Krydstogtskibet M/S Fram

Mange af vores krydstogter foregår med Hurtigrutens skib MS Fram, som blev søsat i 2007. Fram er bygget til at sejle i isfyldte farvande og sikkerheden er i top!
På Fram forenes luksus med intimitet
På Fram forenes luksus med intimitet. Man kommer tæt på sine medrejsende og får samtidig et særligt forhold til selve skibet og til personalet ombord. Positive tilbagemeldinger fra de mere end 800 gæster, vi har haft med ombord på Fram vidner om, at denne rejseform har en stor oplevelsesmæssig kvalitet, så vi glæder os til også at byde dig velkommen!
Suite-konceptet
Bestiller du en af suiterne på Fram, får du følgende oven i hatten:
Drikkevarer i restauranten i forbindelse med frokost og aftensmad (vand, sodavand, øl og dagens vin - ikke spiritus)
1 velkomstgave med hilsen fra kaptajnen
Kurv i badeværelset med shampoo, bade- og skumsæbe
Privat vandkoger og kopper. Kaffe, te, sukker og fløde
Minibar (det som forefindes ved ankomst er til fri afbenyttelse, påfyldning efter prisliste)
Badekåbe
Opredt seng med chokolade hver aften
Mulighed for vasketøjsservice (efter prisliste)
Morgenmad i kahytten (efter prisliste)
Arne Johansen og grønlandske kunstnere
Det er arkitekten Arne Johansen, der står bag designet af interiøret, mens det er den grønlandske kunstner Ane Birthe Hove, der er hovedkunstneren bag udsmykningen. Blandt de andre kunstnere, hvis værker også pryder Fram, er grønlænderne Miki Jakobsen, Julia Pars og Isle Hessner.
Spisesal med panoramaudsigt og foredragssal
Den store spisesalon med kæmpe panoramavinduer kan rumme 174 spisende gæster. Konferencerum lavet i biografopstilling giver mulighed for at høre spændende foredrag om de destinationer, man rejser mod.
Sauna og boblebad med udsigt til isfjelde
Forestil dig, at du har siddet og nydt dampene i saunaen og trænger til frisk luft. Hvad er så mere naturligt end at gå ud på dækket og nyde den krystalklare grønlandske luft, mens det ene skønne natursceneri efter det andet driver forbi?
Og hvad med en tur i boblebadet, hvor du gennem de store glasvægge ser på Diskobugtens fantastiske isfjelde? Wellnesscentret huser ikke blot ovennævnte saunaer og boblebade, men også et fitness center med parketgulve og udsigt over dækket.
Observatoriedæk med skylight
På observatoriedækket findes en salon, der er designet til at give flest mulige passagerer et glimrende udsyn – både til siderne, hvor designet giver størst muligt udsyn, men også op gennem et kæmpe skylight, der sikrer lys og endnu større udsyn.
Landgang og byrundture
Byer og bygder i Grønland er små og opleves derfor bedst til fods. Undtaget er hovedstaden Nuuk, hvor byrundturen foregår med bus.
Landgang kan foregå på to måder. I de store byer lægger skibet til ved kajen, og man går i land på normal vis. I mindre bygder, hvor skibet ikke kan komme til kaj, ankrer skibet op, og vi sejler i land i såkaldte zodiak både.
Det er en hård og meget sødygtig gummibåd. Man kommer ombord via en lille bro nederst i skibet og sidder rundt på kanten i zodiaken. Det lyder strabadserende og ”halvfarligt”, men hjulpet af den kompetente besætning kan alle – også ældre – være med.
Første gang giver en smule sommerfugle i maven, men derefter finder de fleste det temmelig sjovt, og det er en pragtfuld fornemmelse at sidde der i vandoverfladen stadig med tørre fødder. Mange udflugter er inkluderet. Bemærk at rigtig mange af udflugterne på turene med MS Fram er inkluderede i prisen.
Hvilken kahyt skal jeg vælge?
På Fram er der mange forskellige og spændende kahytstyper. Som det fremgår af prislisten og billeder af skibets indretning, er det muligt at vælge netop den kahyt, som passer bedst til dig/jer.
Indvendig eller udvendig standard kahyt
Som udgangspunkt kan det være et spørgsmål om valg af indvendig eller udvendig kahyt. Indvendige kahytter (I2/I3I/I4) findes midt i skibet og har ikke vindue.
En udvendig kahyt har samme indretning som den indvendige, men der er et vindue, som giver dagslys, og man kan kigge ud af vinduet og orientere sig om, hvor man befinder sig i landskabet.
Ønsker du en udvendig kahyt, står valget mellem en kahyt på dæk 3 (N2) eller en kahyt på dæk 5 og 6 (U2).
Forskellen på disse kahytter er, at der på dæk 3 er runde vinduer i kahytten, og disse ligger på nederste kahytsdæk.
I kahytterne på dæk 5 og 6 er der lidt større firkantede vinduer, hvor det er muligt at sidde på sengen/sofaen og kigge ud. Disse kahytter er placeret på de øverste kahytsdæk tæt på panoramalounge og soldæk.
Standardkahytter
Alle dobbelte standardkahytter er på 10,5 m2 og 3-4-køjes kahytter er på 13 m2. De har alle en almindelig god separat seng/køje (hvoraf den ene kan laves om til en sofa), et lille skrivebord med stol, tv og eget bad og toilet. De kan karakteriseres som et sted at sove.
Minisuiter og suiter
Fram har flere dejlige suiter, som giver rigtig god komfort og kan sammenlignes med at blive indlogeret på et 'flydende' hotelværelse og giver en ekstra oplevelse på en fantastisk rejse.
Alle suiter er udstyret med dobbeltseng, sofaarrangement, minibar og naturligvis eget bad og toilet. Herudover er inkluderet forskellige ekstra fordele, som giver dejlig komfort og forkælelse undervejs. Listen over services, der er inkluderet, kan du se i højre side.
Der kan vælges mellem fire forskellige typer suite
Kategori QJ og Q2 er placeret på dæk 5 og på 17,5 m2. Kahytterne er trukket lidt tilbage pga. en svalegang. Dette betyder, at nogle kahytter (QJ) har begrænset udsigt grundet en pæl i synsfeltet eller en høj ræling. Derimod har Q2 uhindret udsyn.
Suiterne M2 har lidt bedre plads og er på ca. 20 m2. De ligger alle med vindue helt ud til skibskanten. MG suiterne har egen balkon og er med sine 24-27 m2 meget rummelige med eventuel plads til opredning for et barn. Har du god brug for at trække dig tilbage og være lidt for dig selv, er dette et godt valg, idet den private balkon giver mulighed for at følge naturen tæt under sejladsen.
Suite 601 har ikke egen balkon, men har som den eneste to værelser og er med sine knap 39 m2 det tætteste du kommer på en 'præsidentsuite'.
Handicapkahytter
Skibets to handicapkahytter findes på dæk 3 tæt på elevatoren og har samme indretning som dobbelt standardkahyt N2, men er på 17 m2 og har derfor ekstra plads i såvel kahyt som bad/toilet og er indrettet handicapvenligt.