Klik for at forstørre fotos
Vandring og komfort er nøgleordene på denne dejlige 8-dages tur til Sydgrønland med smukke og betagende landskaber. Dagene byder på skønne vandreture, og aftenerne inviterer til afslapning på hyggelige overnatningssteder og lækre måltider med grønlandske lokalprodukter. Du tilbringer to dage i Igaliku – Grønlands smukkeste bygd. To dage på fåreholderstedet Inneruulalik – en idyllisk plet på Sydgrønlandskortet. Og endelig besøger vi naturligvis byen Qaqortoq, det historiske sted Brattahlid og indlandsisen ved Narsarsuaq!
Dagsprogram
Dag 1 - Lørdag
Ankomst Narsarsuaq. Informationsmøde på Blue Ice Café. Bådtransfer til Itilleq. På sejlturen sejler vi via Qooroq Moræne. Det er her alle de største isbjerge fra isfjorden støder på grund. At sejle langsomt og tæt forbi dem er en fantastisk oplevelse.
Ved ankomst til Itilleq vandrer du de 3 km på "Kongevejen" til Igaliku (vejen har fået navn efter Frederik d. 9.'s besøg i 1952). Den smukke bygd Igalikus spredte stenhuse ligger på en beskyttet, frodig slette i bunden af en meget blå fjord. Rundt omkring rager barske og golde fjelde op. Overnatning finder sted på Igaliku Bygdehotel for to nætter.
Dag 2 - Søndag
Dagstur med guide langs elven ind til sø 90 og op på plateauet. Herfra er der en fabelagtig udsigt over Qooroq isfjord med de strandede isbjerge på morænen og gletscheren i bunden af fjorden. Det er det perfekte sted at nyde madpakken inden turen går ned gennem "månelandskabet", hvor der er gode muligheder for at finde både bjergkrystaller og den skinnende "månesten" (Labradorit).
Dag 3 - Mandag
Bådtransfer fra Igaliku til Qaqortoq. På vejen gør vi stop i Upernaviarsuk, som er både landbrugskole og Grønlands forsøgscenter for landbrug. Her er en gård med køer, får og heste samt en masse små marker med planteavlsforsøg.
Endelig er der gartneri med drivhuse, hvor du kan købe grønlandske agurker! Et besøg i Upernaviarsuk giver et indblik i, hvad den globale opvarmning giver af muligheder for Sydgrønland.
Herfra sejler vi videre til Hvalsø. Det er fra Hvalsø Kirke, at vi har det sidste skriftlige bevis for nordboernes aktivitet, idet der i en kirkebog er beskrevet et bryllup, som blev holdt i denne kirke i september 1408. Det er en meget imponerende ruin og nok den mest velbevarede fra nordbotiden. Overnatning på Hotel Qaqortoq for en nat.
Dag 4 - Tirsdag
Qaqortoq på egen hånd. Om eftermiddagen er der bådtransfer til fåreholderstedet Inneruulalik, der ligger syd for Qassiarsuk lige over for udmundingen af Qooroq Isfjord. Inneruulalik er ren idyl. En frodig plet i en overvældende natur. Krydret med en grønlandsk families gæstfrihed får du en oplevelse, du aldrig glemmer! Overnatning i Inneruulalik for to nætter.
Dag 5 - Onsdag
Guidet vandretur i fjeldene bag Inneruulalik. Vi følger små fårestier gennem et imponerende landskab spættet med små, blå søer. Undervejs er der gode chancer for at se havørnen svæve over hovedet på os. Fra det højeste punkt er der udsigt til isfyldte fjorde på begge sider af halvøen. Her nyder vi madpakken, inden turen går tilbage til fåreholdstedet.
Dag 6 - Torsdag
Vandretur med guide ad grusvejen mod Qassiarsuk. Undervejs hører du om områdets historie og tradition, som går ca. 1000 år tilbage i tiden, hvor nordboerne befolkede området. Senere, i begyndelsen af 1900-tallet, begyndte de første sydgrønlændere som fåreholdere på de selvsamme marker.
I bygden Qassiarsuk lever der i dag ca, 40 indbyggere hovedsalig af fåreavl, men der er også en skole, en kirke og en butik i den lille bygd. Vi besøger Brattahlid, norborekonstruktionen af et langhus og Tjodhildes Kirke (en lille tørvekirke), hvor en guide viser rundt (inkluderet).
Sidst på dagen er der bådtransfer til Narsarsuaq. Overnatning på Hotel Narsarsuaq for 2 nætter.
Dag 7 - Fredag
Den sidste dag er en guidet vandretur til Narsarsuaq Gletscher, der er en del af indlandsisen, og som ligger bare 8 km fra Narsarsuaq. Turen går gennem den gamle Blomsterdal inden stien fører 300 meter op til et plateau, hvorfra der er en imponerende udsigt over gletscheren. Herfra er der ½ times vandring ned til selve isen. Turen går samme vej tilbage.
Dag 8 - Lørdag
Du kan bruge den sidste tid inden flyafgang på Narsarsuaq Museum og på Blue Ice Café. Afrejse til København (check-in en time før).


