Specialtogt med Grønlands kystskib - så meget Grønland får du ikke billigere
Sikkerhed og komfort. Store oplevelser. Stilhed og frisk luft. Ægte og ærlige indtryk af Grønlands unikke natur og kultur!
Havet er Grønlands landevej, der forbinder kystbyerne på vestkysten. At opleve Grønland fra søsiden er noget helt særligt og grønlænderne har altid selv nydt godt af havet – ikke kun af ren nødvendighed og overlevelse, men også fordi naturen er så fantastisk.
På denne tur har vi skiftet den hurtige flytransport ud med en afslappende skibsrejse og får på den vis kombineret en skøn sejltur med et par oplevelsesrige landgange i og ved nogle af Grønlands smukkeste byer og naturattraktioner. Vi sejler med Arctic Umiaq Lines kystskib Sarfaq Ittuk, som igennem årtier har bragt grønlænderne fra by til by.
Togtet går fra isbjergenes by Ilulissat ned langs kysten via det frodige Qeqertarsuaq, den hyggelige by Sisimiut og to fantastiske naturattraktioner: Den kælvende gletscher Eqi og den smukke Evighedsfjord og med Grønlands hovedstad Nuuk som en herlig afslutning på rejsen.
En unik 8 dages sejltur, som tager dig med på fantastiske natur- og kulturoplevelser og alt det bedste Grønland er så kendt for: De enestående landskaber med bjerge af både is og sten krydret med Grønlands utrolige kontraster med moderne bystemning og stille bygdeliv. På hele turen vil vores erfarne rejseledere sørge for, at sikkerhed og information er helt i top! Forestil dig at nyde udsigten til isfjelde i alle mulige nuancer og måske endda spotte hvaler forrest på det hyggelige kystskib…
Vi rejser i september måned, hvor gennemsnitstemperaturen i Ilulissat er 2,4 og 3,2 i Sisimiut. Efteråret er på vej og landskabet ændrer farve til gyldne nuancer.
Dagsoversigt
Dag 1 Fly København - Kangerlussuaq - Ilulissat og check in på Hotel Arctic
Dag 2 Dagen til at udforske Ilulissat
Dag 3 Ombordstigning på kystskib Sarfaq Ittuk med kurs mod Eqi
Dag 4 Den kælvende bræ Eqi og valgfri 5 timers vandretur
Dag 5 Diskoøen, byrundtur og vandring
Dag 6 Sisimiut, byen ved rævehulerne
Dag 7 Evighedsfjorden
Dag 8 Hovedstaden Nuuk
Dag 9 Hjemrejse via Island til København

Dag 1 København-Kangerlussuaq-Ilulissat-check in på Hotel Arctic
Vi flyver fra København til Kangerlussuaq med Air Greenland. Undervejs kan du nyde en let anretning og filmunderholdning. Grønlandseventyret er kun ca. 4 timer væk. Er det første gang du skal til Grønland, vil det første syn af landet, den enorme hvide isflade og nunatakker, der rager op igennem kappen af indlandsis uden tvivl give dig gåsehud. Det er en verden uden lige!
Ilulissat er Grønlands tredjestørste by med ca. 4500 indbyggere og er en skøn blanding af moderne impulser og traditionel grønlandsk levevis. Kajakker og tørfisk hænger på stativer side om side med vasketøj og flere tusinde slædehunde præger bybilledet og sørger for en stemningsfuld atmosfære med deres hylen.
lByen ligger ved mundingen af den 50 kilometer lange isfjord, hvor verdens mest produktive isbræ Kangia producerer mere end 20 millioner ton ismasse i døgnet.
Indkvartering finder sted på det 4-stjernede Hotel Arctic, som ligger i første række til Ilulissat isfjord, der er på UNESCOs Verdensarvliste.
Dag 2 Kom tættere på Ilulissat og Isfjorden
Du har hele dagen til at udforske Ilulissat og de mange seværdigheder i Nordgrønlands hovedstad. Guiderne tager dig med på en byrundtur i Knud Rasmussens smukke fødeby, og en herlig vandretur til den nedlagte boplads Sermermiut, panoramisk beliggende ved isfjordens munding, er også på programmet.
Dag 3 Ombordstigning på Sarfaq Ittuk-kurs mod Eqi
Frem til sidst på eftermiddagen er der tid til at nyde Ilulissat på egen hånd.
Ilulissat er spækket med natur- og kulturoplevelser: Som i mange andre byer prydes bybilledet af huse i forskellige farver og isbjergenes vægge reflekterer solens stråler i et væld af farvenuancer og skygger. På en vandretur til Sermermiut får du indblik i Grønlands forhistorie med Ilulissats isbjerge som den smukkeste kulisse. Sejlture mellem isfjelde. Besøg i bysbarnet Knud Rasmussens fødehjem, der i dag er byens hyggelige museum og bjergtagende helikopterture til Ilulissat isbræ over fjelde, søer, elve og isfjorden. Nyd også en kop kaffe på en af byens caféer og gå en tur på brættet, hvor dagens fangst ligger på parade. Måske er der også mulighed for at opleve en stemningsfuld grønlandsk gudstjeneste i den smukke Zion kirke, der næsten symbolsk er placeret med direkte udsigt til isfjorden.
Om eftermiddagen er der ombordstigning på Sarfaq Ittuk, hvor du kan finde dig til rette og udse dig den bedste lækrog! Vi stikker nu til søs og kan nyde en 3 retters velkomstmiddag i skibets restaurant med udsigt til is – og masser af vand.
Kursen sættes mod nord og den helt fantastiske Eqi-gletscher.
Dag 4 Den kælvende bræ Eqi - 5 timers vandretur
Glæd dig til en hel dag ved naturperlen Eqip Sermia, hvortil landgang finder sted med kystskibets landgangsfartøj. Her i dette afsidesliggende paradis vil du opleve hytte’byen’ Ice Camp Eqi – 15 hyggelige hytter alle med udsigt til bræen. Måske en ide til din næste ferie i Grønland?
Eqi strækker sig over 3,4 km og den gennemsnitlige højde fra bund til top er ca. 200 meter, hvoraf 30 til 80 meter strækker sig over havets overflade. Det er fantastisk at opleve både små og store kælvinger og høre de næsten eksplosionsagtige lyde. Den iltrige is er også fødegrundland for mange dyr – både fugle, sæler, harer og polarræven er hyppige gæster i det smukke område.
Der er mulighed for at tage med på en 5 timers vandretur til lagunen og morænekanten. Fra hytterne vandrer vi rundt om den lille lagune, der ligger i bræens sydlige ende. Vi krydser elven på en let overgang og går videre op ad den flotte moræne, hvorfra vi kan se ned i bræens enorme sprækker. En skøn tur, hvor du kommer helt tæt på det eventyrlige landskab og den øredøvende stilhed.

Dag 5 Diskoøen-byrundtur og vandring
I dag anløber vi Qeqertarsuaq på Diskoøen. Byen er en lille, stille, men samtidig farverig by. Naturen er meget anderledes end i resten af Diskobugten, idet øen er af vulkanisk oprindelse. Området er præget af høje basaltfjelde dækket af gletschere og gennemskåret af dybe, frodige dale og varme kilder, der danner basis for en rig flora. Små stier, uberørte områder, brusende elve, hyggelige kroge og kæmpe klipper med udsigt den store grønlandske natur så langt øjet rækker.
På dagens byrundtur får vi et indblik i byens historie, som blev grundlagt af den legendariske hvalfanger Svend Sandgren helt tilbage i 1773 og siden da har været omdrejningspunkt og legeplads for de store grønlandske hvaler og forskning på Arktisk Station, der især om sommeren summer af aktivitet.
Der bor ca. 992 indbyggere, hvoraf ca. 41 bor i byens eneste bygd Kangerluk. Fangst efter hval, sæl og hellefisk er den primære beskæftigelse og byen er i dag et velfungerende og moderne samfund.
Opholdet på Qeqertarsuaq byder også på en skøn vandretur til Blæsedalen og udmundingen af Røde Elv. Området omkring Røde Elvs udløb er præget af det jernholdige fjeld. Den brusende elv leverer med al sin kraft smeltet is fra Lyngmarks gletscheren ud i Diskobugten. Vi vandrer op langs elven og belønnes med synet og lyden af to meget kraftige vandfald.
Små stier, mægtige klipper, grønne tæpper af blomster og øde områder så langt øjet rækker. Stilheden afbrydes kun af snespurvens kvidren. Tættere kommer du ikke på den fantastiske natur her på den store ø.

Dag 6 Sisimiut-byen ved rævehulerne
Sarfaq Ittuk anløber i dag Sisimiut, byen ved rævehulerne, som med ca. 6200 indbyggere (heraf 800 i 3 bygder) er Grønlands næststørste by 42 kilometer nord for polarcirklen. Sisimiut ligger i åbentvandsområde, hvor havet ikke fryser til om vinteren. Hundeslæden er flittigt benyttet om vinteren, og de mange slædehunde kan ses og høres på lang afstand. De karakteristiske farvede huse ligger henslængt i det kuperede landskab og det er let at føle sig hensat til ældre tider i det spændende museumsområder med historiske huse og to store hvalkæber fra en bardehval som indgangsport.
Sisimiut er en meget driftig by med en moderne reje- og krabbeforarbejdningsfabrik, travle fisketrawlere, byggeri og uddannelsessteder. Alligevel er området præget af uspoleret natur og sand uforstyrrethed.
I det røde gamle pakhus i havnen arbejder flere af byens kunstnere med smykker og kunsthåndværk af fedtsten, tand og ben, og på turistkontoret og i flere af byens forretninger kan du finde en smuk souvenir til dig selv eller familien. Materialerne er i dag meget forskellige: Moskusuld, fedtsten, rensdyrgevir, smykkesten, fiske- og sælskind og udvalget spænder fra den mere traditionelle kunst til mere eksperimenterende.
Brættet i Sisimiut byder dig velkommen med udskårne og malede dyr på facaden og giver dig en mulighed for at mærke og indsnuse det lokale liv. Der handles og snakkes og dagens fangst af fisk, sæl, rensdyr og fugle fås ikke friskere.
Dag 7 Evighedsfjorden
Om formiddagen er der landgang i bunden af den smukke Evighedsfjord, der præges af gletschere, som presses ned mellem de stejle fjelde og hænger som store tunger ned mod vandet. Fjorden er ca. 100 km lang og landskabet veksler mellem meget stejle kystpartier og en lang række gletschere, hvoraf flere kælver i fjorden, mens andre er hængebræer, som afsmelter højt oppe på fjeldsiderne eller styrter i fjorden. De højeste fjelde er på mere end 2000 meter så du vil uden tvivl mærke sandheden i flosklen ’at føle sig meget lille i naturen’.
Efter frokost er der også landgang et andet naturskønt sted længere ud af fjorden, så det er en dag, der igen står på stor natur og oplagte motiver.

Dag 8 Hovedstaden Nuuk
Hovedstaden Nuuk er sidste stop på turen. Efter indkvartering på Hotel Hans Egede, der ligger i hjertet af byen, er der tid både til en guidet byrundtur og til at opleve Nuuk på egen hånd.
Nuuk er Grønlands største by med ca. 15.500 indbyggere og blev grundlagt i 1728 af den dansk-norske præst Hans Egede. Byen er smukt beliggende ved mundingen af det vidtstrakte fjordsystem Nuup Kangerlua.
På byrundturen vil du opleve den gamle bydel omkring kolonihavnen i skarp kontrast til boligblokke og parcelhuse. Den smukke kolonihavn er næsten som at rejse tilbage i tiden med den gamle kirke, det rød/gule lærerseminarium og Hans Egedes gule kampestenshus. Kolonihavnen huser også Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i de gamle pakhuse. Her udstilles alt fra kajakker og konebåde til amuletter og dragter – og de berømte mumier fra Qilakitsoq.
Brættet ligger i udkanten af kolonihavnen og fangerne gør plads til dagens fangst af dugfriske torsk, sæl og ryper.
Den arkitektoniske perle Katuaq, formet som nordlysets blafrende lysslør blev indviet i 1997 og byder på kunstudstillinger, teaterforestillinger, foredrag, koncerter og Grønlands største biograf – og så er caféen et besøg værd med skønne veltilberedte retter og friskbagte kager.
Udenfor Grønlands Selvstyre står Kaassassuk-skulpturen og byder den besøgende velkommen ind i de moderne bygninger, hvor selvstyrets administration og Grønlands Landsting holder til.
Nuuk er indbegrebet af tradition og fornyelse. Store firhjulstrækkere side om side med skateboards. Brugsens det bedste og friske fisk direkte fra havet – med den store natur lige i baghaven.
Dag 9 Hjemrejse via Island til København
Om formiddagen flyver vi fra Nuuk til Island og videre til København næste morgen.