Ilimanaq Lodge indefra

NYHED: Rundrejse i Diskobugten - nu med Ilimanaq Lodge!

Fold galleri ud full arrow
Luk
  • Destination Grønland
  • Rejsetype Med rejseleder
  • Afrejse fra København
  • Varighed 10 dage
  • Pris pr. person fra 33.285 DKK
Tilføj til favoritter

NYHED: Rundrejse i Diskobugten - nu med Ilimanaq Lodge!

NYHED! På denne tur får du mulighed for at besøge de nybyggede hytter i Ilimanaq Lodge, der ligger med en fantastisk udsigt lige syd for Isfjorden.

Denne rejse henvender sig til dig, der elsker at opleve fantastisk natur til fods og udforske små unikke og uspolerede steder. På denne rejse skal vi både bevæge os til fods og med båd for at komme til steder, der er de færreste forundt at opleve. 
 
Vi skal opleve den unikke natur på Diskoøen, kæmpe isfjelde i Diskobugten, den gigantiske Indlandsis og besøge en lille bygd, hvor vi kommer tæt på de lokale, som lever livet i pagt med naturen og uden det moderne livs hastværk. 
På rejsen kombinerer vi ophold på fire spændende steder med hver deres unikke og fantastiske natur. Med en af vores engagerede og erfarne guider er du sikker på at opleve de unikke steder, som ellers er svære at finde på egen hånd. I en gruppe med maksimalt tolv deltagere er der lagt op til en stor grad af fleksibilitet og nærhed.

Oplevelser starter i Kangerlussuaq, hvor vi skal op og gå på Indlandsisen. Herfra flyver vi til Aasiaat, den grønlandske skærgård og videre med skib til den sagnomspundne vulkanø Disko med de særlige basaltfjelde. Området er et af pukkelhvalens foretrukne opholdssteder. 

Vi har tre dage på Diskoøen med dejlige vandreture. Herfra sejler vi til Diskobugtens hovedstad Ilulissat og den verdensberømte UNESCO Isfjord. Her kommer vi tæt på is i alle afskygninger! 

De tre dage i Ilulissat byder på unik vandring langs med Isfjorden med dens ufattelige mængde af kæmpe isfjelde og mulighed for sejlads blandt isfjelde og for hvalsafari.

Fra Ilulissat sejler vi sydover og i de sidste par dage skal vi opleve den skønne bygd Ilimanaq og bo i nyopførte, komfortable luksushytter. Også her er der masser af vandring at kaste sig ud i.

Og endelig må vi ikke glemme midnatssolen, der gør nætterne lyse og dagene lange i den vidunderlige Diskobugt!
 

Dansktalende rejseleder på flere afgange

Dansk/engelsktalende rejseleder på afgangene 27. juni og 11. og 25. juli.
Dansk/tysktalende rejseleder på afgangene 4. juli.
Engelsk/tysktalende rejseleder på afgangen 20. juni og 18. juli.
NYHED: Rundrejse i Diskobugten - nu med Ilimanaq Lodge!

Rejseprogram

Rejsens program er lavet udfra, at vi skal opleve mest muligt og komme ud i naturen og uspolerede egne. Samtidig er der også plads til de klassiske udflugter, som vi mener ingen skal undvære, når de er i Grønland. Der er rum for at ændre på vandringerne og tage højde for vejr, vind og andre spændende aktiviteter. Mange udflugter er inkluderet, dog er hundeslædekørsel ikke inkluderet, da udflugten er meget afhængig af de aktuelle sneforhold på Lyngmarksbræen. Sejlturene til Isfjorden og Hvalsafarien i Ilulissat og Qajaa-udflugten ved Ilimanaq er heller ikke inkluderede.

  • Dag 1 Fly København - Kangerlussuaq - udflugt til Indlandsisen

    Lad eventyret begynde! I Kastrup lufthavn tjekker du ind hos Air Greenland og flyver direkte til Grønland. Efter 4,5 timers flyrejse lander du i Kangerlussuaq midt i naturen, på tundraen bogstaveligt talt. Allerede på flyrejsen har du nok fået et glimt af den gigantiske Indlandisis, som ligger blot 25 km fra lufthavnen og byen. 

    I lufthavnen tager guiden imod den lille gruppe og sammen går I over til Polar Lodge, 200 meter fra lufthavnen, hvor I indkvarteres. Polar Lodge ligger så centralt som overhovedet muligt og ganske få meter derfra ligger byens eneste butik med dagligvarer samt en mindre udstyrsbutik (på afgangene 11. og 18. juli foregår overnatningen dog på Old Camp, der ligger 2 kilometer fra Lufthavnen).

    Efter velkomst er det tid til en udflugt ind til selve Indlandsisen. Turen tager ca. 4 timer og vi kører i specialkøretøj ind til det såkaldte punkt 660, hvor du kan komme op og gå på Indlandsisen. Turen går gennem arktisk ørken og spændende morænelandskaber. Hold godt øje med moskusokser undervejs. Vi gør stop flere gange for til slut at parkere så tæt ved kanten af isen som muligt. 

    Herfra skal vi gå et lille stykke for at komme op på selve isen. Vi kan gå lidt ind på selve isen, dog ikke så langt, at vi bevæger os ind i spalteområderne. Følelsen af at stå på den gigantiske iskappe er ubeskrivelig. Vi kan anbefale at du prøver at tage en forfriskende drik med is fra selve isen – den knitrer på en helt særlig måde. 

    Om aftenen er der mulighed for at spise på Restaurant Roklubben, som ligger udenfor byen ved byens vandforsyningssø, Lake Fergusson. Her kan du nyde dagens ret eller spise ala carte. Maden er naturligvis baseret på de lækre råvarer, som findes i området, såsom moskusokse, rensdyr og fisk. 

    Det er også muligt at lave mad på Polar Lodge eller spise i lufthavnens cafeteria. De fleste plejer at gå tidligt i seng på deres første dag i Grønland på grund af tidsforskellen. Grønland er fire timer bagud, så når kl. er eksempelvis 21 lokal tid, så svarer det til kl. 01 i Danmark.  

     

    image
    info Indlandsisen ved Kangerlussuaq ligger kun få timers kørsel fra byen. På vej til Grønland har du et mægtigt skue over Indlandsisen fra flyet.
  • Dag 2 Fly til Aasiaat, skib til Qeqertarsuaq - indkvartering på Hotel Disko & Annex

    Dagen i dag byder på store oplevelser til vands, til lands og i luften.

    Vi starter med at flyve videre fra Kangerlussuaq til Aasiaat i Nordgrønland med indenrigsfly. Allerede før vi lander kan du spotte de små farverige huse, som er så karakteristiske for Grønland. Aasiaat bliver også kaldt de tusind øers land og kan vel ret beset kaldes for grønlands svar på skærgården. Et smukt sted fra luften. Vi har lidt tid i Aasiaat før vi sejler videre, så vi går en tur og slår et smut forbi forsamlingshuset som er prydet med malerier af Per Kirkeby.

    Fra Aasiaat går rejsen videre med skib ad søvejen mod Diskoøen. Området er en yndet legeplads for hvaler og sæler. Som vi nærmer os Diskoøen, dukker de karakteristiske basaltbjerge op i horisonten, og den smukke naturhavn byder os velkommen. Den gode havn, som Qeqertarsuaq tidligere hed, ligger godt beskyttet for isens skruninger og bølger og dønninger.

    Du har nu med stor sikkerhed allerede set de første store isbjerge, som findes i Diskobugten. Qeqertarsuaq ligger imidlertid ca. 70 km. fra de store gletschere og isfjorde ved fastlandet og derfor er det kun de helt store isbjerge, der driver forbi her.

    I Qeqertarsuaq indkvarteres vi på Hotel Disko & Annex. Hotellet ligger midt i byen med den fantastiske natur lige uden for døren. De farverige huse ligger langs vandet, hvor kæmpemæssige isbjerge driver forbi. Vi ankommer tidlig aften og efter indkvartering er det tid til at få noget godt at spise. Vi bor centralt i byen, så der er rig lejlighed til at fornemme byen, nyde udsigten, den friske luft og fornemme, at vi nu er langt mod nord.

    image
    info Udsigten fra Lyngmarksbræen over Diskobugten
  • Dag 3 Qeqertarsuaq: Byvandring og vandretur til Qaqqaliaq

    Diskoøen er Grønlands største ø og byder på et spektakulært terræn med høje basaltfjelde og en type vegetation, som ikke findes andre steder i Grønland.

    Der bor ca. 1010 indbyggere på øen Qeqertarsuaq, hvoraf størstedelen bor i selve byen. Byen ligger på en halvø og hovederhvervet er fiskeri. I den gamle lægebolig, og tidligere hovedsæde for landshøvdingen for Nordgrønland, er der i dag museum. I byen finder du også et supermarked, postkontor, skole og kirken Vorherres Blækhus. I dag tager vi på tur rund i byen og derefter går turen til Udkiggen.

    Vandretur til Qaqqaliaq – Hvaludkiggen

    ”Udkiggen”, der også hedder Qaqqaliaq, er et punkt syd for byen, der ligger helt ude til kysten. Herfra er der en helt formidabel udsigt over den sydlige del af Diskobugten, og herfra har hvalfangere i historisk tid såvel som nutiden spejdet efter hvaler. I dag er stedet som nævnt stadig godt besøgt af fangere, men også af andre, der vil nyde udsigten til havet og fangstdyrene.

    Hundeslædekørsel om sommeren (tilkøb)

    På fjeldet ovenfor byen ligger Lyngmarksbræen 900 meter over havet, og som det eneste sted i Grønland kan man her prøve at køre på hundeslæde om sommeren, hvis sneen er god nok. Der er sne hele året rundt, så sommerhundeslæde er i princippet en mulighed. Dog har sneen desværre ikke været helt god nok de senere år, og derfor anbefaler eller forhandler vi som udgangspunkt ikke længere udflugten.

    Men skulle du alligevel ønske at køre sommerhundeslæde, så kan du forhøre dig om forholdene på bræen og bestille turen hos den lokale turistoperatør, mens du er på øen. Dermed kan du beslutte dig på baggrund af de aktuelle sneforhold, mens du er på øen.

    Uanset sneforhold er udsigten dog altid vandreturen på de 900 højdemeter værd. Du får et skue over Diskobugten, hvor det at ”se så langt øjet rækker”, virkelig giver mening! Du kan vandre op på toppen og retur samme dag, eller du kan vælge en overnatning i Lyngmarkshytten på selve bræen. En overnatning vil give dig god tid til virkelig at nyde den fantastiske udsigt fra bræen. Turen derop kræver at du er i god form, da der er en del stigning, men som sagt, så er udsigten turen værd. Turen guides af lokale guider og af sikkerhedsmæssige hensyn kan rejselederen ikke guide netop denne tur.

    Bemærk: Slædekørsel er ikke en del af udflugtspakken og kan ikke købes på forhånd - det skal bestilles og betales i Qeqertarsuaq/Godhavn. 

     

    image
    info Som det eneste sted i Grønland kan man på Lyngmarks gletsjeren prøve at køre på hundeslæde om sommeren, hvis sneen er god nok.
  • Dag 4 Vandretur til Kuanit og Blæsedalen

    I dag skal vi for alvor finde vandreskoene og dagtursrygsækken frem. Landskabet i Qeqertarsuaq er præget af vulkansk aktivitet og stejle basaltfjelde, og området er oplagt til vandreture. I dag sætter og vi sætter kursen mod Røde Elv og det særlig område Kuanit. Kuanit betyder stedet med kvaner, men er også kendt for sine basaltsøjler. Området har nemlig sin egen karekteristika med helt specielle formationer af søjlebasalt. Her kan du fornemme, hvordan lavaen er størknet og har skapt de helt særlige seks-kantede basaltstrukturer, som du måske kender fra Island. På vejen langs kysten møder vi både en kamel og en elefant formet i et naturligt møde mellem lava og brænding.

    Kuanit er et særdeles frodigt område efter grønlandske standarder, hvor de lokale nyder godt af den vildtvoksende kvan (skærmplante, hvis unge skud kan spises og bruges som brændevinskrydderi). Det er varme kilder, som er grunden til, at området er så frodigt. Disse varme kilder er dog kun et par grader varmere end det ellers kolde vand på Grønland, men det gør en stor forskel. 

    Turen fortsætter op mod Skarvefjeldet og hen over Petursons randmoræne med udsigt ind i Blæsedalen. Apostelfjeldet, Lyngmarksfjeldet og Skarvefjeldet danner Qeqertarsuaqs profil og endevæg mod nord og der er tale om høje og stejle fjeldvægge, som virkelig imponerer. Det er få steder i Grønland og særligt på vestkysten at du finder den slags fjeldformationer.

    På returvejen følger vi Røde Elvs sidste løb mod havet med små og store spektakulære vandfald. For de friske kan Skarvefjeldet bestiges og udsigten nydes mod Ilulissat i øst på fastlandet, Kronprinsens Ejlande i syd og byen ved foden. 

    Man kan se meget langt i Grønland, men faktisk er det sådan, at Ilulissat, som ligger 70 km væk, kun kan ses ved at gå op i højden. På grund af jordens krumning kan du ikke se byen fra havniveau. Til gengæld kan du se Diskoøen fra Ilulissat, hvilket skyldes de høje fjelde.

     

    image
    info Landskabet i Qeqertarsuaq er præget af vulkansk aktivitet og stejle basaltfjelde og området er oplagt til vandreture. /files/Gallerier/galleri1163/1163 (10).jpg
  • Dag 5 Sejlads på tværs af Diskobugten og Den store Isfjordsvandring

    I dag venter der en fantastisk sejlads østpå mod fastlandet og Ilulissat - centrum for turisme i Diskobugten og fødested for de kæmpemæssige isbjerge, som Grønland er så kendt for. Kæmpemæssige isbjerge i hobetal dukker op, når vi krydser Diskobugten. Vi nærmer os nu Ilulissat Isfjord og mundingen af fjorden, hvor vi skal sejle langs med isbjergene.

    Vi ankommer 11.20 til Ilulissat efter nogle timers sejlads. I Ilulissat indkvarteres vi på Hotel Hvide Falk. Fra hotellet er der en fantastisk udsigt over Ilulissat Isfjord og byen. Ilulissat er vidt berømmet for Kangia – den mest producerende isbræ på den nordlige halvkugle. 

    Den store isfjordsvandring

    Om eftermiddagen skal vi ud på en pragtfuld vandretur langs med isfjorden. 

    Vi bevæger os ned til mundingen af Isfjorden ved det tidligere bosted Sermermiut, som ligger med fantastisk udsigt til isfjorden helt ned til vandkanten. Gennem 4.000 år boede de forskellige inuitkulturer på bopladsen, og i dag kan man endnu se mange rester, der vidner om deres tilstedeværelse. Jeres guide vil fortælle om om grønlændernes liv og skikke før europæernes ankomst og det er ikke svært at forstå, hvorfor de valgte at bosætte sig netop her. 
    Vi fortsætter turen og kommer lidt op i højden og kan skue ud over fjorden og isbjergene de næste mange timer. Vi passerer Kællingekløfte og gamle inuit grave og holder også en frokostpause undervejs, hvor vi kan nyde det ufattelige syn over Isfjorden. 

    Den sidste del af turen bevæger vi os lidt væk fra Isfjorden og ind i landet for at gå tilbage mod byen i ”skåret”, som det kaldes i lokale folkemunde. Udsigten over byen og Diskobugten er enestående og det er en herlig afslutning på en skøn vandredag. Det er ikke mindst herligt at genhøre lyden af byens mange slædehunde, når vi nærmer os byen. 

    Om aftenen skal det gøre godt med en god middag. Ilulissat har flere gode restauranter og cafeer og guiden vil informere om mulighederne og ikke mindst fortælle, hvornår I kan prøve grønlandsk buffet på de forskellige spisesteder. Ilulissat byder på gastronomi i verdensklasse og uanset om det skal være med hvid dug eller ej, så er muligheder mange og gode. 

    image
    info Ilulissats smukke isfjelde danner kulissen for den gamle boplads Sermermiut, halvanden kilometer syd for byen.
  • Dag 6 Ilulissat og sejlads blandt isbjerge

    Dagen i dag kan du vælge at bruge lidt på egen hånd og udforske byen. For dem der måtte ønske det vil guiden tage jer med på en byvandring. 

    Ilulissat er Grønlands trediestørste by med ca. 4.500 indbyggere og den har meget at tilbyde den nysgerrige besøgende. Om sommeren er der masser af liv og aktivitet i byens centrum. Det såkaldte ”Brættet” på byens torv sælger ferske grønlandske specialiteter udvalget varierer afhængig af dagens fangst.

    De fleste souvenirbutikker ligger i samme område og udvalget er stort og kvaliteten høj. Værkstedet hvor de mange souvenirs fremstilles med hånd og maskinkraft er åbent for besøg. Den lokale skindsystue er også åben for besøg. Her får fine pelse, luffer og tasker i sælskind form og frister. Hvis du vil være sikker på aldrig mere at fryse om fingrene kan vi anbefale et par sælskindsluffer.

    Byens museum, som samtidig er Knud Rasmussens fødehjem, er bestemt et besøg værd. Det ligger smukt med udsigt til Diskobugten, Isfjorden og den karaktertistiske brune Zions kirken. Byens kunstmuseum ligger i en historisk bygning og har faste udstillinger samt løbende udstillinger med moderne grønlandsk kunst, ofte af talentfulde med knap så kendte kunstnere.

    Sejlads blandt isfjelde

    Næsten alle besøgende i Ilulissat vælger at prøve denne sejltur mellem isfjelde mindst én gang og det er også en af vores absolut favoritter. I en mindre båd sejler vi ud til mundingen af Isfjorden og kommer helt tæt på isbjergene.
    Den UNESCO fredede isfjord er så fantastisk, at vi faktisk vil påstå, at man ikke kan få nok af den. De store isfjelde stammer fra kanten af Indlandsisen - helt nøjagtig Sermeq Kujalleq som er verdens hurtigste gletsjer. Gletscheren bevæger sig med en hastighed af 40 meter i døgnet og står for 10% af hele Grønlands isfjeldsproduktion. Hvis du vil vide mere om dette naturfænomen, så kan vi varmt anbefale dig at besøge den officielle hjemmeside om Isfjorden (www.kangia.gl).

    image
    info Ilulissat er vidt berømmet for Kangia – den mest producerende isbræ på den nordlige halvkugle.
  • Dag 7 På egen hånd og hvalsafari i Diskobugten

    Dagen i dag står på store oplevelser til vands på hvalsafari i Diskobugten.

    Hvalsafari

    I sommerhalvåret er det som regel pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen, vi ser. Turen varer 4 timer og vi anvender den hurtige båd Targa, så vi kan komme langt omkring.

    Skipper er i konstant radiokontakt til byens fiskere og som har kendskab til hvor i Diskobugten hvalerne opholder sig. Pukkelhvalen med dens karakteristiske hale er den, vi hyppigst møder og det er meget sjældent, at vi ikke ser hvaler om sommeren.

    Pukkelhvalen er på trods af sine op til 18 meter og 30 tons akrobaten blandt de store hvaler. Den er let at kende på den puklede rygfinne og hvide luffter, og den løfter som regel halen, når den dykker ned. Pukkelhvalen lever af fisk, blæksprutter og lyskrebs, som findes i righoldige mængder i Diskobugten.

    Det overrasker de fleste, hvor stor en oplevelse det er at komme helt tæt på så store dyr som hvaler, og når først man oplever det giver det et helt sus i maven. Når du tilmed tilføjer en kulisse af kæmpemæssige isbjerge og en udsigt over hele Diskobugten, så bliver det en uforgemmelig oplevelse.

    image
    info Der er mange hvaler i Diskobugten om sommeren.
  • Dag 8 Båd til Ilimanaq. Bygdevandring og vandring til Nordre Huse

    Så er tiden kommet til at vi skal prøve den helt store nyhed indenfor grønlandsk turisme, nemlige nogle dage i Ilimanaq Lodge. 

    Ilimanaq ligger 15 kilometer syd for Ilulissat og har ca. 50 indbyggere. I den lille bygd nær Ilulissat Isfjord har vores datterselskab World of Greeland netop bygget 15 nye luksushytter med en formidabel udsigt. Hytterne er bygget i løbet af sommeren 2016 og åbner i 2017. To fredede bygninger er restaureret med hjælp fra Real Dania Byg, så de kan indeholde hhv. reception og restaurant, men også indhandlingsmuligheder, museum og konferencefaciliteter. Kommunen har på sin side forbedret bygdens infrastruktur, anløbsforhold og sanitet, så det er et godt eksempel på et samarbejde, hvor man også har lagt meget vægt på, at bygdens beboere bliver hørt, ligesom det er arbejdspladser i bygden. 

    Restaurantbygningen var førhen bolig for udstedsbestyreren og receptionen var et gammelt købmandshus. Bestyrerboligen er fra 1751 og har været hjemsted for præster, missionærer og handelsfolk og har også fungeret som bygdekontor, skindværksted og meget andet. 

    Receptionen blev opført i 1778 som købmandsbutik og indhandlingssted for de lokale beboere. Bygningen fungerede som dette helt frem til åbningen af den lokale Pilersuisoq-butik (tidligere KGH, den Kongelige Grønlandske Handel), som udbyder det meste af det, befolkningen har brug for i dagligdagen. 
    Når vi er indkvarteret skal vi på bygdetur.

    Bygderundtur i Ilimanaq

    Diskobugtens tredie mindste bygd er rig på historie - og venlige mennesker. Ilimanaq betyder faktisk ‘forventningspladsen’ og på denne tur kan du forvente en masse fortællinger om fangerkulturen, som de lokale er væsentlige eksempler på. Fangerkulturen er stadig en stor del af den grønlandske levemåde og dagligdag. 
    Vi starter ved restauranten og bevæger os herefter forbi havnen, butikken, hundene, skolen, søen og kirken. Vi kommer så tilbage til restauranten den forhenværende købmandsbutik, hvor vi kan besøge det lille museum. Turen er let at gå og kræver intet andet end vidensbegær, godt humør samt tøj efter forholdene. 

    Men vi er slet ikke færdige med vandringen for i dag. Vi skal nemlig også på vandring til Isfjorden:

    Nordre Huse og UNESCO-view - vandring til Ilulissat Isfjord og de gamle gravpladser

    Vi har nogle gode timers vandring foran os og starter med at gå op på bakketoppen nord for byen. Her er der en storslået udsigt over terrænet, Diskobugten og Ilimanaqs farvede huse. Vi kigger nu fremad mod isbjergene ved turens mål, og vi kan stort set udpege det meste af dagens vandrespor. 

    Der går ikke lang tid før guiden kan vise os de gamle hustomter fra Thule-kulturen, og pludselig står vi ved siden af en af de mange skjulte gravpladser, hvor der endnu ligger kranier og knoglestykker gemt mellem stenene. Et gys af gammel historie kravler op ad rygsøjlen og sætter sig i vores bevidsthed. Vi vandrer videre og spejder efter dyr.

    En mere moderne kirkegård står midt i landskabet, men samlingen af huse er forsvundet for længe siden. Nu går vi op til varden på en bakketop og så står lige foran de største isbjerge i isfjorden. I godt vejr kan vi se hele vejen ind til gletsjerfronten 65 kilometer væk, men lige her foran os ligger de kæmpestore isbjerge. Herefter går turen hjemad til Ilimanaq og aftenhygge.

     

    image
    info Den UNESCO fredede isfjord er så fantastisk, at vi faktisk vil påstå, at man ikke kan få nok af den. De store isfjelde stammer fra kanten af Indlandsisen - helt nøjagtig Sermeq Kujalleq, verdens mest produktive gletsjer med 40 meters isstrøm dagligt. Vi oplever den både på vej til Ilimanaq og på vores vandring i dag.
  • Dag 9 Bygdehygge og evt. en tur til Qajaa ELLER en gletsjervandring

    På niendedagen har du mulighed for at slappe helt af og nyde livet i en stille bygd. Der er dog også to alternativer til dette, nemlig en udflugt til gamle levn af Saqqaq-kulturen ved Qajaa eller en tur på ATV’er, hvor du kommer op at vandre på en gletsjer. Der er ikke tid til begge udflugter, så man skal vælge den ene eller den anden.

    Qajaa – den uberørte boplads (tilkøb)

    Da de første missionærer ankom til Diskobugten, fandt de langt de fleste bopladser på isfjordens indre kyster. Sermermiut ved Ilulissat ligger på den nordlige bred af isfjorden, men skjult mod syd ligger det næsten hemmeligholdte forskningsområde ved Qajaa, hvor en af Grønlands bedst bevarede møddinger ligger i vandkanten. Den indeholder spor og rester af Saqqaq-kulturen, som levede her for 4000 år siden.

    Hidtil har området været svært tilgængeligt for turister, men vi tager jer med på tur over sø og land for at komme dybt ind i isfjordens bagland og gå på opdagelse i området. Det er en perfekt blanding af fjordsejlads, ufattelige udsigter og spændende kulturelle fænomener.

    Gletsjervandring i Tasiusaq (tilkøb)

    Fra Ilimanaq kører vi på store ATV’ere fra restauranten op forbi kirkegården og ud langs med kysten, inden vi drejer op ad fjeldet for at få den glimrende udsigt over sandsletten syd for Ilimanaq. Efter 10 minutter hvor vi har gået rundt blandt fangernes gamle rævefælder, kører vi videre ud over sletten til vi finder Tasiusaq-fjordsystemet.

    Tasiusaq-fjorden har været et yndet fangstområde i årtusinder, men de tidligere tiders aktivitet er idag stilnet af og vi sejler nu ind i bunden af fjorden. På den sydlige bred går vi atter i land og vandrer hen til iskanten, hvor guiden fortæller om sikkerhed og procedurer ved gletsjervandring. Al udstyr tjekkes igennem, inden vi går ind mellem sprækker og brønde for at udforske en af de mange gletsjertunger, som udspringer fra Indlandsisen. 

    Det er blevet tid til det obligatoriske gruppebillede, og herefter klatrer vi rundt som de gamle ekspeditionsledere for at finde den rette vej gennem ismassivet. Vi har frokost med på turen og disker op med snacks og sandwich på et passende tidspunkt, når sulten melder sig.

    Og så er det ellers tilbage til Ilimanaq, hvor hele holdet mødes.

    Udflugterne i dag kræver mindst 6 og højst 12 deltagere. Skulle det en sjælden gang ikke være muligt at gennemføre udflugten, finder vi på noget andet sjovt.

    image
    info Hytterne i Ilimanaq er nybyggede og ligger med en smuk udsigt.
  • Dag 10 Båd fra Ilimanaq – Ilulissat. Fly Ilulissat – Kangerlussuaq - København

    Så er det – desværre - blevet tid til at tage afsked med Diskobugten og Grønland. Vi sejler tilbage til Ilulissat og herfra flyver vi til Kangerlussuaq og videre til København med ankomst om aftenen lokal tid. Et eventyr er forbi, men vi garanterer dig, at minderne vil følge dig i mange år fremover. En rejse til Grønland er for mange starten på en livslang kærlighed til det smukke land og den imødekommende grønlændere.

    Rejselederen

    Grønlands Rejsebureau råder over et rejselederteam på godt 50 aktive rejseledere. Mange af rejselederne har været tilknyttet korpset i mere end ti og tyve år og kender derfor Grønland særdeles godt. Deres erfaring bruges i forbindelse med uddannelsen af nye rejseledere, så kontinuiteten og den høje kvalitet sikres.

    Rejselederen har ansvaret for organisering af alle praktiske opgaver såsom transporter, indkvartering, madlavning mv.. Derudover er det rejselederen, der kender områderne, de gode vandremuligheder, det gode sted at købe friskfanget fisk osv. Med en af vores rejseledere ved din side, er du således sikret det bedste udgangspunkt for at opleve Grønland.   

    image
    info Et eventyr er forbi, men vi garanterer dig, at minderne vil følge dig i mange år fremover.

Datoer & pris

Afrejse Overnatning Garanteret afrejse Pris pr. person Status
04-07-2017 Alt udsolgt
11-07-2017 Dobbeltværelse Garanteret afrejse 33.285 DKK 1 Værelse Bestil rejsen
11-07-2017 Enkeltværelse Garanteret afrejse 38.685 DKK 1 Værelse Bestil rejsen
18-07-2017 Dobbeltværelse Garanteret afrejse 33.285 DKK 2 Værelser Bestil rejsen
18-07-2017 Enkeltværelse Garanteret afrejse 38.685 DKK Udsolgt
25-07-2017 Dobbeltværelse Garanteret afrejse 33.285 DKK 3 Værelser Bestil rejsen
25-07-2017 Enkeltværelse Garanteret afrejse 38.685 DKK Udsolgt
Læs mere om overnatning
Info Lille gruppe (maksimalt 11 deltagere). På ikke-garanterede afgange gennemføres rejsen ved min. 6 deltagere.
Dansk/engelsktalende rejseleder på afgangene 27. juni og 11. og 25. juli.
Dansk/tysktalende rejseleder på afgangene 4. juli.
Engelsk/tysktalende rejseleder på afgangen 20. juni og 18. juli.
Flytider (lokaltid): Udrejse fra København kl. 11.00 og hjemrejse med ankomst i København kl. 21.30.
Venligst bemærk at flyselskabet kan ændre afgangstiderne.

Udflugtspakker og tilkøb

Qajaa – den uberørte boplads

Qajaa – den uberørte boplads
Sæson: sommer

På sydsiden af Isfjorden ligger det næsten hemmeligholdte forskningsområde ved Qajaa, hvor en af Grønlands bedst bevarede møddinger ligger i vandkanten. Den indeholder spor og rester af Saqqaq-kulturen, som levede her for 4000 år siden. Denne udflugt kan ikke kombineres med gletsjervandring, da de foregår samtidig.

  • Vandring
  • Sejlads med båd
  • Frokost
  • Guide
  • 6-12 deltagere (min. 6)
  • Varighed: 6 timer
Pris pr. voksen 1.495 DKK
Pris pr. barn (2-11 år) 750 DKK
Gletsjervandring i Tasiusaq

Gletsjervandring i Tasiusaq
Sæson: sommer

Vi kører på store ATV’ere ud langs med kysten, og ind i bunden af Tasiusaq-fjordsystemet. Vi sejler ind i bunden af fjorden og ind til iskanten. Herefter skal vi op og gå på selve isen og udforske en af de mange gletsjertunger, som udspringer fra Indlandsisen. Denne udflugt kan ikke kombineres med udflugten til Qajaa, da de foregår samtidig.

  • ATV-kørsel
  • Sejlads
  • Gletsjervandring med udstyr
  • Frokost
  • Specialguide
  • 6-12 deltagere (min. 6)
  • Varighed: 8 timer
Pris pr. voksen 1.995 DKK
Pris pr. barn (2-11 år) 995 DKK

Inkluderet i rejsen

Inkluderet

  • fly
    Fly og transport

    Fly København – Kangerlussuaq
    Fly Kangerlussuaq - Aasiaat
    Fly Ilulissat – Kangerlussuaq
    Fly Kangerlussuaq - København
    Skib Aasiaat - Qeqertarsuaq
    Skib Qeqertarsuaq - Ilulissat
    Båd Ilulissat – Ilimanaq t/r

  • overnatning
    Overnatning

    1 nat på Polar Lodge med delt bad/toilet (på afgangene 11. og 18. juli: 1 nat på Old Camp med delt bad/toilet)
    3 nætter på Hotel Disko & Annex med eget bad/toilet
    3 nætter på Hotel Hvide Falk med eget bad/toilet
    2 nætter i Ilimanaq Lodge med eget bad/toilet

    Læs mere om overnatning
  • måltider
    Forplejning

    Morgenmad
    Fuld forplejning i Ilimanaq
    Mad og drikke på flystrækningen København - Kangerlussuaq t/r med Air Greenland

  • andet
    Andet

    Vandreture med egen rejseleder i Qeqertarsuaq, Ilulissat og Ilimanaq
    Byrundture med egen rejseleder
    Tur til Indlandsisen (punkt 660)
    Sejlads til Isfjorden
    Hvalsafari
    Rejseleder fra Grønlands Rejsebureau
    Fakturagebyr
    Bidrag til Rejsegarantifonden
    Alle skatter og afgifter

Ikke inkluderet

Aftensmad og frokost
Evt. rejseforsikringer
Evt. hundeslædekørsel på Lyngmarksbræen
Evt. udflugt til Qajaa fra Ilimanaq
Vi anbefaler at du bestiller udflugten samtidig med din rejsebestilling. Ved senere bestilling påløber et håndteringsgebyr på 200 kr. og der kan være udsolgt.

 

Praktisk information

Dansk/engelsktalende rejseleder på afgangene 27. juni og 11. og 25. juli.
Dansk/tysktalende rejseleder på afgangene 4. juli.
Engelsk/tysktalende rejseleder på afgangen 20. juni og 18. juli.

Flytider
Afrejse: København kl. 11.00
Hjemkomst: København kl. 21.30
Flytider er med forbehold for, at flyselskabet kan ændre tiderne.

Tilladt bagage:
20 kilo indvejet bagage 8 kilo håndbagage
(max. mål på håndbagage: 55 x 40 x 23 cm).

Afrejsegaranti på udvalgte afgange
  • Kontakt din rejsespecialist

    Peter Simonsen

    Peter har boet i Grønland og haft sit eget udflugtsfirma i Ilulissat. Peter har rejst landet tyndt. Du kan altid få rådgivning i valg af rejse og svar på spørgsmål om stort og småt af Peter.

  • Pakkeliste til din rejse

    Den rette påklædning er vigtig for en god rejse. Brug vores vejledende pakkeliste, når du pakker kufferten. Og tøv ikke med at spørge os om gode råd.

  • Nyttig information til din rejse

    Få nyttig information til din rejse i vores ”Klar, parat, start – eventyret venter”. Her har vi samlet al væsentlig information, som du bør vide før, under og efter din rejse.