
| Velkommen til Grønlands Rejsebureau |

|      
På Fram er der mange forskellige og spændende kahytstyper. Som det fremgår af prislisten og billeder af skibets indretning, er det muligt at vælge netop den kahyt, som passer bedst til dig/jer.
Indvendig eller udvendig standard kahyt Som udgangspunkt kan det være et spørgsmål om valg af indvendig eller udvendig kahyt. Indvendige kahytter (I2/I3I/I4) findes midt i skibet og har ikke vindue.
En udvendig kahyt har samme indretning som den indvendige, men der er et vindue, som giver dagslys, og man kan kigge ud af vinduet og orientere sig om, hvor man befinder sig i landskabet.
Ønsker du en udvendig kahyt, står valget mellem en kahyt på dæk 3 (N2) eller en kahyt på dæk 5 og 6 (U2).
Forskellen på disse kahytter er, at der på dæk 3 er runde vinduer i kahytten, og disse ligger på nederste kahytsdæk.
I kahytterne på dæk 5 og 6 er der lidt større firkantede vinduer, hvor det er muligt at sidde på sengen/sofaen og kigge ud. Disse kahytter er placeret på de øverste kahytsdæk tæt på panoramalounge og soldæk.
Standardkahytter Alle dobbelte standardkahytter er på 10,5 m2 og 3-4-køjes kahytter er på 13 m2. De har alle en almindelig god separat seng/køje (hvoraf den ene kan laves om til en sofa), et lille skrivebord med stol, tv og eget bad og toilet. De kan karakteriseres som et sted at sove.
Minisuiter og suiter Fram har flere dejlige suiter, som giver rigtig god komfort og kan sammenlignes med at blive indlogeret på et 'flydende' hotelværelse og giver en ekstra oplevelse på en fantastisk rejse.
Alle suiter er udstyret med dobbeltseng, sofaarrangement, minibar og naturligvis eget bad og toilet. Herudover er inkluderet forskellige ekstra fordele, som giver dejlig komfort og forkælelse undervejs. Listen over services, der er inkluderet, kan du se i højre side.
Der kan vælges mellem fire forskellige typer suite Kategori QJ og Q2 er placeret på dæk 5 og på 17,5 m2. Kahytterne er trukket lidt tilbage pga. en svalegang. Dette betyder, at nogle kahytter (QJ) har begrænset udsigt grundet en pæl i synsfeltet eller en høj ræling. Derimod har Q2 uhindret udsyn.
Suiterne M2 har lidt bedre plads og er på ca. 20 m2. De ligger alle med vindue helt ud til skibskanten. MG suiterne har egen balkon og er med sine 24-27 m2 meget rummelige med eventuel plads til opredning for et barn. Har du god brug for at trække dig tilbage og være lidt for dig selv, er dette et godt valg, idet den private balkon giver mulighed for at følge naturen tæt under sejladsen.
Suite 601 har ikke egen balkon, men har som den eneste to værelser og er med sine knap 39 m2 det tætteste du kommer på en 'præsidentsuite'.
Handicapkahytter Skibets to handicapkahytter findes på dæk 3 tæt på elevatoren og har samme indretning som dobbelt standardkahyt N2, men er på 17 m2 og har derfor ekstra plads i såvel kahyt som bad/toilet og er indrettet handicapvenligt.
| |
|
|
 |
| Grønlands Rejsebureau | Wilders Plads 13A, 1 | Postboks 1904 | 1023 København K | mandag - torsdag 8.30 - 16.30, fredag 8.30 - 16.00 | Tlf.: 33131011 | info@(if you can see this please update your browser)grb.dk |