Klik på fotos for at forstørre
Kombiner din kærlighed til holde ferie på din motorcykel med skønne naturoplevelser på Færøerne og i Island på denne rejse, der starter med en skibsrejse på luksusfærgen Norröna.
Kontrasterne på Færøerne er fantastiske. Grønne bløde klipper, fuglefjelde, stenhuse og store øde enge. Moderne byer og små fåreholdersteder. Kædedans og techno, tørret fårekød og pizza, sol og tåge. Færøerne er med sine 18 øer et unikt samfund midt ude i det brusende Atlanterhav.
Islands barske landskab med levende vulkaner og sprudlende vandfald indbyder en rejse ud over det sædvanlige. Gejsere, varme kilder, smukke smeltevandssøer, lavaformationer og kulturelle fristelser betyder, at der er noget for enhver smag.
Så er du til motorcykelferie, uspoleret natur, kulturelle overraskelser, gæstfrihed, veje uden trafikkøer og ro, er denne tur lige noget for dig!
Dagsprogram
Dag 1
Afrejse fra Hanstholm tirsdag formiddag, og du kan se frem til at lade op til de kommende oplevelser på Atlanterhavsøerne. Du kan stå på dækket og nyde de uendelige blå vidder eller grave dig ned i en bog i loungen. Se lidt fjernsyn i kahytterne, indtag middagen i én af restauranterne, en drink i baren og måske en svingom i natklubben. Du bestemmer selv, hvordan din sejltur skal være, så nyd sejlturen helt på dine egne præmisser.
Dag 2
Kort stop på Færøerne sidst på eftermiddagen inden fortsat sejlads mod Island.
Dag 3-9
Island er måske endnu mere end Færøerne præget af kontraster og barske, dramatiske landskaber, der er født af vulkanudbrud og udskåret af gletschernes vandring. Andre dele har næsten ikke ændret sig, siden de første vikinger ankom til Island for mere end 1.000 år siden. Den fremmedartede natur og den nære historiske forbindelse med de nordiske lande er stadig for mange den afgørende grund til at rejse til Island. Du vil opleve vild natur og vilde dyr, energi og total stilhed. Det hele opleves nemt uanset hvor på øen du opholder dig. Naturen er med andre ord en fremmedartet og spændende attraktion, men det er kulturen og det moderne liv i byen også. Hovedstaden Reykjavik har gennem de seneste årtier tiltrukket sig international opmærksomhed og er blevet et yndet sted at rejse til i weekenden.
Eventyret fortsætter nu hele vejen rundt om den smukke ø. Du kommer vidt omkring: Islands smukke vandfald og den storslåede gletscher Vatnajøkul. De åbne vidder og landskaber med forstenet lava. Du kører ca. 1.500 km Island rundt, hvoraf de fleste af vejene efterhånden er asfalterede. Og husk, der findes ikke en bedre afslutning på en oplevelsesrig dag end et bad i en af de mange varme kilder. Din rute er nøje planlagt, hvilket betyder, at du kommer til at se de smukkeste og mest spændende steder. Du overnatter på hoteller, bondegårde og gæstehjem, som alle er hyggelige steder. Det er en befriende og fantastisk måde at rejse på.
Dag 10
Afrejse fra Island med skibet kl. 12.
Dag 11
Ankomst til Færøerne tidlig morgen.
Ude midt i Atlanten dukker øerne op som 18 grønne klipper, der skyder op af intet – et helt magisk syn. Det ene fascinerende natursceneri afløses af det andet, og det skiftende lys og vejrlig medfører, at den samme udsigt altid vil være forskellig næste gang du kigger.
Dag 3-4
Du har nu tre dage til rådighed, hvor du kan køre rundt på øerne. Kontrasterne er fantastiske, flade og meget grønne enge blandt høje og stejle, næsten lodrette klippevægge. Mange af øerne er forbundet af broer og tunneller, men man kan stadig opleve den gamle og traditionelle måde at komme rundt på, nemlig med båd. Selv om fortiden bød på en isoleret tilværelse på de 18 øer, så er Færøerne i dag et moderne og let tilgængeligt samfund.
Eftersom du har frie tøjler til at gennemkøre et helt land, handler de næste dage selvsagt meget om dine egne interesser. Arkitektur, botanik, geologi. Det hele er her lige om hjørnet. I Torshavn kan vi anbefale Gongin, den gamle hovedgade, Tinganes med Landsstyret, fæstningen Havnar Skansi og Nordens Hus for blot at nævne enkelte steder. Udenfor hovedstaden ligger seværdighederne som perler på en snor. Kirkjubøur er landets vigtigste historiske lokalitet, bygden Saksun ligger ufatteligt smukt, Kvivik byder på vikingeruiner, naturhavnen ved Gjógv, de smukke klipper Risin og Kellingin ved Eysturoys nordspids og fuglefjelde og vandfald er mange og spredt med ødsel hånd. Og så er der næsten ikke noget hyggeligere end at se et får dybt i øjnene.
Dag 13
Hen over midnat (kl. 01.30) sejles fra Torshavn på Færøerne, og en god nats søvn venter forude.
Dag 14
Hele dag 14 befinder du dig på havet. Igen får du mulighed for at slappe af ombord på skibet og har god tid til at bearbejde de mange indtryk, du har fået på turen!
Dag 15
Ankomst til Hanstholm kl. 8.00.


