 2
Tidsforskellen gør det nemt at stå tidligt op, for nogen måske meget tidligt, så vi sørger for, at der er morgenmad og kaffe til de friske! Der er dog mulighed for at vente med morgenmad til kl. 7, hvor det stadig er mørkt udenfor. Hvis vi ikke tager fejl, er flere børn allerede ude i sneen med kælken på dette tidspunkt!
Vi skriver ønskesedler til julemanden, som selvfølgelig afleveres i den store, røde postkasse, inden vi sætter kursen mod indlandsisen. Målet for i dag er stadig at finde julemanden, og mon ikke det lykkes?
Varm kakao og medbragte madpakker nydes under turen rundt i den grønlandske natur, der også for de voksne er en fantastisk oplevelse. Husk igen at kigge efter spor i sneen. Det kan være, vi ser både moskusokser, rensdyr, sneharer og polarræve, ja, og så den lille røde hue….
Vi kan selvfølgelig ikke afsløre hvad der helt præcist sker, men vi lover, at det ikke går stille for sig. Men noget skal jo være overladt til fantasien, for hvad er et juleeventyr uden overraskelser? Dagen afsluttes på ægte julemaner!
Dag 3
Det er tid til at vinke farvel til julemandens land. De friske når måske en tur i sneen, inden vi kører i lufthavnen og flyver hjem til Købehavn, hvor vi lander om aftenen.
BOR DU I GRØNLAND, og har du også lyst til at deltage i jagten på julemanden, er du meget velkommen til at kontakte en af julemandens betroede hjælpere!
Kontakt Merete Bach Kristensen på mbk@grb.dk og få et godt tilbud.
OGSÅ SOM EN 4-DAGES TUR - LÆS MERE HER!
M. Pfeiffer, deltog på 4-dages turen i 2009:
Næsten lige hjemkommet fra Grønland (i torsdags) vil jeg gerne her takke for en vidunderlig tur. Min søn, Victor, har nydt turen så meget at han bebudede på vejen hjem at han ville flytte derop!
Vi har fået oplevelser og minder til langt frem i tiden. Personalet var venlige og imødekommende på Old Camp. Tage og Laust der kørte for os var super gode til at give info undervejs og vise os de ting vi bare skulle se. Og Trine og Christina skal have stor ros for deres måde at hygge om børnene og få alle til at føle sig velkomne. Det var 2 super søde piger, og jeg tror ikke, Victor glemmer nogen af dem lige med det samme.
Turene var perfekt tilrettelagt så alle kunne være med. Er glad for jeg valgte 4 dages turen for tror at 3 dage ville føles alt for presset.
Mødet med julemanden var dog nok det største. På trods af at Victor 14 dage forinden havde sagt, at han ikke troede på julemanden mere, så stod han med et drømmende blik i øjnene, mens han snakkede med ham.
Det er ikke sidste gang vi er i Grønland!! Næste gang skal vi have resten af familien med og så skal vi rundt og se lidt mere at dette skønne land og gerne i længere tid.
Endnu engang 1000 tak for en rigtig god oplevelse.


