Drømmerejse i Diskobugten (Set på TV!)

print


12 dage på enten hotel eller vandrehjem rundt i Diskobugten, hvor den ene smukke naturperle afløser den anden. Dette er rejsen, der giver dig følelsen af at være hvor ingen har været før dig og samtidig tager dig med ind i hjertet af små hyggelige bygder og byer, hvor livet leves som det altid er blevet med fangst og fiskeri som et nødvendigt livsgrundlag kombineret med det mere moderne Grønland.

Turen starter i Kangerlussuaq, hvor indlandsisen troner så langt øjet rækker. Herefter går det videre til Ilulissat, der er udgangspunktet for afstikkere til blandt andet den kælvende bræ Eqi og bygden Oqaatsut, der ligger fantastisk smukt på et skærgårdsnæs med høje fjelde som baggrund.

Rejsen finder sted i perioden juni-august. Frem til slutningen af juli er Diskobugten indhyllet i midnatssolens skær og kan opleves på aftensejlture med isbjerge som den ultimative kulisse.

Dagsoversigt
Dag 1 København til Kangerlussuaq - indkvartering på Polar Lodge - informationsmøde
Dag 2 Kangerlussuaq til Ilulissat - Indkvartering - informationsmøde - velkomstmiddag
Dag 3-4 På egen hånd i Ilulissat
Dag 5 Med båd til Eqi - indkvartering i Ice Camp Eqi
Dag 6 På egen hånd i Eqi
Dag 7-8 Med båd til Oqaatsut - middag på H8 - retur til Ilulissat
Dag 9-11 På egen hånd i Ilulissat
Dag 12 Ilulissat - Kangerlussuaq - København

Dag 1. København - Kangerlussuaq og indkvartering
Der er afgang med Air Greenland fra København til Kangerlussuaq og eventyret er kun 4 timer væk. Ved ankomsten modtages du af en guide fra World of Greenland Arctic Circle, der hjælper til med indkvartering på Polar Lodge. Lodgen ligger et stenkast fra lufthavnen, tæt på indkøbsmuligheder og med den store natur lige ude i baghaven.

Umiddelbart efter check-in afholder guiden et informationsmøde og giver dig nogle ideer til udflugter i det spændende område. Du har nu eftermiddagen til at gå på opdagelse. Den gamle amerikanske base tager dig med på en sviptur tilbage i historien med de gamle barakker, museet hvor tiden næsten står stille og vragdele fra et  T33A-jagerfly i Sandflugtsdalen.

Og når du nu er i Kangerlussuaq, er det oplagt at tage med på en tur ind til den endeløse indlandsis, hvor du kan opleve at stå med hundredvis af meter is under fødderne. Turen går også forbi Russell gletscheren – en 30-80 m høj isvæg med en elv i front. Chancen for at se en moskusokse er der – de kan dog ofte forveksles med en stor sten.


Ilulissat med isfjelde foran

Dag 2 Indenrigsfly fra Kangerlussuaq til Ilulissat og velkomstmiddag om aftenen
Så går turen videre med fly til Ilulissat. Ved ankomst til Ilulissat vil du blive afhentet af Hotel Arctics bus og som du nærmer dig hotellet kan du glæde dig over hotellets beliggenhed højt over byen og den berømte isfjord.

Der afholdes umiddelbart efter check in på hotellet et informationsmøde, hvor en guide fra World of Greenland fortæller løst og fast om området og alle de mange udflugter, der er mulige enten på egen hånd eller på guidede ture til vands, til lands og fra luften.

Inden der bydes på en dejlig velkomstmiddag i hotellets skønne restaurant, er der tid til at slappe lidt af og sondere det smukke landskab lige uden for hotellets dør. Det er svært at fjerne blikket fra isfjordens skiftende scenerier!

Hvis du har valgt vandrehjemmet bliver du hentet af en chauffør fra World of Greenland og indkvarteret på vandrehjemmet. Informationsmødet finder sted på vandrehjemmet umiddelbart efter ankomst. Der er ikke servering af mad på vandrehjemmet, men der er gode køkkenforhold og med de fineste råvarer fra det grønlandske hav har du muligheden for selv at kreere udsøgte menuer. 


Sejltur ved Ilulissat Isfjord

Dag 3-4 På egen hånd i Ilulissat
Du har nu 2 dage på egen hånd i Ilulissat. Ilulissat er en skøn og meget grønlandsk by, der både rummer moderne bystemning og den mere traditionelle livsstil. Fangst og fiskeri er i højsædet og kuttere kæmper om pladsen med trawlere. Slædehunde og huse i næsten alle regnbuens farver pryder klippelandskabet.

Den smukke isfjord er de lokale fiskeres arbejdsplads og samtidig en af de største attraktioner i Ilulissat. Det der gør isfjorden så speciel er isbjergene og lyset, som hele tiden får farverne på isen til at skifte. Isfjorden blev i 2004 optaget på UNESCOs Verdensarvliste - det er et uforglemmeligt og meget imponerende syn.

Men udover isfjorden er der mange andre måder at opleve Knud Rasmussens fødeby på. Start for eksempel med en kulturhistorisk byvandring og kom lidt tættere på byen i historisk perspektiv.

Det er også oplagt at tage med på en vandretur til den forladte boplads Sermermiut, hvor ruiner og gamle køkkenmøddinger vidner om tidligere tiders bosætning. En lidt længere vandretur går langs isfjorden og ud i det vilde landskab fuld af syns- og dufteindtryk.

Eller hvad med en sejltur mellem isbjerge. Der arrangeres både dags- og aftenture. Sommeren er også et perfekt tidspunkt at tage på hvalsafari. Diskobugten er nemlig en yndet legeplads for de imponerende havdyr.

Vi kan også anbefale en helikoptertur, der tager dig helt tæt på den 7 km brede bræ. Turen går hen over fjelde, søer, elve og isbjerge og giver dig et superflot view over det fredede UNESCO-område.


Udsigt mod Eqi-bræen

Dag 5 Med båd til Eqi - indkvartering i Ice Camp Eqi
Tidlig morgen går turen med båd nordpå til Eqi som flere gæster og lokale har udråbt til noget af det smukkeste Grønland har at tilbyde. Efter en god frokost foran Eqi-bræen lægger båden til ved Ice Camp Eqi, hvor du indkvarteres i hytte. Den utæmmede natur ligger lige udenfor døren og roen kan nydes fra hyttens terasse. De 14 hytter byder på behagelig komfort, en helt unik udsigt og lækre måltider i hyttebyens Café Victor opkaldt efter den kendte polarforsker Paul-Émile Victor.

Dag 6. På egen hånd i Eqi med udsigt til den kælvende bræ
Du har dagen i dag på egen hånd. Vi anbefaler en kortere vandretur til lagunen og isbræen eller en lang vandretur op på indlandsisen, hvor du kan opleve randisens sprækker, smeltevandsbrønde og det dynamiske morrænelandskab. Den korte tur kan vandres uden guide, men på turen op på indlandsisen anbefaler vi af sikkerhedshensyn en erfaren guide. Ønsker du at deltage i guidede vandreture i Eqi er det en god idé at bestille i god tid hjemmefra.

Dag 7-8 Med båd til Oqaatsut med middag i restaurant H8 og retur til Ilulissat
Nyd formiddagen i dit helt eget tempo. Efter frokost kommer båden fra Ilulissat og bringer dig til den gamle hvalfangerbygd Oqaatsut (Rodebay), der ligger naturskønt 15 kilometer nord for Ilulissat.

Som alle bygder emmer Oqaatsut af ”Grønland i gamle dage” og her er ro til fordybelse og afslapning, men der er også liv med børn, skole, købmand, fiskere og fangere. Efter en dejlig middag i Restaurant H8 sejler båden dig tilbage til Ilulissat, hvor du atter indkvarteres på Hotel Arctic eller vandrehjemmet.

Dag 9-11 På egen hånd i Ilulissat ved fjorden
De to sidste dage i Ilulissat råder du selv over. Gå eksempelvis på en tur ned på havnen, der om sommeren emmer af aktivitet. Sæt dig et sted med udsigt ud over fjorden og de smukke isbjerge, der står badet i sollyset. Nyd en god kop kaffe på en af byens caféer og et godt måltid på en af byens spændende restauranter, som bruger friske grønlandske produkter på menukortet. Det må siges at være ’alt godt fra havet’!

En afskedsmiddag på Hotel Arctic runder turen af og det er ved at være sidste chance for at nyde Ilulissat.


Isfjelde ved Ilulissat
Dag 12 Ilulissat-Kangerlussuaq-København
Turen går nu sydover med fly fra Ilulissat til Kangerlussuaq. Inden afrejse med flyet til København som afgår sidst på aftenen, er der god tid til at indsnuse det sidste af Grønland inden eventyret slutter for denne gang.Du ankommer til København tidlig morgen næste dag. 

Udflugter i Kangerlussuaq og Ilulissat
Vi har sammensat en udflugtspakke vi synes rummer alt det bedste Kangerlussuaq og Ilulissat har at tilbyde. Den skal bestilles senest 10 uger før afrejse. Se mere om udflugtspakken i faktaboksen i højre side.

  • Yderligere information om rejsen (klik og fold ud)
    • Forslag til pakkeliste - lige til at udskrive
       
    •  
    • Bestilling af udflugter og udflugtspakker
       
    •  
    • Hotel Arctic
       
    •  
    • Ilulissat Vandrehjem
       
    •  
Ring til os på 3313 1011
Ring mig op
Skriv til os