VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Hvaler i Grønland

Inspiration / Dyreliv / Hvaler i Grønland

Kom tæt på havets giganter i Grønland

Grønland er hjem for mange arter af hvaler, og der er rig mulighed for at opleve hvaler i Grønland året rundt. Hvalens størrelse alene er imponerende, og disse fantastiske dyr har en helt speciel plads i det grønlandske samfund, både i kulturen og i de gamle myter og sagn. Grønland har hele 15 forskellige hvalarter, der fast lever i havene omkring Grønland eller er på kort visit. Hvis du er heldig, kan du både opleve tandhvaler og bardehvaler i de grønlandske farvande.

Du kan altså se hvaler mange steder langs den grønlandske kyst. De mest almindelige hvaler, du kan se i Grønland, er de meget store og kraftfulde pukkelhvaler, og de lidt mindre og nysgerrige vågehvaler og grønlandshvaler.

Er du utroligt heldig, kan du en sjælden gang imellem se den fantastiske blåhval, som er verdens største pattedyr. Den svømmer til tider gennem grønlandsk farvand.

Hvaler – de majestætiske kæmper

Hvalerne findes i stort tal i Grønland, særligt i sommerhalvåret, hvor det oftest er pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen, du ser langs Grønlands kyster. Igennem århundreder er vi blevet fascineret af havets kæmper, og vi tør godt garantere dig, at når du ser en hval i Grønland, er det en oplevelse, du aldrig vil glemme.

De fleste hvaler, du møder i havet omkring Grønland, svømmer mellem de arktiske egne og Det Caribiske Hav. Tre arter,  hvidhvalen, narhvalen og grønlandshvalen, lever i Grønlands farvande hele året rundt.

Hvis du gæster Grønland i sommerhalvåret, så er der rigtig gode chancer for, at du ser hvaler, da det er på denne årstid, at de fleste hvaler kommer til de grønlandske farvande. De fleste grønlandske byer arrangerer hvalsafari om sommeren. Her er der store chancer for at støde på havets giganter, der boltrer sig i vandet langs den grønlandske kyst. Jo længere du opholder dig til søs, jo større er chancerne for at se forskellige hvalarter.

Årstid for hvaler i Grønland

Fra midt på sommeren til ud på efteråret er der næsten garanti for at møde hvaler ved Paamiut i Sydgrønland, ved Nuuk i Midtgrønland, samt nord for polarcirklen ved Aasiaat, i Diskobugten og ved Uummannaq. Når vi siger ’næsten garanti’, er det selvfølgelig fordi, hvalernes veje er uransalige, og de er der ikke for vores skyld.

Allerede i april og maj er der stor chance for at se grønlandshvaler nær Qeqertarsuaq i Diskobugten. Et godt tip er at holde sig nær skipper eller andre af skibets medarbejdere, for de er trænede i at spotte hvalerne.

Tager du på hvalsafari om sommeren er der mulighed for at se pukkelhval, finhval, vågehval samt mindre hvaler som marsvin og delfiner. Uanset om man er på sin første, anden eller tiende hvalsafaritur, kan man ikke undgå at blive begejstret, hver gang de store dyr kommer tæt på. Lige som med resten af Grønlands natur i øvrigt føler man sig hurtigt meget lille her i verden.

Hvor kan man se hvaler i Grønland?

I havene og fjordene ved Grønland vrimler det med hvaler. Hvalerne er, hvor deres føde er. De lever af kril, plankton og stimer af småfisk. Heldigvis har nogle hvaler dog også forkærlighed for visse steder, så nogle egne i Grønland er rigtig velegnede for hvalsafarier, da chancen for at se hval er stor der. Det er både i SydgrønlandDiskobugten, ved Maniitsoq, syd for Tasiilaq og i det store fjordsystem ved hovedstaden Nuuk.

Langt de fleste turister lægger vejen forbi Diskobugten og byen Ilulissat, da der her er gode chancer for at komme tæt på hvalerne. Ilulissat Isfjord er meget populært blandt hvaler, fordi de store ismasser og bevægelserne i vandet gør, at der er meget hvalføde.

Læs mere om hvalsafari.

To hvaltyper

Hvaler opdeles i to kategorier: bardehvaler og tandhvaler. I Grønland kan du møde begge arter.

Bardehvaler

Bardehvaler kendetages ved at have mistet alle deres tænder til fordel for barder – lange trævler i overmunden. Hvalen bruger barderne til at indtage sin føde med. Blandt bardehvalerne finder vi blåhvaler, pukkelhvaler, finhvaler, grønlandshvaler og gråhvaler.

Bardehvalerne spiser mindre dyr såsom krill eller små fisk ved at gabe over store mængder af vand med de små dyr i, hvorefter vandet sies ud gennem barderne med tungen.

Tandhvaler

Modsat bardehvalerne kendetegnes tandhvalerne  ved, at de har mange små og spidse tænder i munden. De jager deres føde, såsom fisk eller blæksprutter, med deres tænder, der gør at de kan tygge og holde fast på maden. I modsætning til bardehvalerne, har tandhvalerne kun ét blåsthul oven på hovedet. Blandt tandhvalerne finder vi kaskelotter, delfiner, spækhuggere, marsvin, narhvaler og hvidhvaler.

Hvalarterne i Grønland

Der er 15 hvalarter i Grønland. I Sydgrønland er det særligt finhvaler og vågehvaler, du møder, men man kan også være heldig at støde ind i kaskelothvaler dernede. Ofte dukker hvalerne tilfældigt op, når du sejler mellem byerne. Pukkelhvaler møder du gerne nær Paamiut, Maniitsoq, Ilulissat og Aasiaat, og så findes de også i et pænt stort antal i fjordene omkring Nuuk. Pukkelhvaler, vågehvaler, finhvaler og grønlandshvaler er ikke noget særsyn i Diskobugten. I Østgrønland er der også et rent rend af hvaler, der boltrer sig i de øde omgivelser til frit skue.Hvidhvaler og narhvaler kan du være heldig at møde ved nordligste kyster. Her kan man også i sjældnere tilfælde møde blåhvaler og spækhuggere.

Synet og lyden af hvalerne er med garanti en oplevelse, du aldrig glemmer. At se et så stort dyr bevæge sig rundt bland de lige så fascinerende isbjerge i Grønland er en ubeskrivelig oplevelse, der sætter spor i sjælen.

Grønlandshvalen – Den tungeste og ældste

Balaena mysticetus

Med en vægt på op til 100 ton er grønlandshvalen en af de tungeste hvaler og en af de arter, som vejer mest blandt alle hvalarter i verden. De kan blive over 200 år gamle og er derfor også et af de dyr i verden, der kan leve længst. Grønlandshvalen bliver op til 18 meter lang, og lever i klodens allersmukkeste egne omkring Canada og Grønland.

Grønlandshvalen er en arktisk hvalart, og i Grønland opholder den sig typisk i Vestgrønland i nærheden af Qeqertarsuaq ved Diskoøen i forårsmånederne. I midten af maj sætter den dog kursen mod Canada. Det er især omkring april, at du har gode muligheder for at opleve dette verdens ældste pattedyr i Grønland fra Sisimiut og nordpå til Nordvandet ved Qaanaaq.

Pukkelhvalen – Havets akrobat

Megaptera novaeangliae

Pukkelhvalerne er næsten lige så stor som grønlandshvalen. De kan blive tæt på 18 meter, men de vejer dog “kun” omkring 30 ton. Det er en af de store bardehvaler, som der er størst chance for at se i Grønland.

Deres meget karakteristiske slag med halen i vejret tager pusten fra enhver, ogden er nem at kende på dens sort/hvide mønstre på undersiden af halen. I Grønland er bestanddelen af pukkelhvaler på mindst 6.000 dyr. Du finder især pukkelhvalen ved Grønlands vestkyst ved Nuuk, Aasiaat og Qeqertarsuaq. Også ved Sisimiut, Maniitsoq og Paamiut er der fra april til november særdeles gode muligheder for at se pukkelhvalen. I de senere år er pukkelhvalen også ofte set ved Ilulissat, som også er en af de mest populære byer at besøge. Du kan læse mere om de grønlandske byer her.

Pukkelhvaler kommer ofte ret tæt på bådene og er meget nysgerrige, så du kan derfor få nogle utrolige billeder af dette fantastiske dyr og samtidig få en unik og utrolig oplevelse, du sent vil glemme.

Vågehvalen – den lille “sildepisker”

Balaenoptera acutorostrata

Vågehvalen er en af de mindre hvaler i familien af bardehvaler. Deres grønlandske navn er tikaagullik. Vågehvalen bliver normalt “kun” op til 10 meter i længden og vejer under 10 ton. Man kan se den grønlandske hvalart i fjordene og langs kysten i Syd– og Vestgrønland, herunder også i Diskobugten fra maj til oktober. Der findes over 1 million vågehvaler i verden, og det gør vågehvalen til den mest almindelige og udbredte bardehval.

Vågehvalerne er dog blevet set mange steder omkring Grønland på andre tider af året.

Vågehvaler har forskellige personligheder. Du kan møde de nysgerrige individer, som vil følge hvalsafaribåden i længere tid, mens andre er mere sky og holder sig lidt på afstand. Specielt for vågehvalen er også, at de ikke viser deres halefinne, når de dykker.

Narhvalen – hvalen med den snoede stødtand

Monodon monoceros

Narhvalen er en mellemstor tandhval, der typisk vejer mellem 800-1.600 kg. Den er mest kendt for dens karakteristiske venstresnoede stødtand, der hos enkelte hanner kan nå en længde på op til tre meter. Denne stødtand er faktisk hvalens hjørnetand. Narhvalen kan holde vejret i op til 30 minutter, hvilket gør den til en ekstremt ferm dykker, der kan komme langt under havets overflade.

I Grønland er narhvalen mest udbredt i området omkring Melvillebugten i nærheden af Qaanaaq, såvel som i det nordøstlige Grønland. Om Sommeren ses narhvalen i fjorde og bugte i dete nordvestlige Grønland og om efteråret og vinteren bevæger de sig længere til havs grundet havisen. De tilbringer hele deres liv i arktiske egne, og det menes at op imod 90 % af verdens narhvaler lever i nærheden af Canada og Grønland.

Narhvalen er en vigtig brik i inuitternes traditionelle levevis. Deres kød er eftertragtet i Grønland, og mattak – huden fra narhvalen – er blandt de allerstørste delikatesser i Grønland.

Hvidhvalen – den hvide hval

Delphinapterus leucas

Hvidhvalen er ligesom narhvalen en mellemstor tandhval, der opholder sig i Grønland året rundt. Disse to hvalarter er  også i familie med hinanden. Hvidhvalen kendetegnes ved sin helt hvide krop, og de ses ofte i mindre grupper på fem til 10 dyr.

I vinterhalvåret kan du opleve hvidhvalen ud for Vestgrønland fra Maniitsoq og Diskobugten og i syd til Qaanaaq i nord. Om sommeren bevæger hvidhvalen sig mod arktisk Canada for at parre sig og give fødsel. Hvidhvalen bliver lysere med alderen. De unge hvidhvaler er grålige i farven, mens de ældre bliver helt hvide.

Grønlands Naturinstitut

Grønlands Naturinstitut forsker i arktiske økosystemer og i effekten af klimatiske og menneskelige påvirkninger af disse. Forskningen fokuserer særligt på levende ressourcer til havs, såsom fisk, skaldyr, havpattedyr og havfugle. På deres hjemmeside er der store mængder af information om Grønlands dyr og på dette link, kan du læse mere om hvaler og sæler.

Hvaloplevelser i særklasse

Grønland er utroligt alsidig med alt fra blafrende nordlys, gylden midnatssol, imponerende gletsjere til frodige enge, dybe fjorde og fantastisk dyreliv. The Big Arctic Five er en betegnelse for fem af de mest populære oplevelser i Grønland, og her finder du hvaler som en af de mest populære oplevelser, hvilket der er god grund til. For det første findes der rigtig mange og ikke mindst store hvalarter i Grønland. Derudover er Grønland fortsat et rejsemål med turisme i en så lille målestok, at både natur og kultur kan følge med. Hvalerne boltrer sig altså fortsat lige der, hvor de altid har gjort til stor glæde for os, der gerne vil se dem helt tæt på. Særligt Nuuks fjorde er fyldt med hvaler. På linket her, kan du se et album, der viser hvordan du kan spotte hvaler i Grønland.

Er du interesseret i at opleve hvaler i Grønland? På siden her kan du læse mere om vores rejser til Grønland, der inkluderer hvalsafari.

Læs mere om Big Arctic Five

 

Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur.

Charlotte

Adresse:

Wilders Plads 13A, 1.

DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik