Forårsfornemmelser i Grønland - med kystskib og ophold i byer langs kysten (udsolgt)

print

Lignende forårs- og sommerrejser til Grønland

Denne specialrejse giver dig en helt særlig kombination af at rejse med både indenrigsfly og kystskib langs Grønlands vestkyst samt opleve de mest populære steder og byer i Grønland. Rejsen er med rejseleder. Vi har plukket det bedste ud; Indlandsisen i Kangerlussuaq, hovedstaden Nuuk og ikke mindst Ilulissat i Diskobugten ved UNESCO sitet – den verdensberømte isfjord.

Vi har sammensat turen så der også er lidt tid til at gå på opdagelse på egen hånd, men rejselederen er med hele vejen med informationer, fortællinger, guidede ture og praktisk hjælp.

Du rejser i maj, hvor du får en lille fornemmelse af det grønlandske forår med temperaturer, der måske ikke umiddelbart frister til kortærmede t-shirts, men som på grund af den tørre luft virker mere behageligt friske. Midnatssolen regerer nord for polarcirklen fra midten af maj og giver lange solfyldte nætter. En dejlig og uforglemmelig ferie fuld af store indtryk – og naturfristelser i rigelige mængder.

Beretning fra en begejstret rejsende
"Jeg elsker sejlturen med kystskibet Sarfaq Ittuk
, og når det stille og roligt bevæger sig op langs kysten bemærker man virkeligt Grønlands storhed. Time efter time sejler man uden at se byer og veje. Det er bare ren uberørt natur, og når man så nærmer sig næste by eller bygd, skal jeg ud på dækket og kigge med, når billethuset sættes på havnen og folk stiger af og på.

Så føler man sig som en medrejsende frem for en turist, der kigger med fra sidelinien... Tiden går lidt i stå. Der er tid til afstresning og virkelig tid til at tale med de mennesker, der også er på rejse.

I Grønland kan man lade stress og dagligdag bag sig og bare nyde at være til. Det har jeg sjældent prøvet andre steder i verden. Når så isbjergene begynder at vise sig i alle former og farver, ja, de er blå, turkise og alle nuancer af hvid, så ved jeg, at jeg er på rette vej mod isfjorden og Ilulissat, Sermermiut sletten og den søde befolkning i byen. Det fantastiske lys når man langt over midnat stadig ser solen på himlen, så ved jeg, at drømmen igen er blevet til virkelighed og jeg igen er tilbage i Grønland - det ultimative feriested for mig.

Det var en fantastisk tur vi var på i maj/juni 2010. Søde medrejsende og en rigtig god guide, Henri, der også elsker Grønland og forstår at videregive sin glæde ved at rejse i Grønland."

Dagsoversigt

Dag 1 København til Kangerlussuaq - indkvartering på Polar Lodge - velkomstmiddag
Dag 2 Med fly til Nuuk - byrundtur - indkvartering på kystskib
Dag 3 Sejltur nordover med anløb i bla. Sisimiut
Dag 4 Ankomst til Ilulissat - indkvartering på Hotel Arctic - byrundtur
Dag 5 Ilulissat - på egen hånd - aftensejltur mellem isbjerge
Dag 6 Ilulissat - sejltur til bygden Oqaatsut
Dag 7 Ilulissat - på egen hånd
Dag 8 Hjemrejse til København

Indlandsisen i Grønland

Dag 1 København til Kangerlussuaq - indkartering på Polar Lodge
Udflugt til Indlandsisen - velkomstmiddag
Vi flyver fra København til Kangerlussuaq med Air Greenlands Airbus. Det første syn af Grønland er noget helt særligt og allerede dér kommer du i en helt anden stemning. 8 spændende dage venter! I Kangerlussuaq checker vi ind på Polar Lodge. Lodgen ligger få hundrede meter fra lufthavnen med det smukke klippelandskab lige i baghaven. Efter rejselederen har budt velkommen er der mulighed for en tur til den imponerende indlandsis. Indlandsisen i Grønland er verdens næststørste iskappe og dækker 80% af Grønlands areal – svarende til 40 gange Danmarks areal og har til alle tider tiltrukket ekspeditioner og forskere. Og dét med god grund for det er en helt unik oplevelse at se og stå på den enorme isflade og mærke naturens kræfter. Undervejs passeres den spektakulære Russell gletscher, som med sin op til 60 m lodrette isvæg er endnu et wauw-syn.

Om aftenen er der middag i Roklubben smukt beliggende på bredden af søen Lake Ferguson ca. 5 km udenfor Kangerlussuaq.

Nuuk - lille hovedstad i dramatiske kulisser

Dag 2 Med fly til Hovedstaden Nuuk - byrundtur og indkvartering på kystskib
Grønlands nationalmuseum med de berømte mumier og den gamle kolonihavn
Efter morgenmaden flyver vi fra Kangerlussuaq til Nuuk og inden ombordsstigningen på kystskibet Sarfaq Ittuk er der tid til en byrundtur.

Byens vartegn Sermitsiaq-fjeldet giver dig en næsten majestætisk velkomst og det fantastiske fjordsystem vidner om den vilde natur, der danner den mest utrolige kulisse til den lille civiliserede storby. Der bor over 15.000 indbyggere, som nyder godt af mere end 100 km asfalteret vej. Selvom byen er travl, ligger naturen ikke langt væk og de fleste i byen bruger naturen aktivt året rundt.

På byrundturen introduceres du til de største attraktioner som Grønlands Nationalmuseum, det smukke kulturhus Katuaq, hvis facade er formet som nordlyset og den ligeså smukke gamle bydel med Hans Egedes statue, der skuer ud over den gamle kolonihavn, fjorden og kæden af fjelde i baggrunden.

Resten af eftermiddagen er til oplevelser på egen hånd. Er du på udkig efter grønlandsk kunsthåndværk, kan du finde et stort udvalg i byens souvenirbutikker, som har alt fra små fine øreringe til sælskindspelse.

Sidst på dagen går vi ombord på Sarfaq Ittuk og forude venter 2 dage ombord med kurs mod Ilulissat. Kystskibet sejler op og ned langs vestkysten og bruges også af grønlænderne selv. Når skibet lægger til i kystbyerne, er der en herlig stemning af travlhed og gensynsglæde.

Undervejs kan sejladsen og det forbipasserende landskab nydes fra den indendørs panoramalounge, der ligger bagerst i skibet eller fra de mange udendørs arealer, hvor man blandt andet kan nyde den rene luft fra en liggestol på dækket.

At sejle i Grønland kan være en kølig omgang, men det er utroligt smukt! Husk det varme tøj – og kamera og kikkert. Tempoet er stille og roligt og giver dig rig mulighed for at slappe af og nyde det skiftende landskab.

Kystskibet Sarfaq Ittuk i isfyldt farvand

Dag 3 Til havs med anløb i Sisimiut - grønlands næststørste by
Guidet byrundtur, forbi brættet og den gamle bydel fra kolonitiden
Vi anløber om formiddagen Sisimiut – Grønlands næststørste by med lidt over 5000 indbyggere. Atmosfæren i den hyggelige by er varm og intens og emmer af det ægte Grønland. Farvepaletten af huse står i skøn kontrast til det kuperede klippeområde, der også i udkanten af byen lægger sten til byens mange slædehunde.

På den guidede byrundtur får du et godt indtryk af Sisimiut. Vi kommer forbi brættet med dagens nyfangede fisk og vildt, rådhuset, byens højeste udsigtspunkt og den gamle hyggelige bydel med de oprindelige bygninger fra kolonitiden.

Et herligt break på sejlturen. Vi går igen ombord på kystskibet og fortsætter nordover.

Dag 4 Ankomst til Ilulissat - byen ved isfjorden
Indkvartering på Hotel Arctic**** - guidet byrundtur
Som kystskibet nærmer sig Ilulissat er der al mulig grund til at glæde sig over synet af isbjergene. Nogle er blot store isklumper, mens andre er næsten tårnhøje. Sikken velkomst og introduktion til den storslåede Diskobugt.

Vi indkvarteres på Hotel Arctic, der ligger i første række til den fænomenale isfjord, som i 2004 blev optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

På det efterfølgende informationsmøde kan du høre lidt mere om byen og de mange udflugter i det spændende område.

Med rejselederen i spidsen tager vi på en byrundtur, hvor du får lejlighed til at lære lidt bedre at kende. Du får en introduktion til byens historie og kultur og kommer forbi museet, de gamle kolonihuse, den smukke og enkle Zionskirke og den livlige havn.

Isfjeldene foran Ilulissat er kolossale

Dag 5 Ilulissat - aktiviteter på egen hånd eller med rejselederen.
Aftensejltur mellem isbjerge ved Isfjorden i aftensolens skær.
Nyd Ilulissat på egen hånd. Den smukke by er ikke uden grund et af de mest besøgte steder i Grønland på grund af den imponerende isfjord. Isbjergene kan opleves til vands, fra land og fra luften.

Tag eventuelt med på en vandretur til Sermermiut, som er en gammel boplads, der ligger lige ved udmundingen af isfjorden, hvor de kæmpe isbjerge er strandet på en gammel moræne.

Du kan også høre et foredrag om livet som slædehund – meget aktuelt i byen, hvor tusindvis af hunde daser i fjeldklipperne, mens de venter på vinterens komme. Måske løber en glad kluntet hundehvalp dig i møde og følger dig lidt på vej.

Und også dig selv at drysse rundt på egen hånd, drik en caffe latte på en hyggelig café og find et stille sted, hvor du kan nyde udsigten.

Om aftenen er der mulighed for en skøn sejltur mellem isbjergene, som uanset vejret tager pusten fra alle. Midnatssolen hænger lavt ude i horisonten og det kan være svært at skelne dag fra nat. Reflektionerne fra det bløde, varme lys giver isbjergene og fjeldtoppene et orange farveskær og vandet bliver næsten lilla.

Dag 6 Ilulissat - aktiviteter på egen hånd eller med rejselederen.
Mulighed for sejltur til bygden Oqaatsut og frokost i den lokale restaurant.
Dagen i dag kan byde på en sejltur til den lille bygd Oqaatsut. Der bor ca. 40 mennesker og 200 slædehunde, som nyder godt af beliggenheden på en halvø med den mest storslåede udsigt til Diskobugtens isbjerge.

I det lille samfund med skole, kirke, butik og posthus står tiden næsten stille. Fiskeri efter torsk og hellefisk og jagt på sæler og hvaler er stadig livsgrundlaget. Fire måneder af året er bygden stort set isoleret i den mørke vinter. En meget autentisk og nærværende oplevelse.

Vi spiser i restauranten H8 i et tidligere pakhus med udsigt til hav og fjord. Restauranten er let at få øje på med H8 malet i gult på det mørke tag. Mætte og med ro i sjælen sejler vi tilbage til Ilulissat.

Slædehund i Ilulissat

Dag 7 Ilulissat - aktiviteter på egen hånd eller med rejseleder
Mulighed for helikopterudflugt, shopping, besøg i Knus Rasmussens Hus
Din sidste dag i Ilulissat kan du nyde som du helt selv vil. Har du aldrig fløjet i helikopter, er det måske nu tiden er inde. På en helikoptertur ind til isfjorden flyver du i lav højde henover isfjorden med de kæmpe isbjerge. Udsigten til den 7 km brede gletscherkant og den bragende stilhed er en oplevelse af de helt store.

Du kan også gå i Knud Rasmussens fodspor på byens museum og afslutte dit grønlandsophold med en shoppetur på byens hovedstrøg, hvor forretninger og souvenirshops, caféer og brættet velvilligt stiller op til kameraets linse.

Om aftenen mødes vi i Hotel Arctics restaurant, hvor vi nyder en dejlig middag og det sidste syn af midnatssolens skær ud over isfjorden.

Dag 8 Hjemrejse til København med fly over Isfjorden
Med indenrigsfly til Kangerlussuaq og videre mod København
Med bagagen fuld af oplevelser fra det fantastiske land flyver vi via Kangerlussuaq til København med ankomst om aftenen.

  • Yderligere information
    • Forslag til pakkeliste - lige til at udskrive
       
    •  
    • Rejseberetning - Det ultimative feriested
       
    •  
    • Bestilling af udflugter og udflugtspakker
       
    •  
Ring til os på 3313 1011
Ring mig op
Skriv til os
 
Feedback Form