Bestseller: Zoom ind på sne og is - ved Isfjorden og Indlandsisen

print

Denne rejse er vores mest populære vinterrejse til Grønland, hvis du vil have frihed til at planlægge dagene helt som du vil. Udflugtsmulighederne er mange i de 8 dage, som rejsen varer - og der er både tid til hundeslædetur, udflugt til Indlandsisen, opleve nordlys og meget mere. 

Du glemmer aldrig den første gang, du indånder den frostfriske luft i det øjeblik, du træder ud af flyet i Kangerlussuaq. Det er en helt speciel oplevelse, der forstærkes af synet af det snebeklædte klippelandskab og som næsten slår benene væk under dig.

De ideelle måneder for vinterferie er fra slutningen af januar til slutningen af april. Kulden er uundgåelig på disse breddegrader. Temperaturerne ligger fra ca. 5-40 graders frost, men på grund af den tørre luft føles det ikke gennemtrængende koldt. Og så er vinterperioden frem til midten af marts også dér, hvor der er bedst mulighed for at se nordlyset – læg dig i sneen, lyt til stilheden og nyd nordlysets blågrønne slør.

Kangerlussuaq er indfaldsporten til Grønland og af flere et lidt overset sted. Baglandet gemmer på en helt fantastisk natur, hvor den enorme indlandsis med dets helt eget liv, lyde og kulde er umulig at komme udenom. Er du ude efter en rejse, der kombinerer vinter, stor natur og kultur, har du valgt den helt rigtige rejse - og er du også ude efter en rejse, som sikrer dig endeløse smukke motiver, kan du være sikker på at få fuld valuta i Ilulissat. Her får du rig mulighed for at stille skarpt på isbjerge, den fascinerende isfjord og tusindvis af slædehunde.

Dagsoversigt

Dag 1 Fra København til Kangerlussuaq - indkvartering på Polar Lodge - velkomstmøde
Dag 2 Kangerlussuaq på egen hånd
Dag 3 Fra Kangerlussuaq til Ilulissat - indkvartering på Hotel Icefiord - velkomstmøde 
Dag 4-7 På egen hånd i Ilulissat - et væld af udflugtsmuligheder
Dag 8 Fra Ilulissat via Kangerlussuaq til København

Dag 1, Fra København til Kangerlussuaq - indkvartering på Polar Lodge - velkomstmøde
Vi flyver med Air Greenland fra København til Kangerlussuaq. Forude venter en ca. 4 timers flyvetur og et 8 dages vintereventyr. 

En guide fra vores lokale udflugtskontor World of Greenland Arctic Circle modtager dig ved ankomst og hjælper til med check-in på Polar Lodge. Polar Lodge ligger et stenkast fra lufthavnen og er et afslappet overnatningssted med køkkenfaciliteter, hyggerum og souvenirbutik. Fra lodgen er der direkte view til både fly og måske en lille snehare, der sidder i skjul i de gråbrune klipper. Den knitrende lyd i sneen genlyder i stilheden og får dig helt automatisk til at glemme hverdagen.

Efter alt det praktiske med check-in og udpakning på værelset i lodgen holder guiden informationsmøde. På mødet får du oplysninger om byen, området, spise- og udflugtsmuligheder og kan få bekræftet udflugter, du allerede har bestilt hjemmefra. Det er også muligt at bestille udflugter på mødet. 

Der er nu tid til i dit eget tempo at lære Kangerlussuaq bedre at kende og få ideer til hvad dagen i morgen skal byde på.

Dag 2, Kangerlussuaq på egen hånd
Dagen i dag råder du helt selv over og det smukke bagland indbyder til forskellige udflugter.

Det er for eksempel næsten obligatorisk at tage på en moskussafari med bus. De store hårbolde kan være lidt svære lige at få øje på. På afstand ligner de store sten – og nogle gange er det faktisk en sten. Der lever i dag 10.000 moskusokser i området mellem indlandsisen og Sisimiut, men de bestemmer selv hvornår de har lyst til at stå model! Vi kan også være heldige at se rensdyr og polarræve.

Noget andet Kangerlussuaq er kendt for er indlandsisen, så prøv også en guidet tur til denne gigantiske iskappe, der er på størrelse med hele Vesteuropa. Tag med og få den enestående mulighed for at bestige indlandsisen - det er en helt særlig følelse at mærke den ekstra kulde og lade øjet vandre ud over den enorme isflade. På vejen kører vi forbi Russel gletscheren – en 30-80 meter høj isvæg. Her har naturen virkelig spillet med musklerne!

Om aftenen er det oplagt at tage på nordlystur. Er nattehimlen klar og fuld af stjerner, er forholdene optimale for at opleve det magiske farvespil.

Dag 3, Kangerlussuaq-Ilulissat-indkvartering-velkomstmøde 
Turen går nu videre med fly til Ilulissat. Det er en flot flyvetur på tre kvarter, hvor man rigtig kan nyde det flotte islandskab, de øde vidder og storheden. Under indflyvningen til Ilulissat dukker byen frem midt ud af ingenting. De farvede huse kæmper om opmærksomheden med de snebeklædte fjelde og ved bumpet af Dash-flyets landing kan du glæde dig til de næste par dage, der står helt i isens, vinterens og hundeslædens tegn - kombineret med kulturelle indslag fra en meget traditionel grønlandsk by.

Vi checker ind på det dejligt beliggende Hotel Icefiord og kan på det efterfølgende informationsmøde høre mere om byen og de mange udflugtsmulighederne.

Du har nu tid til at falde til og nyde godt af den fantastiske udsigt ud over byen og den verdensberømte isfjord.

Dag 4-7, På egen hånd i Ilulissat-et væld af udflugter
Diskobugten er et af Grønlands mest populære turistmål. Først og fremmest på grund af isen, men også på grund af stedets skønhed, de mange kulturelle attraktioner og samspillet mellem den traditionelle levevis og det moderne byliv. Stativer med kajakker kæmper om pladsen med parabolantenner.

Vi foreslår at starte med en guidet byrundtur. Du hører om byens historie og oplever byens mange spændende facetter. Du kan ikke undgå at se og ikke mindst høre nogle af de mange slædehunde, der befinder sig her. De fleste ligger uden for byen på store hundepladser hvis de da ikke er på tur ude i terrænet.

De næste dage er der mange dejlige udflugter at vælge imellem. Vi anbefaler en let vandretur til Sermermiut. Denne tur kan gøres både med eller uden guide alt afhængig af temperament. 

En tur på hundeslæde er også en fantastisk oplevelse. Der er mange valgmuligheder for enhver smag, fra ture på én time – blot for at prøve det – eller ture på flere dages varighed. Det er en god idé at leje en sælskindsdragt, så du kan nyde turen og det eventyrlige landskab i fulde drag uden at fryse.

En sejltur mellem parken af imponerende isbjerge er en anden bjergtagende og aldeles uforglemmelig oplevelse.

Brug også tiden på at opleve stemningen og livet i byen, gå lidt tilbage i tiden og mærk historiens vingesus på det hyggelige museum, der er Knud Rasmussens fødehjem. Fiskerne på brættet giver dig et indtryk af de spændende grønlandske madprodukter, der ikke fås friskere. Du skal heller ikke snyde dig selv for at gå en tur på systuen, hvor de laver souvenirs i sælskind eller i butikker med kunsthåndværk af for eksempel tand og ben.

Restauranterne i Ilulissat tager dig med på en rejse udi lokale specialiteter – fx grønlandsk sushi, dybstegte ammasatter, hval og sæl og på caféerne frister den friskbagte kage, så alle sanser skal nok komme på overarbejde på denne tur!

Og læg mærke til, at man aldrig bliver træt af at kigge ud over isfjorden...

Dag 8, Ilulissat-Kangerlussuaq-København
Nyd det sidste syn af Ilulissat isfjord fra flyet på vej mod Kangerlussuaq, hvor Airbussen sætter kurs mod København med ankomst om aftenen.

Udflugter i Kangerlussuaq og Ilulissat
Vi har sammensat en udflugtspakke vi synes rummer alt det bedste Kangerlussuaq og Ilulissat har at tilbyde. Denne skal bestilles senest 10 uger før afrejse. Se mere om udflugtspakken i faktaboksen i højre side.

Bestilling af enkelte udflugter i Kangerlussuaq og Ilulissat er altid bedst at få klaret hjemmefra hvis du har besluttet dig for hvad du vil opleve. Grønlands Rejsebureau sælger udflugtspakker, som passer til de enkelte rejser.

  • Praktisk information
    • Generelt om påklædning om vinteren i Grønland
       
    •  
    • Forslag til pakkeliste - lige til at printe ud
       
    •  
    • Bestilling af udflugter og udflugtspakker
       
    •  

Lignende vinterrejser til Grønland

Ring til os på 3313 1011
Ring mig op
Skriv til os