5 dejlige forårsdage på Island med Ældre Sagen - april 2012

print

Vandfald på Island

Grønlands Rejsebureau og Ældre Sagen præsenterer en dejlig 5 dages forårsrejse til Island 20. - 24. april 2012.

Island er en klippeø som ligger i Nordatlanten grænsende til Ishavet, opstået ved vulkansk aktivitet. Øen strækker sig over 103.000 km2, ligger gennemsnitligt 500 meter over havets overflade og præges af forrevne klippelandskaber og flere store vulkaner.

Naturen er storslået og er en skøn blanding af gold lavasten med områder hvor det syder og bobler op fra undergrunden, til frodige og grønne dale, store vandfald, enorme gletschere og varme, brusende gejsere.

Hovedstaden Reykjavik er centrum denne rejse. Den ligger på en frugtbar slette, hvor også andre større byer ligger. De naturlige varmekilder anvendes til energiproduktion, og Reykjavik går derfor for at være verdens reneste hovedstad. Byen summer af moderne liv med butikker, restauranter, gallerier og museer og trods fornemmelsen af ’storby’ er naturen hele tiden lige omkring hjørnet.

I april har foråret godt fat og trods omskifteligt vejr i Island hele året, er solen på himlen fra ca. 07:30-20:30 og gennemsnitstemperaturen er omkring 5 plus grader.

Oplev det selv. Tag med på denne rejse, hvor programmet er sammensat så vi både oplever storbyen Reykjavik, en række natur undere som Nationalparken Thingvellir, svulmende vandfald, spruttende gejsere og ægte vikinge stemning i den hyggelige by Hafnarfjordur.

Hvalsafari på Island

Dag-til-dag program:

Dag 1, fly København - Island og indkvartering på 4-stjernet hotel
Kl. 17:45 mødes vi i Kastrup lufthavn kl. 17:45, får hilst på vores rejsefæller og går derefter til check in. Kl. 19:45 er der afgang med Icelandair. Flyvetiden er ca. 3 timer og vi ankommer i Keflavik lufthavn kl. 20:55 lokal tid.
Her venter vores dansktalende lokale guide med en bus, som kører os til Hotel Reykjavik Centrum, et pænt 4-stjernet hotel beliggende lige midt i Reykjavik tæt på byens liv med både butikker, restauranter og cafeer.

Dag 2, Reykjavik og den Blå Lagune
Efter morgenmaden skal vi ud og se nærmere på Reykjavik.
Reykjavik er verdens nordligste hovedstad og næsten 2/3 af Islands befolkning bor i Reykjavik. Byen er ikke blot centrum for uddannelses- og erhvervslivet, men også for øens blomstrende kunst- og kulturliv og trods byens overskuelige størrelse finder man både internationalt anerkendte museer, gallerier, opera og teater.

Vi kører rundt og ser – og hører om – byen og stopper ved bl.a. den smukke Hallgrimskirke og får en god fornemmelse af hovedstaden.

Efter rundturen i Reykjavik, kører vi mod en af øens nok mest kendte attraktioner, nemlig Den Blå Lagune. I Keflavik, midt i det golde sorte landskab, ligger Lagunen under åben himmel og byder velkommen med sit turkisfarvede, mælkeagtige varme vand og den absolutte afslapning. Du bestemmer selv om du har lyst til at bade, eller om du blot vil nyde lidt at drikke og spise og nyde lagunen fra cafeens store panoramavinduer.
Vi har under alle omstændigheder et par timer i lagunen til at nyde før vi returnerer til Reykjavik og hotellet igen.

Det er muligt at tilkøbe en ’forplejningspakke’ som består af en middag hhv. dag 2 og 3 på 2 forskellige restauranter i Reykjavik, i gå-afstand fra hotellet.
Har man tilkøbt denne forplejningspakke, er der bestilt bord på Restaurant Reykjavik kl. 19:00, hvor der venter en 2 retters middag.

Hallgrimskirken i Reykjavik

Dag 3, Den klassiske tur "Den Gyldne Cirkel"
Efter morgenmaden skal vi ud på turen kendt som ”Den Gyldne Cirkel”.

Vi starter ved Geysir, hvor det syder og bobler i overfladen på områdets vandhuller, og gejseren Strokkur sender kaskader af vand 20-25 meter op i luften ca. hvert 5. minut.
Det starter langsomt med boblerne fra det kogende varm i centrum af gejseren, og langsomt men sikkert dannes et overtryk, der sender den kæmpestore vandsøjle af sted og det er et ganske unikt syn.

Derfra kører vi til Gullfoss. Et svulmende og stort flot vandfald, hvor vandet fosser ned i en 32 meter dyb kløft, som det sidste trin i et imponerende tre-trins fald.

Vi slutter ved Thingvellir - eller Þingvellir på islandsk -  som ligger 40 km vest for Reykjavik. Det er en nationalpark beliggende på brudlinjen mellem det amerikanske og den europæiske kontinent, og stedets enorme kløft indtager en central placering i Islands historie.

Det er over tusind år siden, at islændinge første gang mødtes på området for at løse nationale stridigheder og vedtage fælles love. Derfor kan det med god grund kaldes Islands historiske centrum, for faktisk var det
nationens mødested indtil Island i 1798 blev dansk - og igen da Island igen fik sin selvstændighed i 1944.

Vi returnerer til Reykjavik og hotellet sidst på eftermiddagen efter en lang dag.
Har du tilkøbt forplejningspakken venter en 2 retters middag på restaurant Lækjabrekka som ligger i byens ældste hus.

Geysir i Island

Dag 4, Hvalsafari på fjorden og besøg i lille by
Efter morgenmaden er der check ud fra hotellet. Vi kører fra hotellet ned til havnen, hvorfra vi sejler ud for at se om vi kan være heldige at se hvaler. Der findes omkring 90 forskellige slags hvaler, delfiner og marsvin, og i de islandske farvande er det muligt at finde over 20 forskellige arter. Det er jo naturligvis vilde dyr, så der er ingen garantier, men under alle omstændigheder venter en dejlig sejltur.

Efter sejlturen kører vi fra Reykjavik til den lille by Hafnarfjordur, som ligger ca. 15 minutter nord fra Reykjavik.

Her skal vi have turens sidste overnatning på det helt særlige Viking Village hotel i byen Hafnarfjordur. Vikingen Johannes, ejer af stedet, har selv stået bag det meste af byggeriet på hotellet og det bærer tydeligt præg af hans kærlighed til de gamle vikinger. Stedet er i sig selv en oplevelse værd og vi får fornøjelse af faciliteterne når vi skal til ”Mjød i kælderen” efterfulgt af en vikinge middag om aftenen som afslutning på en dejlig og oplevelsesrig tur.

Dag 5, hjemrejsedag
Så er vi nået til vejs ende. Vi checker ud fra Viking Village og kører mod Keflavik, men inden vi når frem til lufthavnen, kører vi gennem Grindavik – langs sydsiden af Reykjanes halvøen, gennem det imponerende landskab op til Krysuvik, hvor der er et helt særligt gulligt landskab og spruttende/osende (og ildelugtende) svovl kilder. Vi fortsætter så til lufthavnen hvor der er afgang kl. 13:15 med ankomst i København 18:15.

Ring til os på 3313 1011
Ring mig op
Skriv til os
 

Andre rejser til Island

Feedback Form