
Kategorien vinterrejser dækker over mange forskellige rejser fra forlængede weekender til længerevarende slæderejser. Fælles for dem alle er, at du oplever Grønland i sin vinterdragt med høj blå himmel, knitrende frostsne og ivrige slædehunde.
Hundeslæde inkluderet eller valgfrit
Nogle af rejserne har allerede inkluderet længerevarende slæderejser, mens det på andre rejser mere er op til dig selv at forme indholdet på rejsen.
Guideservice
Alle rejser har inkluderet guideservice, så du er sikker på at få råd og vejledning under dit ophold samt at alt det praktiske er i orden.
Årstiden for vinterferie i Grønland
De ideelle måneder for vinterferie i Grønland er fra slutningen af januar til først i maj. Mørkeperioden er ovre, og der er lyst om dagen.
Temperaturer
Kulden er noget man må forholde sig til på disse breddegrader. Temperaturerne ligger fra ca. 5 til 20 graders frost, men på grund af den tørre luft opleves kuldegraderne ikke så voldsomme som i Danmark. 10-15 graders frost opleves i Grønland nærmest som behageligt.
Vejret
Der er normalt høj, klar himmel med strålende sol. Vejret kan nogle gange skifte fra sol om formiddagen til snefald og blæst om eftermiddagen.
Men som man jo også siger i Danmark, er det ikke vejret, der er noget i vejen med, så med den rigtige påklædning skulle eventuelle problemer kunne undgås.
Vinterrejser for alle
En vinterrejse i Grønland er for alle, også børn. Med den rette forberedelse og en godt pakket kuffert er der lagt op til storslåede oplevelser i storslåede omgivelser.