Rejser til Færøerne med Grønlands Rejsebureau
Færøerne, som i de sidste 1000 år har været beboet af mennesker og dyr i fuldstændig ét med naturen, er i dag fascinerende uændret og alligevel overraskende moderne.
Naturen er overalt, unik og vild og danner den perfekte ramme for en forlænget weekend med masser af oplevelser i den friske luft. Du kan både slappe af, tage på oplevelser i naturen, nyde caféliv og shoppe.
Vidste du at?
- Der er ingen steder på Færøerne du er mere end 5 km fra havet!
- Der er ca. 70.000 får på Færøerne, men det er ikke til at opdrive færøersk lammekød i supermarkederne. Til gengæld er der uanede muligheder for at købe sig en lækker uld sweater med sig hjem.
- Færøerne har 600 km gode veje. De fleste er tosporede og asfalterede. 17 ud af 18 øer er forbundet med broer, dæmninger, færger og helikoptere.
Det tager kun 2 timer at flyve fra København/Billund til Færøerne
Og med 1 times tidsforskel, er der masser af tid til at se nærmere på de 18 øer som knejser op af Atlanterhavet.
Færøernes geografi
Færøerne er en øgruppe i Atlanterhavet nord for Skotland og midtvejs mellem Norge og Island. Færøerne består af 18 øer, som er adskilt af smalle sunde og fjorde. Færøernes nærmeste nabo er Shetlandsøerne, der ligger 300 km mod sydøst. Færøernes areal er 1.399 kvadratkilometer, og hovedstaden hedder Tórshavn.
Indbyggertal på Færøerne
Færøerne har omkring 48.400 indbyggere
Klima og vejret på Færøerne
I forhold til Færøernes nordlige beliggenhed er klimaet forholdsvis mildt med kølige somre (med en gennemsnitstemperatur i juli på 11 °C) og meget milde vintre (gennemsnits-temperatur for januar er 3 °C). Vejret skifter ofte. I juni har Færøerne næsten 24 timers dagslys.
Beklædning på Færøerne
Vi anbefaler at medbringe varmt tøj og regnfrakke. Endvidere er gummistøvler eller solide sko med gode såler nødvendige.
Tidsforskel Danmark - Færøerne
Færøerne er 1 time efter det kontinentale Europa. Kl. 12.00 i Danmark er kl. 11.00 på Færøerne.
Færøernes møntfod
Færøernes møntfod er króna og oyra. Færøerne har egne sedler 1000/500/200/100/50 kr. Mønterne er danske. Danske sedler kan bruges overalt.
Hovederhverv på Færøerne
Hovederhvervet er fiskeri, og næsten 100 procent af eksportindtægterne stammer fra fisk og fiskeprodukter. Heraf udgør fiskeopdræt med laks og ørred 25 procent.
Sprog på Færøerne
Man taler færøsk på Færøerne, men der undervises i dansk allerede fra første klasse og de fleste færinge forstår og taler godt dansk.
Nyere historie
Under 2. Verdenskrig var Færøerne besat af Storbritannien og afskåret fra Danmark. Øerne styrede i den periode i høj grad sig selv og havde deres egen regering. Efter besættelsen krævede øerne større selvstændighed, hvilket førte til, at deres status som amt blev ophævet. Først efter nye lagtingsvalg og lange forhandlinger blev der opnået enighed om en hjemmestyreordning, der udvidede Lagtingets opgaver. Den trådte i kraft i 1948 og gælder stadig i dag.
Rejser til Færøerne med Grønlands Rejsebureau
