NYHED - Storbydrømme og bygdeliv i Nuuk
Grønlands hovedstad Nuuk krydret med indlandsis i Kangerlussuaq og bygdeliv i Kapisillit
Denne nye 10 dages rejse starter i Kangerlussuaq. Det spændende landskab er her er karakteriseret ved tundra, gletscherfronter, indlandsis og en rig bestand af moskusokser og rensdyr der giver dig en fantastisk introduktion til Grønland og slår tonen an for de kommende dages eventyr.
Den gamle koloni Godthåb – Nuuk emmer af kultur og historie! Her finder vi bl.a. de verdensberømte Qilakitsoq-mumier på nationalmuseet og en række af grønlands vigtige historiske bygninger. Denne arktiske lille storby er også en moderne metropol med højhuse og moderne livsstil. Byens fjordsystem byder på naturoplevelser af de helt store og fjeldene indbyder til vandreture. Grønlands største by med mere end 15.000 indbyggere ligger 240 km syd for polarcirklen. I bunden af fjorden omkranset af majestætiske fjelde ligger bygden Kapisillit placeret. Her introducerede Kongelige Grønlandske Handel tamrener fra Lapland og den dag i dag er der masser af rener i området.
På turen her kommer vi hele vejen rundt; kultur, natur, historie, storbyliv, bygdeliv og ubeskrivelig smuk natur – alt sammen i selskab med en erfaren rejseleder fra Grønlands Rejsebureau.
Dagsoversigt
Dag 1 Fly København – Kangerlussuaq og sightseeing
Dag 2 Udflugt til Indlandsisen, Punkt 660
Dag 3 Fly til Nuuk og byrundtur
Dag 4 Vandretur til Lille Malene og besøg på Naturinstituttet
Dag 5 Med båd til Kapisillit og aftenvandring
Dag 6 Sejltur til isfjorden ved Nuuk
Dag 7. Afslapningsdag i bygden Kapisillit
Dag 8. Sejltur med overnatning
Dag 9. Besøg i den forladte bygd Qoornoq
Dag 10 Hjemrejse dag med Nuuk København via Kangerlussuaq
Dag 1 Fly København - Kangerlussuaq, sightseeing og velkomstmiddag
Vi flyver fra København med Air Greenland til Kangerlussuaq. Lufthavnen og bygden Kangerlussuaq med ca. 600 indbyggere ligger dybt inde i bunden af Søndre Strømfjord næsten klos op ad den gigantiske indlandsis. Efter godt 4 timers flyvning ankommer vi til Kangerlussuaq om formiddagen.Vi checker ind på Polar Lodge og får tildelt vores værelser. Polar Lodge er skønt beliggende i første række til det imponerende fjeldlandskab.
Dagens udflugt går med mountainbike ud til Sugar Loaf. Et karakteristisk fjeld midt i den store dal ind mod indlandsisen. Ruten går ad ujævnt terræn med en temmelig stejl stigning. Til gengæld belønnes man med en storartet udsigt over hele området med indlandsisen, fjorden og lufthavnen. Navnet Sugar Loaf hentyder i øvrigt til fjeldets lighed med et stykke wienerbrød når den første sne har lagt sig som blød glasur. Om aftenen inviterer vi til en middag i Roklubben og kan der nyde en dejlig udsigt ud over Lake Ferguson omkranset af de karakteristiske fjelde.
Dag 2 Udflugt til Indlandsisen, Punkt 660
Efter morgenmaden står den på en tur til Punkt 660, som er et smukt israndslandskab med indlandsisen og et fantastisk morænelandskab i baggrunden. 4-hjulstrækkeren parkerer lige ved indlandsisens kant og vi går nu op på selve indlandsisen. Det er en vældig oplevelse at se dette univers af is og mærke kulden fra den – og stilheden. Turen byder på et smukt varieret tundralandskab med gode chancer for at se rensdyr og moskusokser.Har du lyst til selv at udforske området omkring Kangerlussuaq, er der god tid til dette senere på dagen.
Dag 3 Fly til Nuuk og byrundtur
I dag flyver vi fra Kangerlussuaq til Nuuk og har – afhængig af vejret – en fin udsigt over det enorme landskab med is og klipper så langt øjet rækker og ved indflyvningen til Nuuk får du et indtryk af den lille storby, hvis farvede huse lyser op midt i ødemarken. Vi checker ind på Sømandshjemmet, der ligger med udsigt til havnen og ikke så langt fra centrum.
Efter grønlandske forhold er Nuuk med sine mere end 15.000 indbyggere en travl storby med rundkørsler, trafiklys, busser, taxaer, forretninger, restauranter, caféer og fitnesscentre. Højhuse bryder horisonten og kontrasterne til den gamle bydel ved kolonihavnen er meget store, men gør oplevelsen så meget desto stærkere.
På byrundturen får du et godt overblik over byen. Måske er der noget du især interesserer dig for og har lyst til at udforske senere.
Dag 4 Vandretur til Lille Malene og besøg på Naturinstituttet
Morgenmaden indtages i Sømandshjemmets cafeteria, hvorefter vi tager på en vandretur rundt om Lille Marlene. Fra toppen af Lille Marlene i 441 meters højde er der et skønt view ud over Nuuk og byens vartegn Sermitsiaq-fjeldet med de skarpe tinder. En dejlig vandretur på omkring 12 km, som giver ny energi til de næste par dage.
Op ad dagen besøger vi Grønlands Naturinstitut, der blev indviet i 1998 og som med en udvidelse i 2011 nu breder sig over næsten 3.000 m2. Det er lidt af en arkitektonisk perle, som med det åbne landskab omkring sig falder næsten helt naturligt ind. Den kendte grønlandske kunstner Aka Høegh har stået for udsmykningen af institutets kantine med relieffer, der er hugget direkte ind i betonen på de store vægflader.
Dag 5 Med båd til bygden Kapisillit og aftenvandring
Nuuks fantastiske fjordsystem indbyder til sejlture. Vi tager dig derfor med på et 4 dages skønt ophold i bygden Kapisillit, der ligger i bunden af fjorden ca. 75 km fra Nuuk. Området omkring Kapisillit er fantastisk og et skønt modstykke til det hektiske Nuuk. Alene sejlturen til bygden er en kæmpeoplevelse med de enorme vidder, fjeldene, iskosser og stilheden. Man kan ikke andet end at få respekt for den grønlandske natur.
Grønlands eneste lakseelv ligger kun ca. 3 km fra bygden. Her går skællaksen op og gyder og er et yndet sted for lystfiskere indenfor den tilladte sæson. Vandet i elven er helt rent og dejligt friskt og sceneriet er intet mindre end spektakulært.
I Kapisillit indkvarteres vi et hus midt i bygden og kan nu se frem til at være en del af bygdens fredelige liv, hvor tiden næsten står stille. Vi tager på en aftenvandring i bygden, der med under 100 indbyggere har egen skole, kirke og købmand – et lille samfund midt i vildmarken.
Dag 6 Sejltur til isfjorden i Nuuk
Dagen i dag byder på en herlig vandretur til isfjorden øst for Kapisillit. Vi laver madpakker og begiver os til fjelds hele dagen. Vandringen er behagelig og afvekslende og ikke mindst meget spektakulær!
Dag 7. Afslapningsdag i bygden Kapisillit
Dagen er til egen disposition. Du kan bruge dagen til afslapning og iagttagelse af livet i bygden, eller du kan sammen med rejselederen tage på fiske eller vandretur i området.
Dag 8. Sejltur med overnatning
Formiddagen bruger vi på at nyde den sidste tid i bygden inden en stor udflugts båd hen ad eftermiddagen henter os. Vi sejler nordover blandt fjelde der rejser sig stejlt op ad fjorden og når mere end 1500 meters højde. Ved aften tide når vi fuglefjeldet Innajuattoq. Vi overnatter ombord på skibet.
Dag 9. Besøg i den forladte bygd Qoornoq
Med udsigt til isfjorden starter dagen i dag på smukkeste vis og kursen sættes nu tilbage til Nuuk og Sømandshjemmet. På vejen ligger vi ruten forbi den forladte bygd Qoornoq der er et yndet udflugtsmål og sommerhytte området for Nuuks borgere. Vel fremme i Nuuk har du eftermiddagen til at nyde byen i dit helt eget tempo. Gå en tur på hovedgaden, tag på jagt efter souvenirs og nyd et stykke hjmmebagt kage på en af byens caféer. Vi kan også anbefale dig at nyde de smukke bygninger i kolonihavnen og i Myggedalen.
Kulturcentret Katuaq med den nordlysinspirerede facade ligger i gåafstand fra kolonihavnen ikke så langt fra Grønlands Selvstyre og Landstinget med Simon Kristoffersens Kaassassuk-skulptur i forgrunden. Et besøg på brættet viser Grønlands afhængighed af naturens ressourcer. Overalt i Nuuk vil du se kontrasten mellem det moderne Nuuk og den traditionelle livsførelse – fra brættets dugfriske produkter til Brugsens flyfriske varer. Vi spiser afskedsmiddag på en af byens restauranter.
Dag 10 Fly til København via Kangerlussuaq
Efter morgenmad begiver vi os til lufthavnen og siger farvel til Nuuk. Turen går nu tilbage til Kangerlussuaq og København med ankomst om aftenen.
